Stormet af Magnetisme

Første gang

Mit hoved dunker af smerte. Jeg sætter mig op og ser Graham stå foroverbøjet. Selv ikke nu siger han noget til mig. Han står bare og kigger.

"Jeg er okay, tak fordi du spurgte." Vrisser jeg sarkastisk. Pludselig har jeg ikke lyst til at have ham omkring mig. Det er som om en hånd knuger om mit hjerte. Jeg har mest lyst til at ligge mig i hjørnet og græde som et lille barn.

"Måske skulle du bare tage hjem." Jeg ser ikke på ham imens jeg holder blikket på mine bare ben. Jeg hører ham bevæge sig og snart er hans føder lige ud foran mig. Jeg følger de lange ben op til boksershortsene og synker åbenlyst da mit blik bliver lidt for længe ved gylpen i de sorte shorts. Med røde kinder forsætter mit blik op over den løse T-shirt der bliver strammere over brystet. Da jeg endelig når op til hans ansigt er der en dyb skygge over det. Jeg kan ikke læse ham. Han læner sig ned mod mig og mit hjerte sætter ud. Hans grove store hånd ligger sig rundt om min kæbe. Jeg synker igen. min krop ryster da hans tommel begynder at stryge over mit kindben. Jeg følger spændt bevægelsen og læner mig mod den.

Graham sætter sig på hug og læner derefter sin vægt ned på knæene så vores øjne er i samme højde. Han kommer tættere på og lægger den anden hånd bag min nakke, hvor de små hår rejser sig. Hans tommel bevæger sig ned mod min underlæbe og hele min krop skælver. Jeg spreder atomistisk læberne og en mørk brummen undslipper Graham. Han læner sig over mig og støtter min pande mod min. Hans læber er så tæt på mine. Jeg kunne løfte min hage og de ville mødes. Jeg lukker øjnene og skælver da hans anden tommelfinger bevæger sig over min puls. Hans varme ånde slår mod mine læber, som kunne jeg kun trække vejret igennem ham. da jeg åbner øjnene igen, ser jeg lige op i hans blå blik og bliver låst til dem.

Med et ryk rejser Graham sig op og forlader værelset. Af chok mister jeg balancen og falder helt tilbage på ryggen igen. jeg ligger og pruster som en maraton løber med en ulidelig Hard-on.

"Fuck!" Råber jeg højere end regnet med. Jeg klasker en hånd lige i hovedet på mig selv og køre i store klodsede cirkler.

Det her skete bare ikke.

Med et hopper jeg op og løber hele vejen ned ad trappen, hvor jeg er ved at falde over Puppy der tager en lur på et ad trinnene. Jeg løber ud i køkkenet og ser ud ad vinduet. Han har sin læderjakke på min ingen busker. De ligger stadig til tørre på mit badeværelse. Det ser ikke ud til at det gør ham noget at gå ud uden rigtigt tøj på.

Udenfor blæser bladene rundt og uvejret ser ikke ud til at være helt borte.

"Han bliver syg." Siger jeg højlydt og roller med øjnene til Puppy der er hoppet op i vindueskarmen.

Jeg stormer op ovenpå igen, med en kort forhindring på trappen hvor jeg falder over mig selv. Jeg ved det, jeg har også fejl. Jeg griber Grahams tøj og min gamle hættetrøje og stormer ned igen, hopper perfekt ned fra det tredje nederste trin uden at falde, og flår døren op.

Jeg løber ud på vejen som jeg aldrig har løbet til idræt. Efter få meter kan det mærkes og mens jeg kæmper mod smerten i siden og syren i benene hiver jeg vejret ned i lungerne.

Så dramatisk det kan blive begynder mit syn at sløre og jeg lover mig selv at begynde at løbe igen.

"Graham stop!" Råber jeg. Han stopper op og vender sig om. Han venter heldigvis imens jeg prøver at løbe hen til ham uden at få et hjerteanfald. Det kræver alt af mig ikke at lave den klassiske film klassiker hvor personen står foroverbøjet med hænderne på knæene, kæmper efter vejret ude af stand til at tale.

"Du glemte dine ting." Min stemme er grov, men heldigvis hiver jeg ikke så meget med vejret mere.

Graham ser ikke en gang på tingene, han rækker bare bag mig og skubber mig ind mod ham, med en arm omkring min talje. Hans blik er låst på mine læber, da han bøjer sig ind over mig og lader sin mund møde min.