The Dangerous Love

Marco King Smith

Ikke redigeret.

Valentinas synesvinkel.

Jeg standser motorcykelen da jeg når endestation. Marcos enorme arbejdesbolig.

Det er en kæmpe bygning som er blevet placeret i midten af New york city, og som har masser af vinduer så man sikkert kan skimte hele New york.

Jeg tager den sorte motorcykelhjelm af, og svinger mit mørkebrune hår i den milde brise.

Jeg har taget et par sorte jeans på og en hvid skjorte. Min sorte leder taske svinger jeg over skulderen og så ryger der et par mørke solbriller ned foran mine øjne.

Jeg går op af de 8 trin til den kæmpe hovedindgang hvor en masse folk i jakkesæt stormer ud og ind. Jeg får mig presset ind, og står så i den enorme entré.

Mit blik snegler sig rundt for at finde en, som ville byde mig velkommen, men alle har deres blikke ned i telefonerne. Så jeg går alene hen til elevatoren.

Jeg stiger ind og taber nærmest kæben over at se så mange etager. Gud, hvad fanden for en skal jeg tag?

Jeg trykker på det største nummer. 22. Og elevatordørene ryger i.

Endelig siger elevatoren en bin lyd, og dørene glider fra hinanden. Jeg træder ud på en lang gang hvor der er en stilhed.

Jeg kigger mig lidt rundt på gangen, selvom den er pænt kedelig. Døre på den ene side, væg på den anden. Men så..

"Eij man! Kom igen!" Det er en svag råben og det kommer fra enden af gangen.

Jeg går ned for enden af gangen hvor der føres ind i et kæmpe rum hvor der er kæmpe vinduer på alle vægge. Det ligner en stue samt et lille køkken.

I den kæmpe stue sidder der to mænd i en af de hvide sofaer og ser amerikansk fodbold.

Jeg går forsigtigt ind i rummet og mine øjne ser den helt igennem fantastiske udsigt over hele byen. Man ser over alle højhusene og parkerne. Selv broerne.

"Hey! Hvad laver du her?" Jeg ryger ud af min trance og ser over på mændene i sofaen som ser på mig.

"Øhm, jeg er Valentina Rose. Marco nye..," den ene af dem afbryder mig. "Endelig kom du!" Han lyder glad.

"Marco har venter på dig, og han venter sjældent på folk." De begge smågriner lidt, hvilket får mig til at rynke brynene.

"Ved i, hvor jeg kan finde ham?" Spørger jeg, og den anden mand, lidt tykkere end den første, skal lige til at sige noget, men en dyb mandlig stemme kommer ham i forkøbet.

"Så kunne De komme, Valentina Rose."

Jeg vender mig rundt og ser en høj muskuløs mand i et sort jakkesæt læne sig op af køkken øen med et smørret smil på hans lyse læber.

Jeg kan lige præcis skimte hans tydelig market kindben og hans nøddebrune øjne, og så hans mørkebrune hår som er fint strøget tilbage.

Jeg niver nærmest mig selv for ikke at savle over synet af ham. Både fordi jeg ved det er Marco King Smith, sønnen af djævelen selv, men også pga. at han er min nye Chef. Fuck. 

"Jeg er her til tiden." Svarer jeg toneløst, da jeg ikke vil vise følelser. Han griner svagt, hvad more ham?

"Selvfølgelig er du det. Lad os snakke lidt mere privat sammen, Valentina." Han kigger væk fra mig og hen på mændene i sofaen. De sænker hovederne en smule, og ser væk.

Jeg nikker, og han viser vej.

Han åbner en dør, som ligger i den anden ende ad gangen. Han træder ind, og jeg lægger allerede mærke til, at rummet er meget mere mørkt end gangen og stuen. Jeg træder indenfor, og det første jeg ser er det store mørke træskrivebord i midten af lokalet. Bagved bordet er der to store mørkerøde gardiner trækket for, for noget. Der er også to bogreoler i den ene side, og en sort sofa i den anden side.

Marco går hen til gardiner, og tager fat om dem. "Det må De undskylde, Valentina. Jeg har bare en lille svaghed for mørke rum." Han sender mig et skævt smil, og jeg rynker med brynene.

Han river gardiner for, og afslører to kæmpe store vinduer. Vinduerne viser en udsigt over hele New York City. Bedre end den fra stuen. Meget bedre.

"Tag plads," Beordre han mig, og jeg tager plads i en af de stole som står foran bordet. Han sætter sig overfor mig i en rigtig forretnings stol.

"Det jo ingen hemmelighed for os to, at du har et specielt forhold til min far", han ser tøvende på mig, men jeg stirre blot ind i hans nøddebrune øjne, imens jeg lytter til hans ord.

"Men det tænker jeg ikke skal gå udover vores arbejdsproces. Vel, Valentina?" Han ser afventet på mig, og jeg sender mig mit falske smil. "Selvfølgelig ikke, mrs, Smith." svarer jeg, og han ryster svagt med hovedet.

"Kald mig endelig bare Marco. Jeg er trods alt kun 20 år, Valentina. mrs får mig til at lyde gammel." han griner svagt, og jeg besvarer mit falske smil.

Han åbner en skubbe i skrivebordet, og finder nogle papir frem.

"Jeg skal bare bruge din underskrift, og så kan du allerede begynde." Jeg rynker panden, og ser kort på papirene.

"Hvad skal jeg skrive under på?", spørger jeg, og ligner et spørgsmåltegn i ansigtet. Dette sagde Ingrid intet om. Ugh, jeg hader når jeg miser noget.

"Nårh, bare nogle regler og at du er under min magt. Altså så jeg bestemmer over dig. Du er jo trods alt min private lejemorder, Valentina." Han læner sig tilfreds tilbage i stolen, og ser undersøgende på mig.

Fuck, fuck, fuck.. Jeg ved jeg ikke kan rejse mig op og skride. Det vil ødelægge min mission, så jeg gør det en hver god lille spion vil gøre. Skriver under med et lidt sindssyg smil.

"Godt," smiler han.

                                                              

                                                                      ~Igen, kort besked!~

                                                                Undskyld for kort kapitel, men følte jeg burde komme ud med et kapitel nu, da der er gået ok lang tid. Jeg har vel mine undskyldninger... 😂😂

Men tak hvis du stadig læser med!