Always Be Mine - M.G

53 // Marathon 6/10

En ting er sikkert. Jeg vil hjem nu!

Jeg banker hårdt på døren, og åbner den. Marcus sidder i sengen med en klud på panden og Lisa står ved siden af. "Lisa, kan du ikke ringe til Jonas og sige at jeg skal hjem?" Græder jeg. "Hey Hey. Hvad er der galt?" Spørg hun og kommer hen til mig. "Vi har slået op.. Eller han kaldte mig spasser og idiot, og sagde at han ikke måtte gøre noget selv mere! Også sagde jeg at jeg gik ud fra døren og talte til ti, og hvis han ikke kom inden, var vi færdige!" Græder jeg. "Lena.. Vi kan ikke komme hjem, Jonas er også blevet indlagt, så vi må blive her. Du kan bare sove på det lille værelse, så er Martinus der jo ikke!" Siger hun og nusser min skulder. Jeg nikker, og går ud igen. Jeg ser at Martinus går ned af gangen imens han sparker til diverse ting. Jeg snøfter et par gange og går mod det lille værelse. Jeg kigger en gang tilbage, og ser at Martinus kigger på mig. Jeg vender mig hurtigt om igen og åbner døren til værelset. Jeg hører nogle skridt mod mig, og en hånd bliver lagt på min skulder. Jeg vender mig om og ser op på Martinus. "Jeg har virkelig ikke lyst til at snakke med dig." Siger jeg og går ind på værelset. Jeg lukker døren i hovedet på ham. Jeg sætter mine ting ved skabet og smider mig i sengen. Tårerne får bare frit løb.

~Tre dage senere~

Det er idag vi skal hjem. Faktisk har jeg kun været her inde på værelset og grædt dag ud og dag ind. De andre har flere gange været her inde og prøvet at få mig til at komme ud, men jeg har bare ikke kunne komme med ud til dem. Jeg kan ikke se ham i øjnene.

Det banker på døren, og den åbner derefter. Jeg kigger til siden og ser at det er Marcus den her gang. "Vi bliver hentet om en halv time." Siger han og sætter sig på sengekanten. Han lægger sin hånd på min ryg og nusser den. "Martinus er altså virkelig ked af det. Han var bare skide sur på mig og kunne derfor ikke tænke klart." Siger han. "Han kunne bare have kommet, så var ingen af os blevet kede af det." Mumler jeg ned i puden. Marcus tager fat om min ryg, og sætter mig op. "Jeg ved hvad du godt kunne trænge til nu." Siger han og smiler til mig. Han løfter mig over på sit skød og lægger sine arme om mig. "Du kender mig så godt." Siger jeg ind imod hans hals.

Vi trækker os efter et langt kram, og han går ud. Jeg skifter hurtigt tøj, fordi jeg var i bad igår. Det bliver bare noget afslappet, ikke noget stort. Jeg rager mit hår igennem en gang, snupper min taske og min mobil og går nedenunder.

Jeg går ud i gangen og stiller min taske der. Jeg går ind i stuen hvor de andre er. Martinus sidder i sådan en slags stol, og Marcus sidder i den anden stol og Lisa sidder i sofaen ved siden af mig. Jeg tager min mobil op, og kigger lidt på Instagram. De andre sidder også bare med deres mobiler.

"De er her nu." Siger Lisa og vi rejser os. Vi går ud i gangen og tager sko på. Jeg svinger min taske om på ryggen og går ud af døren. Der holder Kjell Erik. Vi sætter os ind i bilen, og vi sidder ligesom før. Mig og Martinus bagerst. Ærligt gider jeg ikke sidde ved siden af ham. Kjell Erik starter bilen, og vi kører mod Trofors.

"Hvad er der galt med jer to?" Siger Kjell Erik og kigger på mig og Martinus i bagspejlet. "Ikke noget." Mumler Martinus og vi kigger ud af vinduet igen.

Bilen stopper og vi alle træder ud. Vi får vores ting og Lisa står og snakker med Marcus. "Jeg går hjem." Siger jeg til hende, og går mod vores hus. Jeg træder ind, smider skoene og trasker ovenpå. Jeg pakker mine ting ud, og sætter mig derefter i min vindueskam. Jeg kigger over på det andet vindue og opdager at det er mod Martinus værelse. Jeg kan se at han går og sparker til sine ting derinde. Han sætter sig ved sit skrivebord og begynder at skrive på et eller andet.

~Næste morgen~

Jeg vågner ved at mit vækkeur ringer. Jeg slukker det og rejser mig op. Jeg går hen til skabet og finder noget tøj.