PROLOG

637 28 7
                                    

En ung pige gik ned ad markedet. Hendes sorte hår flavrede i vinden. Hen mod tovet. En høj mand med gule øjne gik ind foran hende. Da han smilte til hende, kom et par spidse, ulve-tænder frem.

"Leder du efter mig," spurgte han, med sit charmerende ulve-smil. "Faktisk skulle jeg købe nogle kartofler," svarede hun stille. Man kunne tydeligt se at hun var bange for ham.

"Er du gravid?" spurgte han. "Med mit barn?"

Pigen svarede ikke.

"Natalia!" begyndte han at råbe. "Svar mig!"

"Ja! Jeg er gravid! Men ikke med dit barn..." sagde Natalia. Den ulve-agtige mands smil stivnede. "Med mit!" Natalia gik.

ω Fem År Senere ω

"Jeg gør lige ned efter noget kød til maden, Eurona," sagde Natalia til den lille sorthårede pige, der legede med en lille lyshåret dukke fra markedet, og en ulve-bamse.

Natalia opdagede ulve-bamse. "HVOR HAR DU DEN FRA?!?!" råbte hun panisk. "Den lå på dørtrinnet," svarede den forskrækkede Eurona. "Og et lille stykke bark, hvor mit navn var ridset i."

"Har du det stadig?" spurgte Natalia lidt mere forsigtigt nu, efter Euronas tidligere reaktion. Hun nikkede og gav det til hendes mor. Der stod et navn på bagsiden:
Far

Please kommenter og vote! •ω•
I hvert kapitel, siger jeg tak til en forfatter der har inspireret mig. Denne gang er det: Brochmann

Ulvens BarnTahanan ng mga kuwento. Tumuklas ngayon