(Den kan godt være dirty nogle gange, så ja.. og et ondt sprog)
Maya er en 16 årig pige. Hun får af vide hun skal flytte til Norge, men hvor hen ved hun ikke. Hun er stor fan af Marcus og Martinus. Da hun køre ind i byen hvor hun ska bo i genkender...
Min mor rystede mig. Hun prøvede at vække mig. "Du skal snart køre," sagde hun til mig. "Kan jeg ikke nå at sige farvel?," sagde jeg uden at åbne øjnene. "Din dovne skid, se dog hvor du er," grinte Lærke? Jeg åbnede mine øjne og fik et chok. "I holde da ikke kun en fest Fordi jeg blev populær, og jeg ville vædde med det ikke var det der gjorde mig populær," sagde jeg dorsk til Lærke. "Tjah.. konie havde spredt nogle falske rygter om dig, en af dem var så slemme. 'Du prøvede at dræbe hende' var det. Jeg fik det af vide en uge efter denne uge. Der fandt jeg også ud af du skulle flytte så vi havde lavet en suprice til dig," smilte Lærke glad. "Nå okay.. men ja, gå ud, så kan jeg skifte," sagde jeg og tog mit noget tøj der lå på min seng. Hun nikkede og gik ud. Jeg låste døren efter hende. Jeg tog noget tøj på:
Oups ! Cette image n'est pas conforme à nos directives de contenu. Afin de continuer la publication, veuillez la retirer ou mettre en ligne une autre image.
Jeg låste døren op igen. En masse drenge stod udenforan døren. "Don't see Me.. jeg har alså ikke make up på," sagde jeg og skjulte mit fjæs i mine hænder. "Du er så dum, er det ikke lige meget?," grinte drengen. Det var vist Oliver. "Du er så dorsk Oli," sagde jeg og kiggede på ham. Han kunne se jeg ikke havde make up på. "Ej.. re dog dit hår," grinte han. "Jaer, det var slet ikke det jeg var på vej til," jokede jeg. "Haha, okay. Vi ses smuksak," sagde han og gik nedenunder. "Hehe.. sjovt," sagde jeg dumt efter ham. Jeg begyndte at re' mit hår. Jeg havde det bare ligesom igår. Jeg tog make up på:
Oups ! Cette image n'est pas conforme à nos directives de contenu. Afin de continuer la publication, veuillez la retirer ou mettre en ligne une autre image.
Jeg gik nedenunder. "Uuuuh, der er den pige vi ventede på," grinte Jessie. Jeg lavede en sexet men for sjov catwalk mod gangen. "Har i virkelig sovet her?," stoppede jeg op. "Selvfølgelig har vi det," grinte Lærke. Jeg så på Lærke med tårer i øjnene, jeg ville ikke væk fra hende. Jeg løb hen til hende og begyndte at græde. "Hey.. vi FaceTime'er vær' dag," trøstede hun mig. Jeg nikkede og snøftede. Jeg krammede alle farvel og gik ud i bilen, den var allerede pakket. Huset blev forladt, ingen mennesker derinde, overhovedet. Min mor begyndte at køre bilen. "Vi tager på mac donalds og køber en bruger til morgen mad, så sunde vi er," grinte min mor. "Okay," grinte jeg. Jeg kiggede ud af vinduet.
-1 time efter-
Vi havde lige spist på Mac donalds, det var meget hyggeligt. Jeg satte mig ind i bilen. Det samme med mor. Hun begyndte at køre bilen. Jeg tog mine høretelefoner på og satte en playlist på med Marcus og Martinus. Jeg begyndte at sove imens jeg hørte musikken. Sådan gik det hele turen. Jeg er såååå social, i know.
Ligepludselig kunne jeg høre en bildør åbne og så smække igen. Jeg fik et chok og vågnede så op. Jeg lukkede døren op og lod min telefon ligge, og mine høretelefoner. Jeg så min mor i armene på manden, hvilket nok var hendes nye kæreste. Jeg genkender dette sted, det er i trofors. Jeg løb hen til min mor, og ham der manden. "Mor? Tager du gas på mig? Det er i trofors! Hvorfor har du ikke sagt det?," skreg jeg nærmest. Jeg fik øje på selveste Marcus og Martinus gunnarsen. Jeg stivnede helt af glæde. De så ligepludselig på mig. Jeg begyndte at hoppe rundt. De viste vist godt jeg var fan af dem? Ahah! De løb mod mig, og jeg løb mod dem og ligepludselig var jeg i armene på Marcus's og Martinus's arme. "Jeg er så kæmpe fan af jer," sagd jeg og var næsten ved at græde.
"Nice," sagde Marcus stille. "Dit navn?," spurgte Martinus lidt efter vi trækkede os. "Maya," svarede jeg spændt. "Oii, jeg elsker din trøje," pralede Marcus ligepludselig op. "Ej!!! Den er jo blå, Gud hvor Nice," sagde Martinus som om han aldrig havde set noget lignende. Jeg begyndte at grine og græde af glæde, selvfølgelig. "Ikke græde," sagde Marcus stille. Martinus viste vist ikke hvad han skulle sige.
