Da vi red gennem byen så jeg mennesker med helt gråt tøj. Deres øjne var uden det livlige glimt, og deres hud var intøret. De var helt smalle.
Det var helt klart det mest frygtelige syn i hele mit liv.
"Hvor langt er der i nu?" spurgte jeg soldaten. Han fik et lille chok da jeg ikke havde sagt noget hele vejen.
"Det er faktisk lige der," sagde han da chokket var lettet, og pegede over mod et gammelt (og undskyld jeg siger det; rimelig kedeligt), træhus.
Da vi kom der ind, stod der en venlig kvinde bag et bord.
"Og dit navn er?" spurgte hun.
"Eurona Natiren," sagde jeg på refleks.
Hun skrev mit navn ned på et stykke papir. "Frøken Natiren, du har værelse 157. Der ligger rent tøj der."
"Tak," sagde jeg, og bevægede mig mod værelse 157.
Er måske lidt blevet inspireret af Skammerens Datter ... Ups ...
STAI LEGGENDO
Ulvens Barn
Lupi mannari"Titusind år er gået," begyndte Fyrsten af Nordenheim, "siden Ulven sidst fik et barn med et menneske. Men det er sket igen. Lad jagten begynde!" 1# i #fantasy 1# i #magi 1# i ulv 1# i #død Vinder af The Danish Fiction Awards 2018 Vareulv Copyright...
