Stormet af Magnetisme

Åndeløs

Mit hoved summer og hele min krop er stiv. Natten har ikke ligefrem været flink imod mig. Jeg troede stemmen bare var en tilfældig, mærkelig drøm, men den er kommet tilbage.

Jeg har brugt hele dagen på vagt. Hver en lyd har fået min krop til at spjætte, og jeg er så anspændt. Jeg leder efter noget jeg ikke kender til. Jeg må være blevet sindsyg siden, at jeg høre på en stemme fra en drøm. Jeg leder efter noget, som jeg burde vide hvad er. 

Ikke nok med at den stemme, Malia, får mig totalt ud af flippen, så kredser mine tanker kun omkring Graham hele tiden og jeg har ingen ide hvorfor.

Han bliver ved med at dukke op. Hver en gang jeg går forbi står han lænet op af muren og ser frem for sig. Ved en af gangene havde han sågar fået øje på mig og Graham havde stiret lige så tosset som første gang, og der gik lang tid, før jeg havde nosser nok til at fjerne blikket.

En taber sin madpakke og jeg hopper op på bene og ser mig omkring.

"Hvad sker dig for dig  idag, Will?" Zoe ser forundret over på mig bag hendes kæmpe sandwich.

Jeg retter min opmærksomhed tilbage imod Zoe. Vi sider udenfor ved de runde bore og spiser frokost. Solen skinder og alle eleverne er flygtet udenfor, væk fra de varme klasselokaler. 

"Undskyld Z. Jeg er bare lidt ude af den. Jeg har ikke haft den bedste nat." Jeg tager en bid af min kylling sandwich og prøver at undgå Zoe's undersøgene blik. 

Zoe ved alt, længe før man selv ved det. En evne hun benytter hver gang hun har chancen og gerne praler om. Jeg hader når hun prøver at læse mig, som hun gør nu.

Noget får de små hår i nakken til at rejse sig og det føltes som om nogen kigger på mig. Jeg vender mig om med et ryk (meget diskret jeg ved det, men mine nerver ligger uden på tøjet og søvn er ikke noget jeg har fået noget af.) Bag mig møder de blå øjne mig og jeg mærker en susen igennem hele kroppen og må tage en stor mundfuld luft, da det går op for mig at jeg har holdt vejret.

Graham står over ved et af de høje egetræer med ryggen lænet op af stammen og med en smøg i munden, som han fjerner i det øjeblik vores blik mådes og han propper den så i lommen. Hans blik forlader mine øjne og følger min krop ned. Jeg mærker varmen brede sig i kinderne. På vej op stopper hans blik ved mine læber og jeg skiller dem lidt uden helt at vide det. Han bider sig i læben og vender blikket væk og efterlader mig, rød i hovedet og med hjertet på vej ud af brystet.

"Han er sååååå hotttt." Sukker Zoe, og først nu opdager jeg at hun har været lige så opslugt af Graham som jeg. Heldigvis for mig, ser det ud til, at hun er så langt væk i ham, at hun ikke opdagede min reaktion. 

Jeg ryster på hovedet, mest for at samle mig og foresætter med min sandwich, selvom jeg har mistet appetitten. Zoe begynder at snakke løs omkring Graham, mest rygter om hans X-kærester, men jeg kan ikke lade være med at forsvinde ind i min egen verden hvor jeg ser ham for mig igen og igen.

Hans blå øjne og adskilte læber der former ordene "kom". En dyb stemme kalder på mig. Hans dybe stemme, det må det være. De blå øjne.

Jeg flår øjnene op og hopper ud af det runde bord. Med hurtige skridt følger jeg den vej, som Graham forsvandt ned af. Jeg kan høre Zoe råbe bag mig, men jeg forsætter,er ligeglad med hendes forunderne blik.

Jeg baner mig vejen igennem flokken af elever og følger en lille sti der føre ind til en genvej om bag idrætshallen. Jeg når døren og tøver kort, men da den er låst op giver det et su i mig. Derinde fandt jeg vej gennem en saml gang ind til et af omklædningsrummene. 

Det her er begyndt at blive uhyggeligt. Hvad fanden laver jeg også her nede?

Rummet er mørkt og jeg baner mig vej op af væggen på jagt efter lys-kontakten. Jeg finder den og lyset fylder rummet.

Graham står lidt væk og sukker højlyt og roller med øjnene, tydeligvis irriteret over at blive fundet. 

"Hvad laver du hernede?" Min stemme ryster lidt og først nu går det op for mig, at jeg har jagten manden hele vejen ned i en mørk hal uden nogen hensigter. Jeg havde ikke tænkt over hvad jeg skulle sige eller gøre når jeg først havde fundet ham. Ærligt så troede en del af mig vel, at jeg ikke ville finde ham. Jeg løb trods alt bare ned af den sti jeg syntes så mest lys ud, som om den viste vej selv, og det gjorde den vel også.

Graham øjne funkler og han ser ud til at morer sig over at jeg har mistet  mælet. Han går med selvsikre skridt over mod mig og usikkert bakker jeg bagud indtil jeg står klinet op af vægen.

Graham forsætter, men et lurede smil klistret på. Han står helt op ad mig og jeg har problemer med at styre min vejrtrækning. Han tager en hånd op og stryger en vildfaren lok væk fra mit ansigt. Han smiler igen, ser mig i øjnene en sidste gang inden han bakker væk og forsvinder fra rummet. 

Mit hjerte er ved at hoppe ud af brystet på mig og det tager mig nogle sekunder til at samle mig, før jeg løber ud af døren og spejder efter ham. 

Han er væk.

Jeg glider ned af den væg jeg for 2 minutter siden stod presset op af, og gemmer ansigtet i hænderne.

Da jeg ser op finder jeg en lille sandfarvet sæk. Den er tung og det mærkes som en sandsæk.

Stemmen fra mine drømme lyder igen og uden at tænke mere over det tager jeg den i lommen og går tilbage imod skolegården, hvor jeg forlod Zoe og alle mine ting.

Da jeg kommer tilbage er hele gården øde. Alle er taget til time så jeg samler mine ting og går. Ikke til time. Ikke hjem. Jeg går bare.

Jeg følger de gamle veje jeg kender så godt. Jeg drejer ned af ukendte veje og forsætter ned af smalle stier jeg kun svagt husker fra barn af.

Først da jeg står foran den lille sø stopper jeg og trækker for første gang vejret siden jeg forlod skolen.

Jeg sætter mig i det lange kølige græs og ligger mig derefter helt ned og lukker øjnene. Fårekyllinger og andre insekter  summer og fuglene fløjter fredfuldt oppe fra træernes kroner.

Vinden føre en kølig brise med sig og træerne skygger for den brændene sol der smelter alt.

Alt er fredeligt nu, men jeg ved også det ikke vil være ved længe. Mine tanker køre allerede på fuld skrue.