Stormet af Magnetisme

Ikke en drøm

Da mine øjne endelige går op, er det første jeg ser Graham der står lænet ned over mig.

Var det ikke kun en drøm? Har jeg lige kysset en dreng!?

Hans finger røre blidt ved min læbe, men bliver hurtigt trukket til sig, da han ser, at jeg er vågn.

En ny stirrer konkurrence begynder. Har han virkelig ikke noget at sige til det her?

"Hvad laver du, Graham?" Jeg prøver at lyde hård, men min stemme ryster for meget. Han bider sig i læben og ser på et punkt bag mig. Så ryster han på hovedet og rejser sig op. Han skal til at gå, men denne gang lader jeg ham ikke.

Jeg hopper op på benene og tager fat i hans arm. Han vender sig om mod mig og ser afventene på mig.

  "Vil du ikke nok svare mig? Skrive det ned, eller tegnsprog, et eller andet jeg er ved at blive skør."

Graham tager et skridt bagud og finder noget frem fra inderlommen i læderjakken. Han skriver en kort besked på en seddel og roller den ind i et stykke mørkt stof.

Han går overimod mig igen. Han lader en hånd ligge på min kind imens tommelfingeren køre over min tænding.

Par automatik lænder jeg mig ind imod ham. Hans anden hånd glider ned af min ryg og standser ved min numse. Han ligger beskeden i min baglomme på mine cowboybukser og jeg suger kraftigt en mundfuld luft ind.

Han morer sig meget over det og udslipper en let latter. En lyd så skøn, at jeg ville offerer min hørelse for alle andre lyde, for kun at høre den resten af livet.  

Hans hånd falder og jeg griber ud efter den. Vi står helt stille, jeg har et greb omkring hans håndled og hans blik flakker imellem vores hænder og mit ansigt. Han havde helt sikkert ikke forventet det.

Han ænder stillingen på vores hænder så vi nu holder i hånden. Han giver min hånd et blidt klem og smiler så til mig, før han giver slip og med hurtige skridt forlader den lille skovåbning vi befinder os i.

Min mobil flår mig ud af min trance. Jeg kaster mig over min taske der ligger lidt fra mig. Det er en besked fra Zoe.

Forklaring forlanges . 

Det er det eneste der står og jeg ved med det samme, at hun har opdaget, at der er noget der går mig på.

Jeg skriver kort tilbage:

Hos mig - 30 minutter.

Jeg griber min taske og den cowboyjakke jeg havde på i morges og begiver mig ud af paradis.

***

20 minutter senere går jeg ind i entréen med Puppy lige i hælene på mig.

Jeg råber et "Hej" og forsætter så op på mit værelse og venter på Zoe.

Jeg finder brevet i min baglomme og tager mig selv i at lugte, til det læder-agtige stof. Det lugter, som ham, af pebermynte.

Jeg ryster på hovedet og ligger stoffet fra mig og ser på det papir der er gemt i den:

Du er ikke skør  - står der.

Først nu følger jeg mig virkelig skør. Hvad er der med den dreng? Han provokere mig virkelig. Hvorfor vil han ikke sige noget til mig? 

Han har kun skrevet det her for at få mig til at håbe.

For at få mig til at jagte ham og kæmpe mere for det.

Han vil havde mig til at blive sindsyg over at tænke på ham.