Lad Mig Gå (Bog 1)

7

Kort kaptel igen undskyld! Er i gang med mine andre historier så de går lidt langsomt med denne her. Men der kommer snart  nogen lange kapitler. 

Jeg føler mine øjenlåg er tunge. Det føles som om der er vægte på der hiver dem ned. Jeg stopper med at kæmpe for et sekund og tænker på om hvad der kunne være sket. Det sidste jeg kan huske er hans ansigt der kigger på mig med et trist ansigt. Han har mundvigene nede og tåre i øjnene. Hvorfor var han sådan? Han har sagt så mange gange jeg bare var hans legetøj, han kunne bruge når han ville og hvordan han ville. Jeg tænker på alt det der var sket og føler at mine øjenlåg ikke er tunge så løfter dem. Kun til at mødes med blændende lys.

Jeg blinkede et par gange og åbnede så mine øjne. Jeg blev mødt med et par læger der stod med åben mund i chok. Jeg forstod ikke hvorfor men tænkte ikke helt på det. Tænkte på det rør der gik ned i min hals og kunne mærke mit hjerte banke. Jeg begyndte at kradse på det rør indtil mine arme blev holdt fast ved siden af mig af en læge imens den anden forsigtigt tog det ud. Jeg havde nåle i mine arme og hænder. Havde ledninger og bippende maskiner over det hele. De gjorde mig så nervøs. Jeg havde ikke ønsket at vågne igen men var bange for jeg var på kanten til at dø nu.

Jeg ville tørre mine øjne hvor der løb tåre som vandfald ned af men fandt en stikkende sensation i mit håndled før jeg overhoved nåede at bevæge min arm en smule op.

Jeg kiggede ned på mine håndled hvor den stikkende smerte kom fra. Der var en bandage rundt om min arm. Der var noget rødt der kunne ses igennem. Jeg begyndte at hyperventilere og ryste. Jeg døde ikke. Og det var ikke bare en drøm. Jeg lever igen.

Skal jeg så tilbage til dem? 

Jeg rystede på hovede får at få tanken væk men smerten i min nakke fik mig hurigt til at stoppe. Jeg kunne ikke røre mig. Hele min krop gjorde ondt. Som første gang han voldtog mig. Hvad var der sket?