Players think they always get what they want.

En stille Cameron.

Mig og Cameron gik rundt i parken med dem. Vi gik og snakkede fint, men han kan virkelig være irriterende med de dumme kommentarer han kommer med nogle gange.

Mac så en anden hund og ville hilse. Så vi gik over mod dem. Mac var allerede gået i forvejen, mens Cameron stod og ventede på Silas.

"Hey smukke" hørte jeg en sige. Jeg kiggede op, og så en dreng. 100p player. "Hej" sagde jeg bare koldt.

"Sød hund. Hun ser lige så sød ud som dig." Sagde han med et kækt smil. "Man siger jo hunde minder meget om deres ejere." Svarede jeg.

Han forstod mig vist ikk helt. Han satte sig ned på hug, og ville snakke med Mac. Hvilket han ikk fik lov til.

Mac begyndte at gø ad ham. Han lænede sig hurtigt tilbage og kravlede 50 cm. væk fra hende. 

"Hils på mig" sagde jeg bare. Nu forstod han mig vidst. Mac var vendt tilbage til den playernes hund.

"Hey, skat!?" Hørte jeg en der råbte. Det var Cameron. Hvorfor kaldte han mig det? Når ja, playeren.

Cameron kom hen og tog mig stramt om livet, og trak mig ind til ham. "Cameron." Siger playeren.

"Carlos." Siger Cameron. Jeg kan se de ikke er så gode venner. "Hvor er dine andre Chica's henne?" Spurgte han ham.

"Carlos. Carlos. Carlos. Jeg er ikk en player mere som dig." Sagde Cameron. Carlos så fornærmet ud.

"Kommer du med skat?" Spurgte. Cameron. "Jo, Mac kommer du?" Svarede og kaldte jeg. Mac kom hurtigt.

Vi begyndte at gå. "Undskyld jeg gjorde det." Undskyldte Cameron. "Jeg forstår godt hvorfor. Han er en player" svarede jeg.

Han nikkede. "Han er heller ikk en der gir op, med mindre de har en kæreste" forsvarede han mens vi gik videre.

——————

Cameron og jeg var nået ned på stranden. Han holdte ikke længere rundt om mig. Det var en lettelse.

Jeg stoppede op, og bukkede mig ned. Jeg tog fat i Silas' snor og satte den fast i Mac's. De fik lov til at løbe sammen.

Cameron stod bare og studerede mig igen. Jeg satte mig ned, og tændte en smøg. Han satte sig ned ved siden af mig.

Jeg rakte han pakken og lighteren, fordi jeg allerede vidste hvad han ville bede om. Vi sad og kiggede ud mod vandet.

"Hvorfor har du været så stille idag?" Spurgte jeg ham. "Hvad mener du?" Spurgte han tilbage, mens han så på mig.

"Du har studeret mig mens jeg har gjordt nogle ting, hvor du ikk rigtig siger noget." Forklarede jeg ham. Hundene kom hurtigt tilbage igen.

De ville gerne hjem, så vi begyndte at gå. Det var også ved at blive mørkt, og koldt. Men det skal han ikk vide.

—————

Vi var endelig nået hjem. "Skal jeg lave aftensmad?" Spurgte Cameron. Overraskende. "Okay" svarede jeg bare.

Jeg tog snoren af Silas og hundene gik. Jeg var på vej ud i køkkenet, da jeg hørte en høj lyd slå ned. Hvad sker der lige her?

Jeg løb ud i køkkenet, og så........