He broke me.

2

Efter det der skete hos min far, havde Svenneh snakket med far om "hva' fanden han havde gang i!?"
Jeg havde stadig en bule, men den var blevet mindre. Børnene og lærerne havde spurgt hvad der var sket, så jeg skyndte mig bare at komme med en røver historie. De hoppede heldigvis alle sammen på den.

Det er fredag, og i dag skal vi hjem til far, men jeg ved ikke helt om jeg har lyst pågrund af det der skete sidst. Han plejer altid at være ædru når han kommer og henter os, så jeg vil ikke se ham fuld. I dag.
Jeg ved bare ikke hvor lang tid jeg kan holde det her ud, at komme hjem til ham, for han så bare drikker sig stang stiv. Jeg gider snart ikke mere, men jeg tør heller ikke sige fra, fordi jeg er bange for ham. Han får mig til at skide i bukserne hver gang han råber eller bare kigger på mig.

Jeg har ikke fortalt nogen hvordan jeg har det med far, både fordi hvis jeg siger det til min mor, vil hun bare føle sig skyldig i at få børn med sådan en mand. Men der er jo bare lige det. Det er IKKE hendes skyld.
Hun kendte ham jo ikke.

_______

Min far er kommet og jeg har besluttet at jeg tager med ham. Jeg giver ham endnu en chance.
Jeg har nemlig ikke brug for, at han råber, hvis jeg ikke kommer.
"Er i klar?" spørger han, da vi er på vej ind i bilen. "ja!" råber de andre, men jeg siger ikke noget. Jeg kigger bare ned på gulvet resten af turen hjem.
"Jeppe er hjemme hos Inger, så jeg tænker at vi tager hjem til hende, og så kan i lege med ham." han kører ind i parkeringspladsen, som han altid holder på, når vi er her. Vi nikker bare alle sammen.
Hun bor på 3 sal, så vi skal gå lidt meget op af trapper.

_______

Vi har nu leget med Jeppe i 2 timer, og nu kan jeg ikke mere. Min far er - heldigvis - ikke fuld, så det går stille og roligt.
Vi ved nu aldrig, for der er en helt weekend endnu, og der kan ske meget, men indtil nu, nyder jeg bare en ædru far.
Hverken gang han har været fuld har jeg altid drømt om det, men det var ikke mareridt, det var bare en drøm. Der er ikke nogen der ved det, så hold tæt, ik?

Lol, kidding.

Altså ikke det med drømmene, men med at holde tæt. Jaer lige meget.

Jeg plejer altid ikke at fortælle om mine følser, fordi jeg ikke gider, at folk skal tro, at jeg er en svag pige. Jeg skal være stærk. Jeg skal altid have et smil på læben, lige meget hvor ked af det jeg er. Jeg skal sige jeg har det fint, selvom jeg ikke har det fint. Jeg skal være STÆRK.
Og det kan jeg jo ikke være, hvis folk ved hvordan jeg har det.

Jeg vil gøre alt i min magt, for ikke at være den svage og hjælpeløse pige, med en alkoholiker som far.
Det er noget jeg altid, har tænkt mig at gøre.
Jeg er så træt af, at folk siger, at de forstår mig, men ikke en skid de gør. De går ikke igennem det som jeg gør. De ved ikke hvordan det føles.
Siden der har jeg bare holdt min kæft.
Min far er et røvhul, ingen tvivl, men jeg tør ikke sige ham imod, og det er det der får mig til at indse, at jeg er en hjælpeløs, svag og skide bange pige.
Der ikke er en skid stærk. Det ved jeg at folk aldrig ville forstå, hvis jeg sagde det til nogen.

Klokken er blevet mange og vi skal i seng, men jeg kan høre min far og Inger skændes. Igen.
Det gør de næsten hver aften. Bare fordi, min far ikke kan lade være, med at drikke. Fordi han hader mig. Det er alt sammen min skyld.
Da jeg blev født kom jeg ikke hjem til min far, før jeg var tre år.
Min skyld.

Jeg har aldrig vidst hvorfor jeg altid fik skylden, hvorfor jeg altid var så fandens dum.

Jeg har ikke altid været hurtig til at spise, så engang da jeg var hjemme hos min far, var jeg den sidste som stadig spiste, og min far blev en smule irriteret, så han sagde "Spis op!" og fordi jeg er så dum, som jeg nu er, siger jeg "Det klør." og så klør jeg mig. Altså wtf!? Hvor dum kan man være, men det var bare så bange jeg er nu er for ham. At jeg bare kommer ud med noget random, for at han ikke skal blive sur.

______________

Hey alle!
Håber i kunne lide det her kapitel.
Ja, jeg ved godt det ikke handlede så meget om min far, men i skal jo også vide hvad jeg føler, og hvad jeg har prøvet før.

Der er et sted i historien hvor jeg skriver, at man altid skal være stærk foran andre, men til jer som har prøvet noget lignende som mig, det skal man ikke, man må gerne vise sine følser for verden, for det er det der gør, at man er stærk. At man tør, at vise hvem man er. Man skal ikke være bange for, at hvis man siger det, at folk så bare vil tro at man vil have opmærksomhed. Bare vær jer selv.
Jeg prøver virkelig at være mig selv, men det er svært, for jeg har lagt skjul på hvem jeg er i så lang tid, at jeg har glemt det. Det var der en der i dag, der lærte mig. Hun fik mig til at indse, at jeg gerne må vise hvad jeg føler. Og det må i også.
Hvis i nogensinde har det svært, og ikke ved hvem og hvordan i skal sige det, så er i velkommen til at skrive til mig, for trust me, det kan være rart at skrive til en fremmed, som ikke dømmer en, eller kender en.
Jeg vil altid være der.
Og jeg har fået noget kredit, for at være meget god, at snakke med og give gode råd.

Jeg tror godt du ved hvem du er, som har hjulpet mig😉
Og jeg vil bare sige tak.❤️

Pls stem og skriv en kommentar.

Later😉