Always Be Mine - M.G

35 // "Vil du være min?"

Vi fortsætter hvor vi slap.

"Du skulle aldrig have ringet til den fucking klamme læge!" Råber jeg, og giver ham en mavepuster. "Og du skulle aldrig have lavet mit værelset i ruiner!" Råber han, og giver også mig en mavepuster. Vi slås, og vi begge er ordenligt sure. "Klamme ko!" Råber jeg, og giver ham en lussing. "Tynde ludder!" Råber han, og giver mig en knytnæve. Noget siger klik, og døren åbner. Eftersom Marcus sidder på min mave, bliver han revet væk først. Martinus tager fat i mig, og river mig ind på hans værelse. Han sætter sig i sengen, med mig mellem benene. Han lægger sine arme om mig, og trykker mig ind mod ham. "Hvad sker der Lena? Du er da ikke en person der slås." Siger Martinus. "Han fortjente det!" Siger jeg. "Jeg er tørstig." Siger jeg. "Jeg går ned og henter noget vand til dig." Siger han, og rejser sig. "Du bliver der!"  Siger han, og går ud. Jeg vælter bag over i sengen, og et suk forlader mine læber. Døren åbner, og jeg regner da stærkt med at det er Martinus, så jeg sætter mig ikke op. Personen sætter sig på min mave, og der ved jeg at det er Marcus. Jeg vælter ham ned ved siden af mig, og sætter mig på hans mave. Jeg giver ham en lussing, og han giver mig en knytnæve. Sådan bliver vi ved. "Marcus?!" Råber en person. Han giver mig en lussing, inden han bliver revet væk. Jeg sætter mig op, og ser at Alexander, Noah, Wiliam og Andreas prøver at holde Marcus tilbage. De alle sammen står med ryggen til mig, hvilket bare er en fordel. Ahah. Jeg giver Marcus fingeren, og kravler ned på gulvet. Jeg kravler imellem deres ben, og tager fat i Marcus ben, så han falder på en eller anden komisk måde. Jeg går tilbage til sengen, og smider mig i den. Døren lukker, hvilket får mig til at kigge over mod den. Der står Marcus, og kigger vredt på mig. Jeg rejser mig op, og går hen til Marcus. "Idiot!" Hvæser jeg. "Luder!" Hvæser han. Han skubber mig op af væggen, og giver mig en lussing. "Marcus, ud!" Råber en person. Jeg kigger bag Marcus, og ser Martinus. Jeg skubber Marcus ud, og lukker døren efter ham. Jeg smider mig i sengen, og et suk forlader mine læber. Martinus sætter sig på sengekanten, og kigger mig i øjnene. "Jeg har det lidt dårligt.." siger jeg lavt. "Jeg ved hvad der kan hjælpe!" Siger han, og smiler kækt. "Hvad?" Siger jeg, og kigger undrende på ham. "Det her." Siger han, og kysser mig på munden. "Ja, det hjalp." Siger jeg, med et grin. Hans smil falmer. Jeg kigger undrende på ham. Han fører sin hånd op til mit hår, og mærker på det. Han tager fat i min hånd, og trækker mig ud fra værelset og ind på badeværelset. "Sæt dig lige!" Siger han, og jeg sætter mig på toiletbrættet. Han tager noget papir, og gør det vådt. Han sætter det på mit hår, og begynder at vaske noget væk fra mit hår? "Martinus, hvad sker der?" Spørg jeg. "Du bløder." Siger han kort. Jeg nikker. Han smider papiret ud, og vi går ind på værelset igen. Marcus, Alexander, Wiliam, Noah og Andreas sidder i Martinus seng?! Jeg er godt sur på Marcus, så hvorfor fanden skal han være her?! Marcus ser ligeså rasende ud som mig. "Jeg går lige på toilettet." Siger Marcus, og rejser sig. Da han går forbi mig, sparker han mig over skinnebenet. Der gik min lunte. Jeg farer efter ham, og hopper op på hans ryg, så han vælter. Han får vendt os om, så han sidder på min mave. Han giver mig en lussing, og jeg giver ham en knytnæve, og sådan bliver vi ved. Jeg vender os om, så jeg sidde på hans mave, imens vi slås. Jeg bliver revet væk, og det sammen med Marcus. Jeg bliver revet med ind på Martinus værelse, af Martinus. "For fuck say, så lad dog vær med at slås!" Råber han, og jeg sætter mig i sengen. "Du kan da være fuldstændig ligeglad! Det involvere jo ikke dig!" Råber jeg. "Jo det gør! Ville du ikke også være bekymret eller noget, hvis jeg hele tiden kom op og slås?!" Råber han. Jo, jo jeg ville. Jeg elsker ham forhelvede! Jeg nikker stille. "Godt så! Kan du ikke bare lade vær med det, for min skyld?" Siger han, og sætter sig ved siden af mig. Jeg nikker stille. Jeg mærker to fingrer under min hage, som skubber mit ansigt op. Jeg kigger ind i Martinus dybe chokolade brune øjne. Han lægger sin hånd på min kind, og vi kysser. Vi trækker os, og kigger hinanden i øjnene. "Jeg ved godt det lyder mærkeligt.. men jeg elsker dig!" Siger han. En masse tanker kører rundt i mit hovede. Jeg fucking elsker ham jo! Skal jeg så bare svare de tre simple ord? Okay Lena, det er ikke så svært bare sig "Jeg elsker dig." Det er bare de tre simple ord. "Jeg elsker dig." Siger jeg lavt. I det jeg siger det, lyser hans øjne op.

