Kidnappet, red mig - Marcus og martinus❤️

1// 'FLYGT!"

Jeg satte mig op af væggen og begyndte at græde.. jeg har ikke været i bad i 12 år, og jeg er 16 år, jeg er kidnappet. Jeg blev kidnappet da jeg var 4.. der kom en gående op af trapperne, det var manden.. manden der kidnappede mig. Han smækkede døren op og hviskede "gem dig, ellers er du død!". Jeg gemte mig ude på toilettet, og manden gik med, der kom nogle ind af døren og sagde "ej Martinus, der er jo slet ikke nogle!". "Kom lad os gå oven på.. hvis du tør!" Sagde den anden dreng, de lyd meget ens. "Jeg tør godt, kom," jeg hørte de gik oven på. Nu har jeg chancen for at råbe hjælp. Jeg skulle til at åbne munden da manden tog fat i mig og truede med en kniv, den var virkelig tæt på min hals. "Hvis du siger noget, er du færdig!" Hviskede manden. Jeg jeg nikkede forståeligt og var virkelig bange. Jeg rystede helt. "Marcus.. jeg hørte en lyd..," sagde drengen der vist hed Martinus, fordi de hed Marcus og Martinus, det havde jeg hørt. "FLYGT!" Råber Marcus. De løb væk det kunne man høre. Manden gav slip på mig og så derefter på kniven.

Jeg løb ind på mit værelse og begyndte at græde, jeg kommer ALDRIG ud her fra. Manden kom ind på mit værelse og sagde "nå tudeprinsesse" han gik tættere og tættere på. Han gav mig en syngende lussing. "Du klarede det godt, så du får ikke nogle spark idag!" Sagde han og gav mig en til ekstra hård lussing. Han gik ned igen og smækkede døren til mit værelse.

Marcus's synsvinkel

Vi var hjemme nu, shit jeg var bange.. Mig og Martinus satte os i min seng. "Skal vi sige det til nogle?" Spurgte jeg nervøs. "Nej, vi ved jo ikke om der er nogle der inde," sagde Martinus og kiggede på mig. "Martinus, det er alvorligt. Vi tjekker om der er nogle imorgen, vi lister derind uden lyd, og så ser vi om der er nogle," sagde jeg sten sikker. "Okay.. men vi skal alså passe meget på," sagde Martinus bange. Ja, har jeg sagt hvor bange vi er? Fra en skala fra 1-100 ville jeg nok sige 100+. "Okay, lad os lave et væddemål, hvis der er nogle derinde vinder du 200 kroner, hvis der ikke er nogle vinder jeg 200 kroner, er du med på det?" Sagde Martinus selvsikker. "Jeg er klar!" Sagde jeg og smilte. Vi er nogle der ELSKER og konkurrere med hinanden. Og væddemål!

Vores far kom op. "Der er aftensmad, og så er det ned til stranden og bade!" Sagde vores far glad. "Kan vi ikke tage på restaurant og så når vi har spist på restauranten kan vi gå ned og bade, og når vi ikke gider og bade mere tager vi en is?" Spurgte jeg og lavede dådyr øjne. "Alså, vi tager ikke på restaurant fordi vi har lavet mad, men det sidste kan vi godt, men vi skal skynde os og spise!" Sagde vores far og gik nedenunder. "Hvem kommer først med?" Sagde jeg og spurtede ned. "DET ER UNDFÆRER!" Råbte Martinus helt oppe fra værelset af. Jeg løb op på værelset igen. "Kom, så har vi 3, 2, 1 på!" Sagde jeg klar. Vi gjorde os klar. "3, 2, 1, nu!" Sagde jeg og så spurtede vi nedenunder. Jeg vandt som altid. Martinus satte sig ved sin faste plads, det var over for vores far. Jeg satte mig på min faste plads, det var over for Emma. Og vores mor sad ved siden af Emma, sådan sad vi. "HVAD SKAL VI HAVE?" Råbte Emma ivrig efter at få mad. "Lad vær Med at råb!" Sagde far. Hun nikkede forståeligt, men far har sagt det en million gange, så det hjælper nok ikke. "Her er fars hjemmelavet tacos!" Smilte far. "YES MAN!" Råbte jeg. "YEARH BABY!" Råbte Martinus. "Hvem er din baby?" Spurgte Emma sukker sødt. "Jeg har ikke nogle!" Grinte Martinus.