Forever together.

'Flytte?,

Jeg var på vej hjem fra skole med Lærke. Vi snakkede som altid om Marcus og Martinus. "Hvem kan du bedst lide af dem?," afbryd Lærke mit grin. "Nok... nok Martinus, men ikke meget mere end Marcus. Hvad med dig?," svarede jeg hende. "Idk.. mar," sagde hun og grinte. "Hvem er af dem er mar?," grinte jeg imens vi gik. "Det er mart... nej det er Marcus," sagde hun og kiggede på sit hus. Vejene begyndte at skilles hvilket betyd at Lærke skulle den ene vej og jeg skulle den anden vej. Jeg krammede Lærke farvel og det gengældte hun. "Farvel lækzi," vinkede jeg og kiggede mod Lærke. "Farvel mulle," svarede hun og løb ind på hendes grund. Jeg var på vej hjem til mit hus da jeg mødte Konie... jeg stoppede op og sendte hende de bedste dræberøjne. Hun kiggede over på mig. Hun droppede mig i 5 klasse og sådan blev hun ved og nu er hun begyndt at mobbe mig.

"YOU ARE UGLY," råbte hun efter mig. "NÅR NEJ, DU KAN JO IKKE ENGELSK.. DU ER GRIM," råbte hun igen efter mig. Jeg fik tåre i øjnene og var på vej hjem. Jeg falde.. ikke nu, alle andre tidspunkter end nu. "SHE'S FAT," grinte hun. Jeg stalde mig hurtigt op og haltede grædende hjem. Jeg smækkede døren op og haltede indenfor. Jeg smækkede døren i igen og tog mine sko af og min jakke af. Jeg haltede ind i stuen i håb om min mor ikke så mig. Hun sad i sofaen og så både glad og trist ud.

"Hvad er der dog sket skat?," spurgte hun bekymret. "Lad vær' med at kalde mig skat," sagde jeg grædefærdig. "Men, hvad er der dog sket?," spurgte hun stille. "Raver det dig?," sagde jeg stædigt. "Det raver mig faktisk meget," sagde hun og hævede sin stemme. "Nå men... der er noget jeg skal fortælle dig," sagde hun med sin normale stemme igen. "Hvad?," sagde jeg lænede mig op ad væggen. "Jeg har fået en kæreste," sagde hun spændt. "Endelig!," sagde jeg ligeglad. "Og vi skal flytte over til ham?," sagde hun spændt. "HVAD?," råbte jeg surt. Jeg stalde mig på min ømme fod. "AV FORHELVED," råbte jeg med tåre i øjnene. "Lad mig se din fod," sagde min mor og gik hen til mig. "Nej!," sagde jeg og rullede væk. Jeg rullede ind i en væk. "AVAVAV," blev jeg ved. Min mor løb hen til mig og tog min fod. "AV.. LAD NU VÆR'!," råbte jeg surt. "Du har forstuet din fod, bliv her. Så henter jeg noget bind til din fod," sagde hun og var på vej ud i køkkenet. "Jeg kan jo heller ikke gå nogle steder vel," svarede jeg grædefærdig. Skal jeg virkelig flytte fra min bedste veninde. Vi er alt med ordet veninder!. Min mor kom igen med noget bind i hånden. Hun bukkede sig ned og puttede bind på sin fod. "Hvor er det så vi flytter hen?," spurgte jeg imens hun puttede bind på min fod. "Til Norge," smilte hun. "TIL NORGE?," råbte jeg surt. "ER DU GODT KLAR OVER JEG IKKE KAN LEVE UDEN LÆRKE.. OG NU FLYTTER JEG ET LAND VÆK FRA HENDE.. DET ER FOR LANGT VÆK," blev jeg ved. Hun nikkede stille. "Men sådan er det og så er jeg færdig," sagde hun og gik ind i stuen. Jeg stalde kig op på min højre fod. Jeg hoppede på et ben ind på mit værelse.