Always Be Mine - M.G

108 // "Hvad fanden har du gang i?!"

Selfølgelig går den direkte på telefon svarer.

"Så har jeg ikke." Siger jeg og slukker min mobil. "Jeg har alligevel fri nu, så jeg kunne kører dig hjem hvis du vil det?" Smiler damen. "Det ville være rart." Siger jeg. "Godt. Skal vi gå?" Siger hun. Jeg nikker. Vi følges ad ned til hendes skab, hvor hun tager hendes ting og bagefter går vi ud til hendes bil. Jeg fortæller hvor jeg bor og vi kører afsted.

Jeg har fundet ud af damen hedder Helle. Helle stopper bilen foran mit hus. "Tak for turen." Smiler jeg og åbner døren. "Det var så lidt!" Smiler hun. Jeg smækker døren og vinker inden jeg går indenfor. Lisa og Jason er i skole, og moster er på en eller anden ferie med sit arbejde, så jeg er bare alene.

Jeg låser døren efter mig, og går op på mit værelse. Jeg skifter til noget andet tøj, fordi der ligesom er blod på det jeg har på. Jeg sætter mig egentlig bare og ser noget Netflix.

Overraskende kommer Lisa eller Jason, ikke hjem. De sover vel bare hos nogen.

~Tre dage efter~

Jeg vågner af mig selv. Jeg åbner øjnene. Jeg lægger mærke til at jeg ikke er alene på mit værelse..

For Alma og Coco er her også! Alma lægger ved siden af mit hovede, imens Coco lægger nede i fodenden af min seng. Jeg griber ud efter min mobil og lægger i et stykke tid med den imens jeg nusser Alma.

Marcus er lige kommet. Vi lægger i sofaen og ser tv imens vi æder nogle Chips.

Pludselig ringer Marcus mobil. Vi kigger begge hen på den, som lægger på bordet. Det er Martinus der ringer. Marcus sukker og tager hans mobil. "Han er irriteret på alt og alle, det er forklaringen." Siger Marcus inden han trykker på den grønne knap på sin mobil. Han sætter den på medhør. "Hvad er der?" Siger Marcus. "Hvor er du?" Spørg Martinus. "Hjemme hos Lena, hvorfor?" Siger Marcus. Jeg kan hører Martinus sukker. "Men Marcus du lovede jo..?" Man kan hører Martinus stemme bliver skrøbelig. Jeg kigger på Marcus. "Græder han?" Hvisker jeg. Marcus nikker. "Martinus du kan altså ikke bestemme om jeg må være sammen med Lena eller ej." Sukker Marcus. "Marcus du lovede!" Siger Martinus oprevet. "Jeg ved godt jeg lovede det, men Martinus hun er min bedste veninde og jeg vil også gerne være sammen med hende." Siger Marcus. Man kan hører Martinus hulker i baggrunden. "Ikke græd!" Siger jeg. Jeg tager hurtigt min hånd op foran min mund. "Han skulle jo ikke vide du er her!" Hviske råber Marcus. "Undskyld!" Hvisker jeg. "Seriøst har Lena hørt hele samtalen?" Martinus snøfter. "Nej!" Siger Marcus hurtigt. Jeg sukker. "Ja jeg har." Siger jeg. Marcus mobil bibber. Martinus har lagt på. Marcus sukker høj lydt og læner sit hovede tilbage. "Jeg får seriøst spat af ham." Siger Marcus og kigger på mig. "Burde du ikke gå hen og trøste ham?" Siger jeg. Marcus kigger på mig med et mærkeligt blik i øjnene. "Nej? Han er skide sur på mig og ærligt talt gider jeg ikke at trøste ham når han er sådan." Siger han. "Er der nogen hjemme hos jer?" Spørg jeg. Marcus ryster på hovedet. Jeg rejser mig fra sofaen, tager min mobil og går væk fra Marcus. Han kigger mærkeligt efter mig. Jeg tager nogle tøfler på og går ud af døren. Jeg går over til Marcus og Martinus hus.

Jeg stiller mine tøfler i gangen og fortsætter ind i huset. Jeg kigger ind i stuen og der ligger Martinus ikke. Jeg fortsætter op af trappen.

