He broke me.

1

For et par år siden ville jeg have glædet mig til at se min far, men det gør jeg ikke mere.

Mit navn er Penelope, jeg er 14 år, men i historien er jeg omkring 5-6 til jeg bliver 9.
Det her er min historie om min far og livet med ham. Der vil komme grove, voldelige scener og anstødeligt sprogbrug.

I dag skal jeg hjem til min far, og jeg glæder mig sindssyg meget! Far har lovet at vi skal i biografen i dag, med Inger, - min fars kæreste - de har begge sagt, at vi må bestemme en film.
Vi valgte en tegnefilm, men som min far altid har gjort. Så holder han ikke sit løfte.
"Vi kan ikke komme i biografen i dag, men en anden dag. Det lover jeg."

Det lover jeg...

Det er det han ALDRIG kan holde. Hver gang.
Jeg plejede at bare at tænke, der var en god grund, men det altid bare fordi han ikke gad. Han "magtede" det ikke.
Allerede der var jeg begyndt at give op på ham, men det var før jeg vidste at jeg i dag ville give fuldstændig op.

"Ej, Flemming. Du lovede dem, at vi skulle i biografen. Det der kan du ikke være bekendt!" snapper hun efter ham. Vreden i hendes øjne er skræmmende, men at vide at hun gør det her for os, gør hende mindre skræmmende.
"Inger, jeg gider ikke diskutere med dig! Vi kommer ikke i biografen, fordi vi ikke har råd!" råber han tilbage.
Inger træder et skridt tilbage, af råbet.
"Hvorfor mon!?" Inger bliver først rigtig sur nu. Jeg kan mærke tårer komme frem i mine øjne. Mit hjerte banker hurtigt, for jeg ved hvad der kan ske.
"Du skal overhovedet ikke sige, at det er min skyld!!"  far rejser sig op ret hurtigt, og hans hånd bliver hvid, af at stramme om øllen. Hvis han bliver ved, så springer den jo.
"Men det er jo forhelvede din skyld! Bare fordi du ikke kan holde dig væk fra øl i to sekunder!" min far kaster øllen imod Inger, men rammer mig i hovedet. Jeg prøver at gå, løbe, bare at bevæge mig, men jeg står frosset til gulvet. Mine søskende skynder sig hen til mig inden jeg begynder at græde, men det forsent." Penelope, du skal ikke græde nu! Jeg orker ikke høre på dit tuderi!" han vender sig mod terrassen, med hænderne på hovedet. Inger kom hen til mig "Er du okay? Her tag dem og gå ned i byen, så kan i købe en is, okay?" jeg nikker bare, og mimer et tak. Hun giver mig et sidste medfølende blik til mig, før hun går hen til Emmelie - den største af min fars børn. - Inger visker et eller andet til hende, og de nikker begge.
Vi skynder os at tage tøj på og løbe ned af trapperne.

Da vi kommer til isbutikken, køber vi en is.
Vi går ned mod vores farbror. Jeg tænker det var det Inger sagde til Emme.
Vi banker på hans dør, jeg står bag dem alle. Han åbner døren og siger vi skal komme ind, men da jeg skal til at gå ind stopper han mig, og sætter sig på hug. "Hvorfor kigger du ned på jorden? Kig på mig, Penelope."
Jeg ryster på hovedet. "Penelope, du bliver nød til at se på mig."
Jeg kigger tøvende op på ham, og kan se hans øjne gå fra at være søde, venlige og en smule triste, til fuldstændig vrede. Han har set den kæmpe blå kæmpe bule jeg har i panden. "Hvem gjorde det der?" peger han mod min pande. "Er det din far?"
Jeg kigger bare ned i jorden. Jeg prøver at holde tårerne og hulkende inde, men et lille hulk slipper ud imellem mine læber, og tårerne for frit løb. Han kigger medfølende på mig, og trækker mig ind i hans bjørnekrammer. Jeg vælter ind i hans bryst og graver mig ind. Jeg indtager hans duft. Den er altid så beroligende.
Jeg kan ikke længere mærke mine fødder på jorden, så jeg regner med at han har løftet mig op, og gået ind.
Han sætter mig i sofaen og snakker med de andre.

Klokken var blevet mange, og Inger havde ringet og spurgt om vi kunne sove hos ham, men han sagde at det kunne vi ikke, så han ringede til vores mor. Hun kom et par minutter efter. Hun fik den samme reaktion, som Svenneh - min farbror - men min mor var bare mere end vred, hun var rasende.
Hun tog Svenneh med udenfor for at snakke med ham. Man kunne høre Vreden i deres stemmer, men de var ikke vrede på hinanden.

De var vrede på min far.

_________

Hej! Undskyld kapitlet er så kort. Jeg prøver at gøre dem så længe jeg kan, men det er bare svært at huske det hele.
Jeg håber i vil blive ved med at læse den.

Hvad synes i?
Er den for meget? Eller hvad synes i?

Later❤️