You or your brother?

part 6

*martinus synsvinkel*
jeg havde siddet hos Sarah og opmuntret hende lidt tid.
Efter.
Marcus udbrud yea.
Jeg kyssede hende farvel, måske en dårlig ide, jeg ved det ikke.
Lægen åbnede døren for mig, og udenfor sad Marcus.
Han sad bare og gloede ned i gulvet.
mig:' Marcus...'
Marcus:' det sjovt, du får altid din vilje, det er altid dig der ender med at få ret. Du siger jeg altid får 'førsteret' til alt, men du ved godt selv, at du overtager ALT hvad jeg får. Fortryder du ikke noget? Ha? Hva Martinus?'
Han havde rejst sig og nærmere sig mig.
Han skubbede til mig, så jeg mistede balancen, og faldt.
mig:'stop Marcus.'
Marcus:'det sagde jeg ohså? Tror du det hjalp? NEJ MARTINUS! NEJ DET GJORDE DET IKKE! FORDI DU! DU SKAL ALTID VÆRE SÅDAN HER. ALTID!'
Jeg fik rejst mig op, og for jeg vidste af det, lå jeg på gulvet igen.
Blodet løb ud fra min næse.
Marcus kiggede på mig.
Han sparkede til mig, og gik.
Jeg lå bare der.
Jeg kunne ikke røre mig.
En sygeplejerske kom gående længere nede af gangen, men da hun fik øje på mig, var hun straks ved min side.
sygeplejerske:' hey hey, hvordan er det her sket? Hallo, rejs dig, hør på mig, hallo! Sæt dig i stolen, så henter jeg noget is.'
Jeg fik taget mig sammen, og satte mig op.
Mit hovede dunkede.
Jeg kunne høre Sarah, der råbte til lægen.
'JEG KUNNE HØRE HAM! HAN ER IKKE OKAY! ÅBEN JEG SKAL DERUD.'
hun måtte ikke rejse sig, det var ikke godt for hendes hovede.
Men alligevel var hun lynhurtigt hos mig.
Sarah:'Martinus...'
jeg kiggede hende i øjnene.
hendes pæne, blå øjne.
wow.
jeg smilte.
hun smilte.
Mit hovede dunkede mere og mere, men Sarah var her, jeg kunne ikke være andet end glad.
Sarah:'det er min skyld.'
Martinus:'han har altid været et røvhul.'

*sarahs synsvinkel*
han sad bare der, og sank mere og mere sammen.
Jeg havde det så dårligt, men jeg ville ikke forlade ham.
Marcus den....jeg kunne kvæle ham!
tænk at være sådan?! Over for sin egen TVILLING?!
Martinus tog hjem. Han havde fået det bedre, men jeg skulle blive der.
Min mor tog hjem tidligere, før alt det her, så jeg kunne være alene med drengene.
Mig, der kom til at sige ET ord forkert, har ødelagt ALT det her.
Mit forhold til Marcus.
Drengenes forhold. Jeg har crashet det hele. Alt omkring mig er styrtet sammen.
Det blev morgen.
Martinus havde ikke fået lov til at komme, han havde det ikke specielt godt.
Gerd anne skrev sådan ca det her til mig i morges;

'hej Sarah. Jeg er så ked af alt det her, virkelig. INTET er din skyld, det skal du vide, du har bare været begge drengenes midtpunkt i lang tid, uden i har fundet ud af hvilke to det ligesom er, hvis du forstår.
Martinus har fået det bedre. Jeg ved simpelthen ikke hvad der gik af Marcus. Han er forresten ikke kommet hjem. Vi er ret bekymrede, og håber han snart kommer!
Få det nu godt igen, vi savner dit selvskab herhjemme. Knus fam g<33'

gerd anne min bonusmor<3 hun er såå skøn!

jeg fik endelig lov til at rejse mig fra den klamme seng, eww.
eftersom det gik fint med mit hovede, blev jeg udskrevet.
endelig hjem igen!
jeg gik ud fra hospitalet, og min mor ville komme og hente mig.
På en bænk sad Marcus.
Jeg fik ligeså stille derhen.
Jeg sad med ryggen til mig.
'Ved du hvad Sarah? Jeg har altid troet det skulle være os to foreviget. For altid. Os igennem alt. Jeg mistede dig. Jeg har mistet dig igen. Jeg forstår dig ikke. Du taler et fremmed sprog.
Vi var gode sammen Sarah.
Men du fik vel nok. Og gik direkte over til min bror. Er det berømmelsen du elsker? Siden du bliver hos os? Om en måneds tid er vi måske sammen igen, og sådan kan du blive ved. Det fint. Men kom ikke til mig igen. Vi er ret så færdige.'
mig:'Marcus, jeg forklare det hele, jeg..'
Marcus:' jeg så jer. Jeg er ligesom ikke dum vel. Smut hjem til kæreste, han savner dig sikkert.'
jeg stod der i lidt tid. Kiggede bare.
Marcus:' jeg mener det. Skrid. Jeg siger bare. Du fortjener bedre. Og det gør jeg måske i virkeligheden også..'

shiit, urgj drama.
jeg haaader når drengene er uvenner, men der skulle lige ske noget;)
håber i nød deeen!
møs møs