Jeg kan hører nogle græde inde fra badeværelset? Jeg lægger min mobil ned i min lomme og skubber lydløst døren til badeværelset op. Martinus står foran spejlet med et barberblad i hånden. På vasken står der et glas med piller. Martinus står og græder. Martinus løfter stille op i sit ærme på sin hoodie. Hvad fanden har han gang i?! "Wow wow wow, hvad har du gang i?" Jeg træder frem mod ham. Han kigger hen mig. "Gå." Siger han med gråd i stemmen. "Læg det barberblad fra dig." Siger jeg roligt. "Jeg sagde gå!" Råber han og vender sig helt mod mig. Han begynder at fører barberbladet ned mod sit håndled. "Martinus vær sød at lægge barberbladet ned." Siger jeg. "Du skal ikke bestemme hvad jeg skal gøre! Hvis jeg vil dø, så lad mig dog!" Råber han hysterisk med tårer ned af kinderne. I en hurtig bevægelse får jeg taget barberbladet ud af hånden på mig. Han griber ud efter det. "Giv mig det nu!" Råber han. Jeg smider barberbladet på gulvet. "Rolig nu." Jeg tager fat om ham og trykker ham blidt ind til mig. Han prøver at kæmpe sig fri, men jeg får os sat ned på gulvet så han kan slappe mere af. Jeg sætter ham imellem mine ben og lægger mine arme om ham. Han lægger sine arme om mig og trykker hårdt sit hovede ind mod min hals. Han hulker ned mod den.

Martinus græder ikke så meget mere. Jeg sætter mig op på hug og hjælper Martinus op. Han sover næsten. Jeg får hurtigt ryddet barberbladene og pillerne op.

Idet Martinus skal til at vælte fordi han falder i søvn, når jeg at gribe ham. Jeg får ham ind på hans værelse og lægger os ned i sengen. Martinus lægger med sin ene arm om min mave og den anden er flettet ind i min. Han lægger trygt og sover med hovedet ved min hals. Jeg kysser ham på panden og lægger dynen over os.

Pludselig åbner døren til værelset. Marcus kommer frem. "Hvad laver du her?" Siger han. Jeg tysser på ham. "Martinus sover." Siger jeg lavt. "Rend mig om at Martinus sover, hvad fanden laver du her?" Siger Marcus. "Hvis jeg ikke havde kommet, ville du ikke have din bror her mere. Er det forklaring nok?" Siger jeg. Martinus mumler et eller andet og rykker på sig. Han møver sig halvt ovenpå mig og begraver sit hovede i den hoodie jeg har på. "Og jeg er mega glad for at du reddede ham, men i to har ligesom slået op, også fatter jeg ikke at du kommer og spiller superhelt frivilligt og nu lægger i og sover sammen?" siger Marcus og slår opgivende ud med armene. "Så går jeg da bare." Siger jeg og tager forsigtigt fat om Martinus. Jeg prøver at fjerne Martinus, men han holder hårdt fat om mig. "Så bliv. Men jeg ved du skal gå når vores forældre kommer hjem." Siger Marcus, inden han smækker døren efter sig. Hvad er der sket med ham? Han gik fra at være skide sjov og sød før, og nu han mega sur på mig? Jeg kigger ned på Martinus. Han lægger og kigger op på mig. Hans øjne er næsten lige ved at klappe i. "Bare sov igen." Smiler jeg. Han lægger sit hovede ned igen og trykker sig ind til mig. Jeg lægger dynen helt op til hans hovede så han ikke fryser.

Der er nogle der rusker i mig. Jeg åbner stille øjnene. Marcus står lænet ind over mig. "Vores forældre kommer hjem om fem minutter." Hvisker han. Jeg nikker. Jeg tager forsigtigt fat om Martinus hænder og Marcus hjælper mig med at flytte Martinus ned ved siden af mig. Jeg rejser mig fra sengen og tager min mobil som lægger på natbordet. Inden vi går, lægger jeg dynen om Martinus. Jeg går over til mig selv og lægger mig bare i min seng på mit værelse.