He broke me.

6

Indtil han kom ud til os, "kommer i eller hva'?" vi ryster på hovedet "nej, vi har ikke lyst." han kigger undrende på os, "Hvorfor? Det er rigtig sjovt. "
Det var bare slet ikke hvad vi havde regnet med, altså seriøst!?
En bar, på sin fødselsdag med sine børn. Er det noget man gør?
Jeg blev så skuffet, men det er jo ikke første gang.
Han har gjort det har så mange gange før, altså det er ikke menneskerne, ham der ejer baren, er skide sød, det er skam ikke det. Det er bare, at han gør det, at han tager sine børn med på en bar, men det er ikke engang det værste, for vi skulle jo også hjem igen.

Vi havde talt om, at vi ville sige til far at vi ville tage hjem, men i stedet for at han lod os gå, insisterede han, at han ville kører os. Fuld.
Vi blev alle sammen nervøse og bange

Han satte sig ind i bilen, og startede den, "Kommer i?" råber han.
Vi går tøvende hen til bilen og sætter os ind. "Så når vi kommer hjem, er det sengetid." jeg kan mærke mine tårer presse på, men jeg prøver rigtig hårdt på ikke og lade dem falde.

Bilen svinger fra side til side, og mit hjerte banker som løb jeg for livet.
Jeg sidder ved siden af Phillip, og jeg skynder mig at tage hans hånd. Han kigger på mig, og man kan se, at han er lige så bange, som jeg er. Han klemmer betrykkende min hånd, og jeg kan mærke noget kilde ned af min kind. Jeg græder.
Emmelie, som sidder forest, er den første der siger noget. "Far, kan du ikke holde inde til siden?" hendes stemme knække flere gange, og hun er også begyndt at græde. "Hvorfor dog det? Det går da fint."
Siger han, uden at kunne se hvilken situation vi er i. "Du fuld, far. Du kan ikke kører bil." hun hulker.
"Det går da meget fint. Lad være med at sige jeg ikke kan." hans stemme er truende, og vi alle ved, at vi ikke skal sige mere nu.

____________

Vi overlevede turen hjem.
Vi blev ikke stoppet af politi, så det var meget godt.
Men den her oplevelse kommer jeg aldrig til at glemme. Den sidder fast.
At han i dag siger, at han har ændret sig, kan jeg bare ikke tro på. Han har ikke ændret sig, og det vil han aldrig.

Vi ringede til min mor, da vi kom hjem, og hun var så skuffet på vores far, at hun ikke kunne se på ham. Hun kom og hentede os, og vi fortalte hende det hele.

Hun begyndte selv at græde, og sagde undskyld, for at have fundet sammen med sådan en mand. Men det er jo ikke hendes skyld. Han var en god far, til en anden mands børn.
Bare ikke med sine. Det er jo ikke hendes skyld.

_____________

Hej...
Jeg ved godt, at kapitlet er meget kort, men det er virkelig hårdt for mig at skrive, da det var en hård tid.
Jeg har ikke opdateret i lang tid, så jeg tænkte i ikke gad vente mere, så her er det. Håber i kan lide det.

Pls stem og skriv en kommentar.

Later❤️