The Dangerous Love

Goddag New York

                          ~I am alive

Valentinas synesvinkel

Jeg strammer mit grab om min sorte kuffert imens mine øjne aflæser det kæmpe store fly foran mig. Det skal bære mig hele vejen hen til New York City. Forhåbentlig.

Igår fortalte jeg Ingrid at jeg ville udføre missionen, og at jeg allerede ville rejse næste dag. Så her står jeg, og skal til at gå ombord på et fly med andre normale mennesker som bare skal have en hyggelig rejse til New York City. De skulle bare vide hvad der venter mig.

Jake og jeg fik aldrig sagt farvel igår eller imorges. Jeg så ham slet ikke på gangene eller til morgenmaden, så han var formeligt på sit værelse. Jeg fortryder så enderligt at jeg ikke gik op, og tage farvel. Jeg fortryder jeg ikke engang tænkte på det da jeg havde chancen. Nu der ingen vej tilbage.

Stewardesserne giver grønt lys til at vi må gå ombord på flyet, og straks løber alle børnefamilierne hen til trapperne som fører op til flyet åbning for at komme først ind. Det er så typisk. Jeg står, og venter tålmodigt på det bliver min tur, og jo mere køen rykker sig, jo mere får jeg sved på panden.

Hvor længe siden er det sidst jeg har fløjet? To år siden, måske? Det ihvertfald lang tid siden, og jeg begynder at blive nervøs.

Ingrid lovede at ringe når jeg var landet for at sende mig ruten hen til Marco's arbejdsplads, plus mit nye hjem. Hun ville også give mig de sidste information om missionen inden jeg bliver 'sluppet løs' som hun kaldte det.

Jeg sætter mig ind på mit sæde. Række 10. Jeg har fået vindues pladsen, og min sidemarker er en høj og slank dame med lyst hår. Jeg gætter på hun er i 50'erne. Vi snakker ikke rigtig sammen igennem turen. Det eneste jeg faktisk sagde til hende, var om hun kunne rykke sig så jeg kunne komme på toilet.

                                                                                           ***

Vi lander i New York City klokken 14:00 præcis. Jeg får fat i alt mit bagage, og er ude af luften klokken 14:20. Jeg ser på et kort som hænger på lufthavens ydremure. Jeg er lidt ude for New York City's midtby. 

Jeg går lidt ned af ganen, til jeg ser en gyde. Lyset glimter kun lidt derind, hvilet vil være et godt sted til et hemmeligt opkald til Ingrid. Jeg finder min mobiltelefon frem og taster det hemmelige nummer ind på mobilen. Et nummer som er svært at sporer. Kort efter dukker Ingrids ansigt op på skærmen.

"Jeg kan se du er kommet godt frem, Angel." Hun blinker med det højre øje, og jeg smiler skævt til hende. Mit missions navn, selvfølgelig.

"Det er jeg. Jeg mangler bare min rute." Min stemme er lav og nervøs. Jeg kigger hele tiden ud mod gaden hvor der vrimler med mennesker som haster sig afsted.

"Jeg sender dig ruten til dit digitale kort. Jeg vil også sende dig en rute hen til et sted hvor du møder et køretøj der vil give dig lidt hjælp på vejen," hun sender mig et udspekuleret smil, hvilket får mig til at løfte et øjenbryn.

"Husk du altid skal ringe til dette nummer når du skal give informationer om deres planer, eller bare sige hvordan det går. Og husk dit nødeopkald. Hvis al går vel ville du slet ikke få brug for det, men du ved godt hvem du er oppe imod, så være på vagt." Hendes udtryk er blevet hårdt og seriøst, og det giver mig en dårlig svag i munden, men alligevel presser jeg et sikker smil ud.

"Jeg er på vagt, Ingrid, og jeg vil gennemføre missionen med succes." Det ligner hun bliver tryg ved situation, mens jeg bliver mere usikker ved situation.

Vi slutter opkaldet og kort efter har hun sendt mig en rute som kun er få kilometer væk fra hvor jeg står. Jeg går ud på den store gade, og følger ruten.

Imens jeg går ser jeg på alle de enorme bygninger. Det er lang tid siden jeg har været ude for S.S.A vægge og det område rundt om S.S.A er bare marker og store skove. Ingen store bygninger eller travle gader.

Mine skridt bliver hurtigere jo flere mennesker der kommer på gaden. Pludselig, uden jeg ved af det rammer jeg noget hårdt, og i næste øjeblik rammer jeg det hårde fortov.

"Det må du undskylde, frøken." Høre jeg en mandlig stemme sige. Jeg åbner mine øjne, og ser først den store hånd foran ansigtet på mig. Et tegn til han vil hjælpe mig op. Jeg griber fat om hans hånd og i er huk slynger han mig op at stå.

Jeg kigger ind i hans grønlige øjne. De ser meget trætte ud og han har grå render under øjnene. Han har små hår på huden som går fra hans hår til hagen. Det afsløre at han har barberet sig. Hans sorte hår sidder uglet og i hans hånd holder han en gamle lædertaske hvor der stikker papir ud af.

"Er du okay?" Hans spørgsmål giver genlyd i mit hoved og får mig vækket tilbage fra min stirrene.

"Øh, ja, jeg har det fint, men jeg bliver nød til at løbe." Og med de ord skynder jeg mig hastigt ned ad gaden. Jeg mærker tydeligt hans blik i min nakke, hvilket får mig til at spænde lidt i kroppen.

Jeg kigger ned på mobilen og ser jeg er snart fremme. Jeg drejer rundt om et hjørne hvor jeg støder på en gyde. Nu igen?

Jeg ser noget glimte og da jeg går tættere på ser jeg en stort motorcykel holde. Den er blank og fin og mine øjne er næsten ved at falde ud over syndet.

Jeg går hen til den og sætter mig op. Sædet er dejligt og behageligt. Jeg slynger støttebenet op og gaser op i den. Den knurre lidt og jo mere jeg drejer på håndtaget, desto mere knurre den.

Og så køre jeg. Bare lige igennem menneskemængde og videre ud på vejen. Mit mørke hår danser om mit ansigt da den vilde vind blæser imod mig. Alt føles godt.

Næste stop. Marco King Smith.

     ~Kort besked!~

Håber i nød kapitlet og dens længe. Skriv lige om det var for langt, kort eller tilpas, for jeg har ikke fundet en rigtig længe endnu til mine kapitler!

                                          @name_is_julie