Lad Mig Gå (Bog 1)

12

Han giver slip og holder mig med udstrakte arme og kigger mig op og ned. Så krammer han mig igen og giver slip efter et par minutter. En sygeplejerske kommer hen med en ekstra stol og sætter den ved siden af min fars stol.

"Skat sæt dig ned! Vi har så meget vi skal have snakket om. Og har savnet dig sådan. Skulle aldrig have forladt dig, din mor og din bror. Især ikke din mor. Hvordan har hun det for tiden? Har hun stadig det gamle job-" Jeg begynder at zone ud af samtalen der. Han ved intet om mor. Så han ved ikke at hun sparkede os? Han ved ikke alt hvad der er sket? Vil forklare ham det hele men ved ikke hvordan han vil reagere.

"Lytter du?" Høre jeg langt væk i mine tanker. "Ja jeg lytter... hvad sagde du?" Mumler jeg.

"Ej altså,. Spurgte bare om din mor havde det godt? Kan du ikke godt lytte efter!" Råber han nærmest. Prøve at gemme mig bag mine hænder i frygt for at han vil slå mig eller råbe mere. Kigger i hans sure øjne. Hvad er der dog sket med ham. Hans humør skifter da han ser mine arme klemme rundt om mig og mit hoved nede i mine knæ.

"Undskyld undskyld undskyld. Virkelig. Skulle aldrig have råbt. Hvad er der sket med dig?" Siger han med en roligere stemme. Jeg sidder stadig helt krøllet sammen for at passe på mig selv. Han sætter sin bløde hånd på mit ene knæ roligt men rykker mig væk fra hans hånd. Hvad nu hvis han gør noget mod mig ligesom de mænd. Kunne aldrig klare hvis han gjorde det mod mig. Min egen fucking far!

Han tager sin hånd til sig og sukker. "Hvordan har du fået det så dårligt her? Hvem var du hos? Hvorfor har du været her helt alene?" Han spørger så mange spørgsmål og jeg folder mig ud af mine ben. Mine kinder er helt røde og der løber tåre ned af dem. Han holder faktisk stadig af mig?

"Far ved du ikke hvad der skete med mor?" Siger jeg med en lille stemme. Han stirre på mig med forvirring i hans øjne.

"Nej? Er der da sket noget med hende? Vidste godt hun havde et problem med alkohol men troede hun stoppede da hun fik jer?" Siger han med hoved nede i hænderne.

"Hun forsvandt da jeg var omkring 6 fordi hun slog os. Troede det var normalt men de voksne i børnehaven spurgte altid indtil mine blå mærker. Mor sagde vi aldrig måtte sige noget om det fordi det var vores hemmelighed. Har først fundet ud af det da jeg blev ældre at hun kom i fængsel." Jeg tager en pause og trækker vejret dybt. Det her bliver svært at fortælle far.

"Mor ødelagde Cilas. Hun sparkede ham i hoved så han ikke kan tale ordentligt længere. Mor brækkede fire af hans ribben og hans skulder. Hun var et monster og burde ikke blive kaldt mor af nogen. Burde ikke blive kaldt elsket." Min stemme knækker et par gange imens jeg siger det. "Jeg kom ind til hende der sparkede ham og hun blev ved og ved selvom jeg prøvede at få hende til at stoppe."

"Skat ikke mere.. Jeg ved det godt hun er forfærdeligt menneske. Hun havde alt magt på mig indtil jeg gik. Og undskyld for det, skulle aldrig have forladt dig sammen med hende, kunne bare ikke klare hende længere. Din mor var et monster. Hun levede af de billige øl man kunne få i kiosken på hjørnet. Det er ikke en verden en så smuk og dejlig datter skal vokse op i." Siger han med tåre i øjnene.

Havde helt glemt de to drenge der sad over for os imens vi snakkede. De havde ikke sagt en lyd, de lod mig bare nyde den tid med min far efter så lang tid. Det er jeg så glad for. Altså indtil en af dem hostede og fik mig til at kigge på ham og den anden skiftevis forvirret.

"Og hvem er i? Og hvordan kender i min far?" Spørger jeg med lidt vrede i min stemme. Hvorfor er de her bare? Hvilken relation har de med min far?

"Også vores far" siger de på samme tid.