The Dangerous Love

Mission 2

Han smækker døren i bag os, og inden jeg har nået at se mig om, er jeg presset op af stenmuren med ham over mig. Jeg ser chokeret ind i hans mørke øjne.

"Tror du jeg er dum nok til ikke at kunne genkende dig, Angel?", hans ord er hæse, og lyder nærmeste som en hvisken i mine øre.

"Jeg havde vel lov at håbe?", svarer jeg, og sender et knæ op i hans private sted så han slippet gabet om mig. Nu må Marco godt snart dukke op.

Jeg river min P226 frem under kjolen og peger den mod ham, men han er lynhurtigt. Han når at få væltet mig omkuld på den iskolde jord. Hans hånd finder vej om min hals og klemmer alt luften ud af mig.

"Sl..slip mig", siger jeg med en ukontrolleret stemme som er svag. Han åbner munden og skal til at sige noget, men en anden stemme kommer ham i forkøbet.

"Du hørte hende, Christopher. Slip hende," og med det sagt har Marco skudt Christopher i siden så han vælter ned ved min side.

Jeg hiver efter vejret og føler jeg ikke kan få luft hurtigt nok ned i mine lunger igen. Jeg begynder at få prikker for øjnene. Han slap mig ikke i tide. Alt bliver langsomt sort, og det sidste jeg ser er Marco som løfter mig op i hans arme.

***

Jeg mørke det bløde stof mon min bare hud. Mit hoved hviler på noget så blødt som kun en dejlig fjerpude kan have. Jeg må ligge i min seng.

Jeg slår mine øjnelåg op, og konstater hurtigt for mig selv jeg er på mit værelse. Mit værelse Marco har givet mig.

En slem dunken i min pande kommer frem, og det må kun være hovedpine. Pis ogs'. Det sidste jeg husker inden alt blev sort for mine øjne, var at Marco fik mig væk fra gyden. Ellers er alt sløret.

Jeg svinger den lette dyne væk fra min krop, og kuldegysninger finder vej på mine arme. Jeg føler mig syg, derfor må jeg have noget smertestillende, og det må Marco have.

Jeg rejser mig fra sengen, men er næsten ved at vælte tilbage i sengen. Mine ben svinger min krop rundt, og hele vejen ud til gangen på jeg støtte mig til væggen eller reoler. Men jeg når alligevel ud af været.

Der er mørkt, og byens mange lys fra vinduer og biler på gaden kaster sit lys ind i gangen og får en skygge frem bag mig. Min skygge. Jeg går sløret ned mod Marcos kontor, imens mine hænder føres over de hvide vægge.

Da jeg når Marcos kontor er døren halv åben, og jeg ser Marco stå med ryggen til, imens hans holder en telefon op til øret. Jeg må nok heller vente lidt.

Jeg stiller mig tæt ved døren, og selvom jeg ikke ønsker det, høre jeg alligevel hans samtale. Den er intens og Marcos stemme er hård og skarp.

- "Jeg er ligeglad om vi ikke har nok mænd, så skaf flere mænd!", .... lang pause.

"Hvis vi ikke får udryddet S.S.A i tide, vil de alle været i form til at få os dræbt!" .. Hov vent?

Jeg rynker brynene, og synes jeg hørte noget bekendt. S.S.A? Fuck, det jo der jeg kommer fra. Stedet for unge lejemorder.

Jeg ydere mere for at kunne lytte bedre med. Dette er guld værd, og det er det her jeg har brug for til at færdiggøre denne lorte mission.

Marco sukker svagt, og går lidt rundt i lokalet til han når de store vinduer hvor han stopper op og kigger ud.

-"Vi skal have samlet vores bedste mænd og lavet en plan. Hvis jeg ikke finder ud af deres planer ser vores fremtid sort ud. Min fremtid ser enormt sort ud, Fillip... " jeg mister balancen og vælter ind i lokalet.

Marco ser chokeret tilbage på mig som ligger på gulvet. Jeg kniber mine øjne sammen og slår mig mentalt i hovedet. Flot Valentina. Du en super spion når du kan afsløre dig selv.

"Jeg ringer tilbage,Filip." siger Marco følelsesløst, og ligger telefonen ned i lommen. Han går hen og læner sig op af træbordet med hænderne over kors imens jeg kommer på benene.

"Jeg kan se du er oppe fra sengen.", siger han tomt, og ser afventet på mig med et utilfreds blik.

"Mhm..", svare jeg bare, imens jeg prøver at undgå hans blik. Det værste vil være hvis han bare regnede lidt ud nu, og satte prikkerne sammen.

"Hvad lavede du udenfor min dør, imens jeg snakkede i telefon, Valentina?", jeg kan stadig mørke hans blik hvile på mig, men jeg nægter simpelthen at se på ham.  Jeg ville måske afsløre mig selv så.

"Jeg.. jeg ville bare hente nogle smertestillende.", svare jeg, og det er jo trods alt sandt, så min stemme på lyde over bevisende. Han nikker svagt og går hen til en skuffe hvor han tager en hvid bøtte frem. Så går hen over til mig og rækker mig den.

Jeg tager imod den, men inden jeg går ser jeg endelig op på ham. Der noget jeg må have svar på, selvom jeg ikke regner med han ville svare.

"Hvem snakkede du med?" han rynker brynene kort og ser ret forvirret ud, men det ændres det til det følelsesløse ansigt igen han er god til at bære.

"Det er ligemeget, Valentina. Du kan gå nu.", han kaster et nik hen til døren, men jeg bliver blot stående. Jeg bliver nød til at vide det.

"Hvis jeg er din private lejemorder, Marco, så kræver jeg også at jeg må have indflyles på dine forretninger, eller hvad fanden du går og laver.", jeg fortyder dog hurtigt min hårde tone, for straks er Marco over mig som et vilddyr.

Hans blik er mørkt og koldt, og han har aldrig stået så tæt på mig før. Jeg føler mig meget lille ligenu.

"Du skal ikke have nogle som helst indflyles på mit liv, Valentina. Jeg bestemmer over dig, jeg ejer dig. Du gør hvad jeg siger, og sådan er det. Lad hver og bland dig i mine ting, forstået?!" Hans tone er voldsomt, og efter der går mange sekunder hvor vi bare stirre ind i hinandens øjne vender han ryggen til mig.

Han sukker svagt, og jeg står bare stumt. Ved ikke hvad jeg skal svare.

"Hver venlig at gå, Valentina..", siger han stille, og jeg tøver ikke et sekund. Jeg går, så hastigt jeg nu kan, mod mit værelse.

Da jeg når det, lukker jeg min døre i så hurtigt at jeg er ved at vælte. Jeg lader min ryg trykke op mod døren, og langsomt glide ned ad den. Jeg sidder bare der i mørket.

Det er først nu gået op for mig, hvor meget magt Marco King Smith har over mig, og jeg hader det. Jeg hader det så inderligt! Jeg skulle aldrig have taget denne mission. Og jeg savner sådan Jake..

Forfatter besked:

Så kom der lige to afsnit om deres første mission. Yup yup! Jeg synes allerede historien begynder at få en masse følelser i, og vil høre jer om det går for hurtigt, eller jeg bare skal proppe en masse følelser ind i mellem Marco og Valentina?.

Ihvertfald så kommentere hvad jeg kan gøre bedre, eller hvad jeg gjorde godt.

@Name_is_julie