Stormet af Magnetisme

Tal til mig

Jeg slipper først Grahams hånd da jeg rækker ud efter dørhåndtaget til huset. Jeg havde ikke låst efter, jeg stormede ud af huset. Da jeg går ind, snubler jeg over Puppy, som ligger lige indenfor dørtrinnet.

"Helt ærligt, kat!" Jeg skuler til den dumme pelsklump der bare begynder at slikke sine poter, som for at sige fuck dig. Da jeg ser mig over skuldrene, ser jeg Graham klukke og alt inde i mig stopper op. Hold op, hvor er han smuk når han smiler. Han er smuk hele tiden, men det er tider som dette, hvor han virkelig skinner igennem.

"Hvis du syntes det er så sjovt er du velkommen til at blive hernede med din nye ven." Jeg spiller med bedste vis fornærmet, med næsen i sky og en kølig stemme. Jeg vender mig om for at gå da et par kraftige hænder ligger sig på mine hofter og trækker mig tilbage. Grahams mund suger sig fast på den følsomme hud imellem nakke og øre og lyden der undslipper mig, er pinligt højlydt.

Han ligger armene rundt om livet på mig og vender mig om så jeg ser lige ind i hans smukke blå blik. Som var det en vane eller måske en ret kræver han mine læber. Han tager hvad han føler er hans og jeg giver glædeligt for det føles også som min ret. Jeg har ret til disse bløde læber, der sidder fast på dette smukke ansigt. Det ansigt der er skruet fast på en klippe af en krop og som indeholder sjælen og visdommen som en ægte mand. Ens mund kan ikke andet end at savle og ens hjerte kan ikke andet end at smelte.

Vi står stadig i køkkenet og min hjerne køre på højtryk på at huske hvad planen var for at trække Graham med tilbage. Har jeg overhovedet tænkt dette igennem? Konsekvenserne af mine følelser og chancerne for den fremtid jeg er ved at tegne for mig selv og som jeg tror jeg ønsker?

"Vil du ikke snakke med mig?" Hvisker jeg. "please" Jeg lyder så ynkelig og jeg kan se min egen smerte spejle sig i Grahams ansigt, hvilket kun knuser mig endnu mere.

Han åbner munden og mit hjerte banker så hurtigt at det er sundhedsfarligt. Blodet suser i mine øre og det svimler for mig.

Et brag lyder og først tror jeg det er lyden af mit hjerte der var faldet ud af mit bryst, men det kommer fra døren der bliver sparket op.

"Will! Kom og hjælp din mor! Jeg er krise her." Jeg springer op og når lige hen og griber en af de brune papirsposer der er i min mors favn, før hun taber dem.

"Tak søde." Hun kysser mig på kinden og jeg er bevist om at mine kinders farve er faretruende tæt på tomatrød.

"Mor!" Hviske-råber jeg, imens jeg prøver at vise hende med mit ansigt at jeg mener det.

Hun ryster bare på hovedet og smiler så da hun ser på Graham.

"Hey Graham, er du her stadig?"

Han nikker bare igen og alt mit håb om at få ham til at snakke styrtdykker. Jeg bevæger mig ud i køkkenet og giver mig til at pakke poserne ud. Mor snakker stadig inde i stuen, men intet svar kommer fra Graham.

"Jeg kan køre dig hjem hvis du vil? Vejret ser desværre ikke ud til at blive bedre og i skal jo gerne i skole i morgen." Jeg kan næsten se min mor for mig blinke. Jeg hører intet svar fra Graham.

Døren åbner og mor råber "Jeg køre Graham hjem." Så smækker døren og jeg er ladt alene til mine tanker.

Der er kun en ting der kan hjælpe nu, selvom det vil knuse mig bagefter.

Mine foder bevæger sig af sig selv og før jeg ved af det sidder jeg foran klaveret imens mine fingere flyver over tangenterne, og tårerne og tankerne flyder.