deep blue eyes

23.

Jeg vågnede ved at en togchauffør ruskede i min skulder. 

"Må jeg se din billet?". Orderne hang lidt i luften, indtil det gik op for mig, at jeg ingen billet havde. Fuck.

"Den øhm.. Ja".  Jeg prøvede at trække tiden ud, imens jeg ledte min taske igennem, for at han skulle tro, at jeg havde en billet.

Toget stoppede og jeg så et sekund ud af vinduet. Mit hjerte sprang et slag over da jeg så skiltet.

Gentofte stod der. Dørerne åbnede og den kølige luft ramte min ansigt. Uden at tænke videre over det greb jeg om min taske og løb ud af toget. 

"Hey! Kan du så komme tilbage!" råbte manden højt, men jeg var ligeglad. Jeg skulle væk.

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

Jeg prøvede at ignorere tanken om at jeg var i Anthons by. Hvis jeg så ham nu, ville jeg ikke vide hvad jeg skulle gøre. Jeg ville aldrig kunne se ham i øjnene igen, aldrig se ind i de dybe, blå øjne.

Jeg gik lidt omkring til jeg fik øje på et pizzaria. Min mave knurrede af sult, og det gik op for mig hvor længe siden det var jeg havde spist. 

Big Bens stod der på skiltet. Navnet sagde mig et eller andet, men min hjerne var gået i stå. Jeg havde det som om, at alt ville minde mig om Anthon, så jeg prøvede så vidt muligt ikke at tænke på noget som helst.

Selvom det var midt om natten havde pizzariaet heldigvis åbent. Jeg gik ind ad døren. I restauranten var der mennesketomt, tiden taget til bemærkning var det nok ikke så overraskende. 

Jeg fandt et menukort ved et af borderne og satte mig ned. Min mave knurrede endnu mere, i mens jeg læste de forskellige pizzaer igennem. Jeg endte med at bestille en nummer 2.

Propfuld af pizza og tankerne sat på stand-by vandrede jeg rundt i Gentoftes stille, mørklagte gader, indtil jeg faldt om af træthed.