Stormet af Magnetisme

Uvejr

Jeg sætter mig op med et sæt. Jeg er badet i sved og hele mit krop ryster.

Mit blik farer rundt i værelset. Mine kinder er fugtige og jeg er i tvivl om, om det er sved eller tårer. Måske er det begge.

Uden at tænke mere over det, springer jeg ud af sengen og flår noget løbetøj ud af skabet og hopper i det. Jeg smider det våde, svedige tøj til vask og kaster et kort blik på mig slev i spejlet. Jeg er helt bleg og mit hår klistre sig til min pande.

Jeg plasker noget koldt vand i hovedet og tager et håndklæde frem for at tørrer mit hår, som selvfølgelig står ud til alle sider bagefter.

Før jeg ved af det, har jeg lukket hovedøren bag mig og hopper ned af veranda trapperne, og sætter i løb.

Jeg plejer ikke at løbe. Jeg har altid elsket en gåtur eller at køre rundt og se landskabet, men idag er det ikke nok. Der skal fart på. Adrenalin til. Alle tanker skal væk og for at det kommer til at ske skal jeg være travlt beskæftigede.

Jeg når dog ikke langt før synet af en bestemt læderjakke får mig til at stoppe brat op. Graham kommer slanterne imod mig, helt uden blod, og hænderne i lommen. Han ser op, fjerner de sorte solbriller og begynder straks at stirre på mig.

Nu kender vi drengen igen.

Jeg sukker fustreret og køre en hånd gemmen håret.

Graham forsætter smilene imod mig, som har han ingen ide om hvor sindsyg han har gjort mig ved ikke at dukke op til time idag. Det giver jo ingen mening det her. Først nærmest flygter han ud af lokalet efter jeg har inviteret ham over, og efter vælger han slet ikke at dukke op til timerne, og nu står han så med et charmerene smil, på vej over mod mig.

Da han når over til mig lader han blikket glide over mit utrolige kiksede løbetøj og løfter underne et øjenbryn.

Irriteret over at han stadig ikke snakker siger jeg; " Jeg var på vej ud at løbe." Han nikker og vender sig om og begynder at gå. Jeg følger ham og længe går vi bare side om side i tavshed.

Hvordan har han tænkt sig dette, når han ikke vil tale til mig. Jeg ved at han kan, for Zoe fortalte at han havde sagt en lærer imod, så denne tavshed må kun handle om at være mystisk og badass. Og selvom det piner mig at indrømme så virker det. Han forvirre mig mere end nogen anden nogen sinde har forvirret mig.

"Du var ikke til timerne idag?" Prøver jeg. Jeg skæver over mod ham, men han trækker bare på skuldrene. Et kort, hæst grin undslipper mig. Jeg tager mig til nakken, hvor efter jeg begraver begge hænder i hver sin lomme i min jakke.

"Hvorfor?" Stilhed. Jeg skulle prøve.

Vi drejer rundt i det lille kryds og forsætter langs den lille natur sti der er blevet lavet. Det begynder at blæse op og jeg skutter mig i den tynde løbetrøje jeg har over min t-shirt. Graham bemærker det, bider sig i læben, men vender så blikket tilbage mod stien uden at kommentere det.

"Hvornår dropper du alt det 'Jeg-er-for-sej-til-at-snakke-med-dig' pis?" Graham stopper op og ser chokerede på mig.

"Det virker ikke på mig. Alt i alt er det bare pisse belastede." Graham nikker imens hans kæbe rokker sig frem og tilbage imens han tænker,overvejer det jeg lige har sagt.

Vi begynder at gå, men jeg kan mærke på Graham at han føler sig presset. Det er lige før jeg kan høre det knirke, så meget som han tænker.

Vi når til min veranda, men da jeg åbner døren ryster han på hovedet.

"Helt ærligt?" Jeg løfter øjenbrynet og da han slår blikket ned tager jeg mig selv i at rolle med øjnene.

Han sender mig et blik og jeg kan nærmest høre ham sige undskyld. Jeg nikker selvom jeg er utilfreds med hans valg.

Graham smiler kort, går helt hen til mig.

Endnu engang stivner min krop og selvom jeg prøver at styrer mig, har min krop andre hensigter. Graham lader en hånd hvile på min skuldre og giver den et klem, som starter en brand igennem min krop fra det sted hans hånd rørte mig.

Han bakker ned af trapperne og kaster et blik i min retning en sidste gang inden han vender sig om og forsvinder.

Vinden har taget til og mine krøller flyver om ørene på mig. En dråbe efterfuldt af en anden rammer mig, men alligevel bliver jeg ståene.

Noget stemmer ikke, noget er ikke rigtig. Er det her meningen? En uro brader sig i min krop og før jeg når at blinke oplyser et stort smukt elektrisk lyn himlen op, efterfulgt af et stort tordenbrag. 

Tøjet klistre sig til mig efter regnen tog til og selvom jeg står under tag, bliver dråberne ført herhen af den kraftige vind.

Jeg låser mig ind og endnu et brag lyder og panikken ligger lige under hunden.

Han er derude alene.

Jeg ved ikke hvor Graham bor, men det kan ikke være i nærheden. Han er gået herhen fra hvorend han så var henne, da jeg mødte ham.

Regnen banker mod ruden og vores lille entre ligger mørklagt uden vinduer. Et lyn oplyser entren med dens stråler og lige da jeg skal til at gå høre jeg det. Først et lille bank, der ligeså godt kunne være regnen, men efterfulgt flere og mere kraftige bank.

Jeg smækker døren op og ude på verandaen står Graham forpustet og gennemblødt. Hans mørke hår er helt sort, som det ligger vådt ned i panden på ham.

Hans blik er bedene og han ser kort bag mig. Med et skjult smil træder jeg til side og lader ham komme ind, imens jeg indeni fester og råber over denne sejr.