Hemmeligheden (Novelle)

Sofie er bekymret

Sofie kommer løbende hen mod mig og spørger "Er der sket noget med Amanda? Her på det sidste har hun været meget trist, ved du noget om det?" "Jeg ved godt hvad der er galt, men jeg har lovet ikke at sige det desværre." "Kom nu, jeg lover at jeg ikke siger det til nogen. Jeg er vildt bekymret, be be." "Nej desværre." "Så siger jeg bare en af dine hemmeligheder. "Det skal da ikke gå ud over mig, bare fordi jeg er en god ven og ikke siger en kæmpe hemmelighed." Ej okay slap lige af, men jeg er vildt bekymret." Okay, men du skal love at du ikke siger det til nogen." Hun nikker. "Hendes far er på sygehuset og ligger i koma og har ligget i koma i 2 uger. Lægerne ved ikke om han vågner op igen." Jeg havde ikke opdaget, at Amanda stod bag mig. Hun løb med tårer i øjnene. Jeg løb efter hende, men jeg kunne ikke finde hende.

Lidt senere kommer Sofie hen til mig og spørger "Er du okay? Det var ikke meningen. Jeg er ked af det, kan du tilgive mig?" "Nej, det var ikke meningen. Ja det er okay, det var jo ikke din skyld eller det er det jo lidt men det er okay. Jeg skulle aldrig have fortalt det til dig, hun tilgiver mig aldrig" "Sådan skal du ikke sige. Bare giv hende lidt tid så skal hun nok tilgive dig".

"Hvorfor er det bare så svært at gå i 7. klasse" tænker jeg. Jeg begynder at græde, jeg kan ikke mere, jeg er bare så ked af det jeg har gjort. Oven i det stoler jeg ikke på Sofie.

___________________________________________________________Undskyld det ikke bliver så lange kapitler. Håber i kan lide min novelle<3