deep blue eyes

26.

For en gangs skyld virkede min mor forstående over for, hvad der skete i mit liv. Alt var bare kaos – og endelig var hun der for mig.

Jeg lå hele aftenen og stirrede tomt op i loftet. Jeg tænkte meget over hvordan Thor havde det, og om han var okay. Jeg ville så gerne skrive til ham, men jeg kunne ikke.

Jeg var vred på Anthon. Jeg var så frustreret over hans idiotiske opførsel. Men samtidig kunne jeg ikke få hans sårede blik og røde øjne ud af hovedet. Det sad som limet til min nethinde.

Jeg blev afbrudt i min tankestrøm af min telefon der brummede. Jeg stivnede da jeg så navnet på den der havde skrevet.

Anthon Edwards Knudtzon: Undskyld.

Jeg ville ikke have set beskeden, men jeg kom ved en fejl til at gå ind på den da min telefon låste op. Fuck. Jeg lod bare være med at svare. Han mente det sikkert ikke alligevel.

Efter et par minutter brummede den igen.

Anthon Edwards Knudtzon: Undskyld.

Jeg sukkede da den brummede for 3. gang.

Anthon Edwards Knudtzon: Undskyld gange tusinde.

Og sukkede endnu højere for 4. gang.

Anthon Edwards Knudtzon: Rebecca. Jeg er ked af det. Jeg er en kæmpe idiot. Men du er også en idiot ikke at svare. Du ved det går mig på. Ring.

Hans naivitet gav mig hovedepine.

Jeg slukkede min telefon og gik i seng.

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

Nyt ved 5 votes