Lad Mig Gå (Bog 1)

8

Jeg vidste ikke hvilken dato det var men ved det var en fredag. Da jeg vågnede op var det en onsdag. Der er gået 2 dage og ingen har været og besøge mig. Det som om jeg slet ikke er her. Håbede på mine forældre ville komme og hente mig men hvor fra skulle de vide jeg var på hospitalet?

Havde hørt nogen snakke uden fra gangen og sagde året var 2019? Det var start 2018 da jeg blev taget.. Har jeg misset jul? Og nytår? Jeg må have været hos de mænd meget længere end jeg troede. Havde ellers talt. Der var gået 4 måneder og 10 dage inden jeg valgte at gøre det. Jeg blev så sur på mig selv, mine forældre, mine venner og de mænd! Jeg hader de mænd så meget. De tog mig til som en slave. Som om jeg var en ting. Som om jeg var deres. Jeg hadede det. Ville gøre alt for at komme væk. Men nu ligger jeg på et hospital og ingen ved sikkert jeg er her. Ingen ved jeg blev væk fordi alle er ligeglade.

Jeg kan nu bruge mine arme så kan selv spise. Der er stadig smerte men ikke sådan jeg slet ikke kan bruge dem. Lægerne sagde de syede mig sammen og gav mig blod og mad. De sagde intet med hvor lang tid der var gået bare at jeg havde været i koma. Jeg blev så sur jeg kastede med ting.

Da jeg vågnede torsdag morgen følte jeg mig fuld. De sagde de havde givet mig noget bedøvelse fordi jeg vågnede op midt om natten og skreg og sparkede.

Jeg kan intet huske af det. Kan knap nok huske hvad der er sket for mig. Men jeg føler det hver nat. Den første gang jeg blev taget. Min første gang blev taget fra mig af en jeg ikke kendte og som ville bruge mig til hans egen tilfredsstillelse. Jeg føler hvor ondt det gjorde og kan høre alle de ting han sagde. Den luder jeg var. Og hvor god jeg var for ham. Jeg kan mærke ham der holder mine arme fast over mit hoved. Kan mærke ham inden i mig. Hver fucking nat efter den gang..

Jeg ryster mit hoved for at få alle de ting ud af mit hoved. Det gjorde ondt at føle det hele igen og igen. Jeg tog mine hænder op for at tøre tåre væk jeg ikke vidste var der da en læge kom ind. Hun kiggede på mig med sympati. Det er det eneste blik de har givet mig. De vil intet fortælle mig og det til at blive sindsyg af. Jeg venter stadig på at min familie kommer og henter mig. Så kan jeg komme ud. Bliver sendt til et andet hospital som ligger langt væk om en uge hvis jeg ikke er blevet hentet. Er så bange for at de kommer tilbage og jeg har ændret mig fra at være den perfekte lille pige til at være en lille ødelagt pige. Hvad nu hvis de behandler mig anderledes?