"Spis nu jeres toast så det ikke bliver koldt," sagde Gerd-Anne venligt. Hun havde nemlig ristet toast til morgenmad, kun begrund af jeg kom. Det er jo mega sødt! "Ja Martinus, spis," puffede jeg til ham. "Jeg er igang," grinte Martinus og tog en bid af hans toastbrød med smør på. "MARCUS!," råbte jeg gennem bordet. "Jaer?," svarede han underligt. "Jeg skal gætte hvad du skal have på din toast," grinte jeg. "Okay, men næste gang, så lad vær med at råb," grinte Marcus tilbage. "Du skal som altid have nutella på," gættede jeg spændt. "Hvordan viste du det?," grinte Marcus. "Du er ligesom nutella Marcus," grinte jeg. "Nej, jeg er ananas Marcus," svarede han glad. "Men nu er det lavet om til nutella Marcus," sagde jeg og tog en bid af mit toastbrød med marmelade. "Okay, fair nok," grinte Marcus stille.
Da vi havde spist færdig gik vi ud til gangen. "FARVEL," råbte Marcus og Martinus i kor. "Farvel," jokede jeg. "Ja, ikke til dig vel," grinte Martinus. "I know," svarede jeg koldt. "Vi er ikke på Nordpolen, så lad vær med at være kold," sagde Marcus og svingede sin taske om skulderen. "Kom nu, vi skal skynde os," sagde Martinus pludselig. Han svingede sin taske om skulderen. Min taske er der hjemme så vi blev nød til at gå hjem til mig først, og heldigvis er vi naboer så det er ikke så langt væk.
Vi gik hen til mit hus. "Vi venter her," sagde Martinus og stoppede op ved hegnet. Jeg kiggede på Martinus og så på mit hus igen. Jeg gik indenfor. "HEJ," råbte jeg til min mor. "HEJ," råbte hun tilbage. Jeg svingede min taske om skulderen. "FARVEL," råbte jeg igen. "NÅ MEN FARVEL IGEN SÅ," grinte/råbte min mor tilbage.
Jeg gik udenfor og hen til Marcus og Martinus. "Skole, skole, skole," sang de i kor. "Hvornår er vi der?," afbryd jeg kedeligt. "Snart," mumlede Martinus.
(Henne ved skolen)
Mig, Marcus og Martinus kom gående ind i skolegården. Folk begyndte at glo på mig. Jeg lænede mig hen til Martinus. "Don't be so shy," sagde han med en lækker stemme. Jaja, nu er der noget der hedder en lækker stemme. Jeg kiggede koldt på Martinus. Jeg puffede så til hans skulder. "Kom så," sagde Marcus i baggrunden. Vi gik efter Marcus.
(I klassen)
Der var ingen i klassen ud over mig og Martinus og Marcus og læren tror jeg nok. "Velkommen til trofors," sagde hun. "Tak," nikkede jeg. "Jeg er din nye lære, Karen. Kontakt mig hvis der sker noget," smilte hun venligt. "Skal jeg nok," svarede jeg genert. Marcus og Martinus satte sig på sine pladser, ved siden af hinanden. Klokken ringede og folk strømmede ind i klassen. Jeg kiggede genert på Martinus. Han gav mig en tummel up. "Det her er den nye elev, Maya. Tag godt imod hende," begyndte læren da folk sad på sine pladser. "Du skal sidde ved siden af Lola, lige der," sagde læren og pegede på en lyshåret pige. Hun var meget smuk, men havde for meget make up på.
Jeg gik hen til hende og satte mig på min nye plads. Folk begyndte at glo på mig, jeg stirrede bare ned i boret. Timen begyndte, vi havde norsk. Det er godt nok svært, men hende Lola hjalp mig. Vi har faktisk aftalt at shoppe imorgen for at lære hinanden at kende.
--------
Der kommer en masse kapitler i nat, jeg laver en døgner med min fars kærestes datter, hun er lige så mange år som mig. Tjek gerne hende ud.❤️
adeline1806
YOU ARE READING
Forever together.
Fanfiction(Den kan godt være dirty nogle gange, så ja.. og et ondt sprog) Maya er en 16 årig pige. Hun får af vide hun skal flytte til Norge, men hvor hen ved hun ikke. Hun er stor fan af Marcus og Martinus. Da hun køre ind i byen hvor hun ska bo i genkender...