Martins synsvinkel.
"Jeg ved godt det lyder mærkeligt, men jeg elsker dig!" Siger jeg. Var det dumt sagt?! Nej Martinus, du elsker hende! Jeg venter på at hun siger de tre gyldne ord. Jeg elsker dig. Kom nu Lena! "Jeg elsker dig." Siger hun lavt. Mine øjne lyser op af glæde. Hun indrømmede det virkelig. Tag den verden! Lena fucking bakker indrømmede at hun elsker mig! Jeg overfalder hende i et stort kram. Et lille grin undslipper hendes læber.

Lena's synsvinkel.
Han vælter mig bagover i sengen, og krammer mig. Der bankes hårdt på døren, hvilket får Martinus til at rejse sig op. Jeg sætter mig op af væggen, og Martinus åbner døren. Ind kommer Noah, Alexander, Wiliam, Andreas ooooog Marcus. Giv et bifald til sygopaten Marcus Gunnarsen. Martinus kommer hen til mig, og sætter sig. Han lægger sin arm om min skulder, og trykker mig ind til ham. "Marcus vil gerne snakke med Lena. Alene." Siger Wiliam. Jeg nikker, og rejser mig. Marcus går ud fra værelset, og jeg følger efter. Jeg lukker døren ind til værelset, da Marcus jo sagde at vi skulle snakke "alene". Jeg ved de lytter ved døren. "Hvorfor skulle du lige præcis lave mit værelse i ruiner?" Siger han, og krydser armene. "Fordi du fortjente det!" Siger jeg, og kigger flabet på ham. Man må da godt være flabet i denne her situation Ahah. "Du er jo fucking latterlig!" Siger han. "Uhm.. tro om igen!" Siger jeg. "Vil du have en flad?" Siger han. "Nej tak..-" mere når jeg ikke at sige, før jeg får en lussing. Nu er han sgu selv udenom det! Jeg giver ham en lussing, og han skubber mig, så jeg vælter ned på gulvet. Han sætter sig på min mave, og vi begynder at slås igen. Døren åbner hurtigt, og jeg kan tydeligt mærke Martinus skuffende blik. Marcus bliver hevet væk af drengene, og ind på sit værelse. Jeg sætter mig op, og kigger op på Martinus. Han ser virkelig skuffet ud. "Lena forhelvede!" Siger han, og går ind på sit værelse. Jeg følger efter ham, og lukker døren. "Lena du lovede at i ikke skulle komme op og slås igen!" Siger han, og kigger mig i øjnene. "Det var ham der startede!" Siger jeg, og tager hænderne op i forsvars potion. "Jeg er ligeglad hvem der startede! Men jeg er virkelig skuffet over dig." Siger han. "Du må undskylde at jeg ikke er perfekt, smuk eller noget. Det må du virkelig undskylde." Siger jeg, og åbner døren, og går ud. Jeg mærker pludselig at jeg faktisk er sulten? Mærkeligt. Jeg går ned af trappen, og ud i køkkenet. Jeg tager nogle kiks, og en flaske vand. Jeg går ind i stuen, og sætter mig i sofaen, og tager min mobil op af lommen. Jeg spiser mine kiks, imens jeg er på Instagram. "Lena stop nu me det der bullshit!" Siger en person. Jeg vender mig om, og ser Martinus. "Så jeg må lige pludselig ikke sidde i sofaen, amen okay!" Siger jeg, og rejser mig. Jeg går forbi Martinus, men han hiver fat i min arm. Han lægger sin hånd på min kind, og kysser mig. Jeg lægger min hænder om hans nakke, og nusser ham i nakken. Vi trækker os, og han griner stille. "Hvad?" Siger jeg. "Jeg elsker bare når du nusser mig i nakken." Siger han. Jeg trækker ham med ind i et langt kys, og nusser ham i nakken. Vi trækker os, og jeg sætter mig hurtigt i sofaen, da vi kan høre nogle komme ned af trappen. "Marcus sidder lige nu på sit værelse og surmuler, så vi går hjem nu!" Siger Noah. "Hvad nu hvis de kommer op og slås igen?" Siger Martinus. "Bare hold dem væk fra hinanden, så gør de det ikke!" Siger Wiliam. Martinus nikker, og de andre går ud. "Nu vi endelig alene!" Siger Martinus, og smiler kækt. Jeg går over til ham, og lægger mine arme om hans nakke. Han lægger sin ene hånd på min hofte, og den anden på min kind. Vi mødes i et fantastisk langt kys. Vi trækker os, og kigger hinanden i øjnene. Martinus tager min hånd, og trækker mig med ovenpå. Han går ind på værelset, og låser døren efter os. Han skubber mig ned i sengen, og lægger sig derefter ovenpå mig. Vi begynder og kysse, og lægger ellers bare og putter.

Vores læber mødes igen, men denne gang kysser vi ikke. På go' gammel norsk rå snaver vi Ahah. Han trækker sig, og sætter sig op. Han fumler med noget i sin lomme, og tager derefter en lille æske op af lommen. "Vil du være min?" Spørg han.

"Vil du være min?" Spørg Marcus. "Selvfølgelig vil jeg det!" Siger jeg. Jeg lægger mine arme om ham i et kæmpe kram. Jeg hopper op på hans hofter, og kigger ned på ham. Jeg læner mig frem, og vi kysser.

Han spørg helt ligesom Marcus. Skal jeg svare nej? Nej nej Lena! Du elsker ham jo for fanden! Så sig dog ja!

Halløj! Liidt kærelighed skal der jo være (; hvad tror du Lena svarer?
~Mathilde