Always Be Mine - M.G

33 // Endu en tilgvelse.

Personen kigger op, og det første jeg ligger mærke til, er at det ikke er Martinus..

Det er Alexander..? Hvad fuck laver han her? Han rejser sig, og går over til sengen. Han sætter sig i den, og klapper ved siden af ham, som tegn på at jeg skal sætte mig ved siden af ham. Jeg går der over, og sætter mig ved siden af ham. "Kan du ikke bare tilgive ham? For min skyld?" Siger han. "Kan jeg ikke bare give dig en flad?" Siger jeg. "Lena..-" han bliver afbrudt af at min mobil siger en lyd. Jeg tager derop af lommen, og ser at jeg har fået en besked fra Martinus. Jeg går ind på den, og ser at det er et billede af Marcus, som står helt tæt på en døren og lytter. "Tilgiv ham nu bare!" Råber en stemme ude fra døren. "Næ.." råber jeg. Døren åbner, og Marcus, Martinus og Noah kommer til syne. Jeg vælter bag over i sengen, og sukker. "Og som den søde person jeg nu er, befaler jeg at du skal tilgive ham!" Siger Noah. "Og som den søde person som jeg nu er, giver jeg dig en flad!" Siger jeg, og rejser mig op. Alexander trækker mig ned, og sætter mig mellem hans ben. Hvorfor forstår de ikke at man ikke vil snakke med en person lige nu? Altså omg. Jeg fjerner Alexanders hænder fra mig, og løber ud fra værelset. Jeg løber ned af trappen, og ud i gangen. Jeg åbner døren, og løber ud. Jeg når hen til fortovet, og dér bryder jeg sammen. Jeg lader tårerne få frit løb. Du syntes sikkert det er mærkeligt at græde over sådan noget, men altså de presser mig fucking hele tiden! Jeg hører hovede døren åbne, og en masse stemmer høres. De stemmer, som tilhører de mest idiotiske mennesker på jorden. Der kommer nogen løbende imod mig, og personen ligger sine arme om mig. "Lad mig nu være!" Græder jeg, og vrider mig ud af personens greb. Jeg små løber over vejen, og hen i parken. Jeg sætter mig op af et træ, og tager benene op under mig. Jeg ligger mine arme på mine knæ, og lægger derefter hovedet på mine arme. Jeg lader tårerne få frit løb.

Jeg hører nogle komme løbende imod mig, og en person sætter sig foran mig. Jeg kigger stille op, og ser en bekymret Martinus, som sidder på hug foran mig. Han fjerner mine arme fra mine knæ, og tager min hænder. "Hvad sker der?" Spørg han, og nusser min hånd. "Det bare.. Alle presser mig til at tilgive ham, selvom jeg ikke har lyst til det.." græder jeg. "Det som om, alle vil have mig til at gøre det, de syntes er bedst. Som om jeg er deres slave.." tilføjer jeg. Martinus sætter sig ned på jorden, og trækker mig med ind i et tæt kram. Jeg græder ned i hans skulder, imens han nusser mig på ryggen. "Martinus? Lena?" Råber en person. Jeg kigger op, og ser at Noah, Alexander og Marcus kommer løbende imod os. Jeg lægger mit hovede ind mod Martinus brystkasse, så jeg på en måde føler mig beskyttet. "Lena.." siger Marcus. "Undskyld.." tilføjer han. Jeg får ligepludselig ordentlig hovedepine, og jeg begynder at ryste sygt meget? Altså hvad sker der?! "Mart.-tinus.. Jeg.-jeg har det ikke så godt.." stammer jeg. Han trækker sig tilbage, og kigger bekymret på mig. Han ligger sin hånd på min pande, og fjerner den efter lidt tid igen. Han trækker mig ind til ham, og kysser mig på håret. "Hvad sker der?" Spørg Noah, og sætter sig på hug ved siden af os. "Hun har feber." Siger Martinus kort. Noah nikker, og Martinus trækker sig fra krammet. Han rejser sig op, og trækker mig op. Han sætter mig på hans hofter, og begynder at gå ud af parken. "Hey! Vent på os!" Råber Alexander, og de andre kommer løbende op til os. Vi går ud af parken, og hjem. Martinus går op af den lille trappe, og åbner døren. Han træder ind, og går op af trappen. Han går ind på værelset, og lægger mig i sengen. Han lægger dynen over mig, og sætter sig på sengekanten. Jeg lægger mine arme om hans mave, og trækker ham ned til mig. "Bliv hos mig!" Klager jeg. Han griner kort, og lægger sig til rette ved siden af mig. Jeg lægger mit hovede på hans brystkasse, og lægger mine arme om ham. Jeg falder lige så stille i søvn, med hovedet på Martinus brystkasse, og min arme om ham.

"Lena.. Du skal vågne nu.." rusker en person i mig. "Hva..hva?" Siger jeg, og åbner stille øjnene. Martinus er her ikke, men det er Marcus? Jeg magter ikke at flygte, det er jeg for slatten til. "Undskyld.. Virkelig, jeg har været verdens største idiot! Kan du tilgive mig?" Siger han stille. Jeg nikker. Han kigger først overrasket på mig, og lægger derefter sine arme om mig. Jeg gengælder krammet, og efter lidt tid trækker vi os igen.

Halløj! Sorry for ikke at have opdateret, har ikke rigtig haft nogen ideer! ❤ men et lidt kort kapitel, men det er da bedre end ingenting! Ahah. Håber i nød kapitlet, og tusind fucking tak for 3k reads! Det er jo helt sindsygt! Havde slet ikke regnet med at få så mange!
~Mathilde