The Dangerous Love

Endelige valg

Jake ^^

Boy, what happens?

Valentinas synesvinkel

Jeg går ned af de lange gange, hvor store vinduer står på redder række. Solen kaster det allersidste lys ind på mig, inden den forsvinder bag træerne.

Klokken er ved at remme 19:00, og det vil sige at der er aftensmad i den kæmpe spisesal. Egentligt har jeg lyst at droppe aftensmaden fordi jeg ikke vil se Jake i øjnene.

Jake er min bedste ven her. Han er ligesom min eneste ene, og tanken om at skulle være væk fra ham i et halv år, måske mere, piner mig. Jeg kunne selvfølgelig lade hver og tage mission, og bare aldrig fortælle Jake at der har været en?

Jeg får et smørret smil frem på mine læber over hvor snedig jeg faktisk lige kan være, og så går jeg ned mod spisesalen.

-

Jeg kan tydeligt høre spisesalens larm fra alle menneskerne som sidder derinde. Jeg træder indenfor, og drejer hurtigt min opmærksomhed hen mod et lille bord i hjørnet af spisesalen. Der sidder Jake som den eneste, og venter på mig.

Jeg snubber et æble fra kantinen af, og går hen til bordet hvor jeg sætter mig ned foran Jake.

Jake kigger bare ned i hans mad, og virker slet ikke imødekommende som han ellers er når jeg kommer.

Jeg løfter et bryn i vejret og tager et bid af mit æble. Venter på han måske ville opdage mig, og bare give mig et lille smil.

"Tag missionen.." Siger han kort og præcis. Det lød nærmeste som om han har siddet og øvet det i hovedet.

"Hva..d?" Min stemme ryster, og det følelse som om alt lige blev varmer. Hvordan kender han til mission? Jeg troede den var hemmelig kun for mig og Ingrid. Han løfter hovedet, og hans øjne er rødlige. Han har grædt. Han stirre ind i mine, og jeg mister pludselig min appetit.

"Du hørte mig godt, Angel." Han rejser sig op, og sender mig et sidste blik inden han forsvinder fra spisesalen. Kaldte han mig lige Angel? Det navn bruger jeg kun på missioner.. Hvor vover han!

Jeg har mest lyst til at kaste mit æble lige i baghovedet på ham, men det vil jeg miste point for. Ihvertfald for at starte en vild madkrig. 

Jeg kan mærke mine tåre prasser på, men jeg lader dem ikke falde ud. Jeg holder dem inde til jeg ser sløret, og bliver nød til at tøre mine øjne i mit ærme. Jeg ser opgivende rundt i spisesalen og ved jeg brude løbe efter Jake. Sige til ham jeg ikke vil tage missionen. 

Jeg rejser mig op, og løber efter Jake. Alt hvad jeg kan. Jeg når ud på den store gang hvor der er helt tomt. Ingen Jake. Jeg løber videre mod vores opholdsstue hvor jeg ser Jake i en af de meget fine og dyre sofaer, men han sidder ikke alene.

Jeg kan tydeligt se hendes lyse hår, og høre hendes alt for skinger grin. Jeg kan endda lugte den alt for kraftig parfume herfra. Stacy.

Først rynker jeg brynene af at de sidder, og griner sammen. Jake hader hende ligeså meget som jeg, og synes hun er lige så falsk som en hver barbie dukke. Men så knytter jeg mine hænder, og går med store skridt hen over gulvet til jeg står lige foran dem.

Jake ser først overrasket op på mig, men hans ansigtudtryk ændre sig hurtigt til mørk og frastødende. Stacy dukker frem med hendes velkendte kælling udtryk.

"Jake, hør for en gangs skyld på mig. Jeg vil aldrig nogensinden så meget tænke på at ta....!" Han holder en hånd op foran mit ansigt som får mig til at stoppe bragt op i min sætning.

"Det ligemeget hvad du har at sige, Valentina. Jeg er ligeglad. Du gør hvad der passer dig." Han vender sin opmærksomhed tilbage på Stacy som stadig har sit blik rettet på mig.

"Hvis jeg var dig, lille Valentina, så kunne jeg aldrig finde på at tage den mission. Ikke for at efterlade min ven." Siger hun snobbet, og kaster med sit lange lyse hår. Gud, det ville være tilfredsstillende at klippe det af lige nu og her.

Jeg puster letter og irriteret ud, og folder mine arme i et kors. "I har fået missionen til at lyde mere tilfredsstillende at tage, end at blive her sammen med jer..," Jeg får ordene presset ud, men det lyder endnu værre nu hvor de er ude, end inde i mit hoved. Hvad er det jeg står, og siger til min ven? Min eneste ven, som har beskyttet og hjulpet mig gennem de seneste år?

"Og, jeg ville aldrig have taget afsted, men jeg må tænke på min fremtid. Min fremtid, Jake. Og, du virker ikke engang til at ville holde mig tilbage, så hvad er problemet? Jeg tager missionen." Og med de ord, vender jeg mig rundt, og skynder mig at forlade opholdstuen, men jeg når knap at høre Jake kalde mit navn.

Forsent Jake.

Hello!❤️ Omg, hvad er der lige gået galt her for Valentina og Jake?🤢 I don't know.. men Jake er sikkert ikke glad for Valentina's beslutting. Hvad tror du?

Jeg undskylder ihvertfald for den laaange ventetid med nyt afsnit, men der vil komme til at blive lidt lange ventetider i min bog, og det jeg ked af. 👎😪

Men ja, skriv da gerne hvad du synes var godt ved mit asnit og hvad jeg måske kunne have gjort bedre?❤️❤️

@name_is_julie