The Dangerous Love

Mission 1

*ikke redigeret*

Valentinas synesvinkel
Der gået hele to dage i fangehulet, som jeg netop nu ville kalde dette enorme sted jeg befinder mig på.

Jeg hader mig selv for ikke at have læst papirerne inden jeg valgte at skrive under på dem. Største fejltagelse nogensinde.

Marcos første regel. Bliv på mit værelse til han giver mig lov til at befinde mig udenfor det.
Marcos anden regel. Snak ikke med nogle andre end ham på dette sted.
Marcos tredje regel. Han bestemmer alt hvad jeg skal gøre på missionerne + jeg ingen våben selv må have liggende.

Som i kan høre. Fangehul!

Jeg rejser mig fra sengen af og kigger ud af mine to store vinduer som har en ok god udsigt.

Mit værelse er flot nok. Det kunne godt være mindre lyst og hvidt, men det går. Jeg har en stor og dejlig seng. Et lille sengebord. Et tøjskab + eget badeværelse.

Jeg mærker min mave knurrer. Det længe siden jeg sidst fik mad, hvilket var i morgens, men jeg er alligevel monster sulten.

Altså, hvad er det værste der kan ske ved jeg bare lunter ud i køkkenet og tager et æble? Intet. Derfor gør jeg det.

Jeg åbner min dør og tjekker gangen fra mennesker. Så lunter jeg lydløst ned i den anden ende af gangen hvor køkkenet + stuen er.

Da jeg kommer ned for enden tjekker jeg igen for mennesker i stuen og køkkenet. Her er helt tomt. Perfekt.

Jeg går hen til køkken øen hvor en skål med en masse farverige frugter ligger. Jeg tager fat om et rød æble og skal lige knap og nap vende rundt og sikke af, da jeg høre hans mandlige stemme forme ordene.

"Hvad i alverden laver du i køkkenet når du burde være på dit værelse, Valentina"? hans stemme er skarp, og det får kuldegysninger frem på mine bare arme.

Jeg vender mig rundt og ser Marco stå lænet op af døråbning med armene over kors og et forundret blik klistret fast i ansigtet.

"Jeg ville bare hente mig en snack" svarer jeg uskyldigt, og viser æblet frem.

Han griner dæmpet af min kommentar, hvilket jeg slet ikke finder noget morsomt i overhovedet.

"Lad hver og overtræde mine regler", hans dybe stemme vibrere i min hals, og hans blik bliver en smule mørker.

"Jeg kan jo for helvede ikke sidde inde på det værelse dag ud og dag ind og bare kukke lurer, vel"? - " Altså..", han afbryder mig med en hånd i vejret.

"Hvis du savner frihed Valentina, så får jeg faktisk brug for dig på en mission i aften". Han smiler smørret, hvilket gør mig utryk.

"Fint", er min eneste kommentar, og jeg sender ham et udfordrende blik, hvilket morer ham.

"Fint.." svarer han, og vender sig rundt, men lige som jeg skal til at ånde lettet op, høre jeg ham fra gangen af.

"Værelset, Valentina,"

Jeg ruller øjnene af ham, kun fordi han ikke kan se det, og mumler ordene 'ja ja'.

***

Det følte som om det har taget tusinder af år om at blive aften. Men nu er klokken endelig 22:00 og Marco's lidt uventet mission skal snart sættes igang.

Jeg står i en blodrød kjole som en af Marcos medhjælper kom med til mig. Den sidder stramt på mig og viser alle mine farlige forme.

Jeg føler mig komplet utilpas i den.

Mit mørke hår er sat om i en uglet knold, og jeg har fået udleveret nogle fine, og sikkert skide dyre, smykker som jeg bærer.  - og så selvfølgelig mine højhælet sko.

Jeg ved endnu ikke hvad mission kommer til at gå ud på, og det gør mig rastløs.

"BANK BANK!" - "Endelig", sukker jeg og ind kommer Marco i et andet slags sort jakkesæt. Hans hår er sat elegant tilbage og hans bevægelser er ligeså elegante.

"Kom så, jeg fortæller missionen i bilen", hans kommanderende ord for mig til at tøve engang med at følge efter ham. Men jeg gør det.

Vi tager elevatoren ned i stilhed. Vi går ud til den over fede bil i stilhed indtil vi sidder i den.

"Kort og godt, du skal forfør en mand ved navn, Christopher Richard som har snydt en af mine gamle venner for millioner af penge. Din opgave er at få lokket ham ud bag ved det diskotek han befinder sig i og så klare jeg rasten",

"Og jeg må ikke klare ham fordi"? udbryder jeg i et farligt toneleje.

"Fordi jeg gør det, Valentina", han kigger mig dybt ind i øjnene med et mørkt blik jeg er begrundet at blive en smule bange for.

"Denne mission må ikke gå i kluder, forstået"? han siger det til mig som om jeg er 5 år, hvilket får mig til at rulle øjne.

"Ja ja for helvede, jeg er ikke 5 år Marco," han ler svagt og starter bilen. Straks er vi oppe på noget med 100 km/t.

"Selvfølgelig er du ikke 5 år, kære". hans stemme er cremet nu, og jeg mærker en underlig følelse indeni da han kalder mig 'kære'.

Tro det eller lad hver, men vi kommer faktisk hen til diskoteket i et stykke. Pyha Marco kan gasse.

Han sætter mig af foran indgangen og fortæller han holder klar omme bag ved diskoteket.

Jeg går indenfor og musikken er nærmeste ved at springe mine trommehinder.

Jeg undersøger det kæmpe store rum med øjnene. Sofaer til at chille i til højre, den store bar til venstre og det kæmpe område hvor man kan danse er i midten.

Jeg finder min mand siddende i baren med en håndfuld piger om sig. Han er klædt i et lyst jakkesæt og han har selv et lyst skæg. Han er en mand i tyverne, men ærligt ligner han en på 40.

Jeg ikke meget for det, men jeg går alligevel over mid baren hvor jeg sætter mig elegant op på en af barstolene i nærheden af ham.

Det varer ikke længe inden jeg mærker hans blik på mig.

Han vifter pigerne væk og sætter sig længere hen til mig med et smørret smil plantet til ansigtet.

"Hvad laver en så smuk kvinde her alene"? Hans stemme er ikke spor forførende, selvom jeg tror han prøver. Jeg vender min opmærksomhed mon ham og smiler falsk genert.

Så rejser jeg mig op og stiller mug imellem hans ben. Mine hænder lander på hans mave imens jeg kysser hans øre blidt.

"Lad os finde et let mere..", jeg holder en pause ved hans øre, og føre min hånd en smule længere ned.

"Privat sted".

Han nikker ivrigt og jeg begynder at gå mod bagudgangen.

Nu det din tur, Marco.