Det bliver et meget lille kapitel, men der skete noget igen og så har jeg en tilståelse!
Jeg blev konfirmeret i går, og min far skulle rigtig med i kirken og han havde skrevet at han ville komme, men morgen til konfirmationen skrev han til mig at han ikke kunne komme fordi han var blevet syg!
Hvordan kan man blive for syg til at sidde i en kirke i 45 min når man skal til sin datters konfirmation?
Det forstår jeg virkelig ikke.
Jeg blev rigtig sur og ked af det, og det ødelagde lidt min store dag, og jeg gider ikke mere.
Mit liv har været fantastisk uden ham, og det vil det altid blive.
Nu til min tilståelse..
Min far er nu officielt ude af mit liv.
Jeg ved godt det er lidt ondt, men jeg har tænkt mig at skrive til ham at jeg ikke kan mere. At jeg giver op.
Jeg vil ikke se ham, høre fra ham, eller
Vide af ham.
Det kan godt være at han er min far ved DNA, men han er godt nok ikke min far ved hjerte.
Jeg ved godt man ikke skal give op, men jeg kan virkelig ikke mere.
Mit hjerte kan ikke tåle flere skuffelser fra ham.
Den er bog slutter nok her, men hvis der sker noget nyt, så skriver jeg det ned.
Vi ses alle sammen, og tak fordi i læser med!
Det betyder rigtig meget for mig. ❤️
Husk! I kan altid skrive til mig hvis der er noget. Jeg er her altid! ❤️❤️
YOU ARE READING
He broke me.
Non-FictionHej alle sammen! Det her er en sand historie, som jeg selv har oplevet. Den kan virke voldsom og grov det meste af historien, og den bliver nok ikke så lang, men det er noget jeg gerne vil fortælle. "Far..." siger jeg hulkende til ham. Jeg kigger op...
