Lad Mig Gå (Bog 1)

15

iiihh næstsidste kapitel! Kort kapitel igen ;c Alt mulig skete sorry for vente tiden!
900 ord.

Jeg er 17. Og det blev jeg fucking 4 måneder siden, Troede kun der havde gået 3 måneder. Har kun fået menstruation 3 gange? Det plejer at være slutningen på måneden så talte efter det. Vent. Det vil sige der er gået 3 måneder uden menstruation. Mere end 3 måneder?

"J-Jeg er 17?" Spørger jeg imens jeg kigger på min far håbefuldt om at det bare var en joke og der kun var gået 3 måneder.

"Ja skat? Vidste du ikke det?" Siger han bekymret

"Nej... Har været der over 6 måneder. Men far..." Siger jeg men stopper hvad nu hvis det bare er mig der har talt forkert? Det kan det umuligt være. Jeg røre ved min mave og kan mærke et par tåre falde ned fra mine røde puffede øjne.

"Hvad er det? Fortæl så kan vi hjælpe! 6 måneder.. Undskyld undskyld troede du kun havde været der omkring en måned. Kan slet ikke forestille mig. Undskyld skat." Jeg rystede på hoved. Nej. Det her sker ikke. Er 17 og gravid med en som voldtog mig!

"Han han han..." Jeg er så tæt på at brække mig. Alle de gange nej det sker ikke. Det kan ikke ske. Jeg begynder at hyperventilere og bliver trukket ind i ens arme imens de laver cirkler på min ryg i en beroligende maner. Det hjælper lidt. Kan høre folk snakke i baggrunden til mig men kan virkelig intet forstå. De lyder som om de er alt for langt væk.

Mine tanker løber rundt over det hele. Jeg er måske gravid og skal slet ikke tænke på en abort men kan ikke få et barn som fucking 17 årig! Hvis jeg faktisk er gravid hvordan skal jeg så leve? Kan da ikke finde ud af at være mor!? Og hvad skal jeg gøre når babyen vil vide hvem deres far er!? Kan ikke klare det her. Hvad vil alle tænke når jeg endelig kommer ud? Hvad vil alle mine venner tænke.

"Far.. Jeg tror jeg er gravid?" Siger jeg men det lyder mere som et spørgsmål end det skulle. "Vent hvad skat... med hvem?" Siger han helt rystet. "Med ham" Siger jeg med en lille stemme. Næsten en hvisken. Han sidder lidt og kigger på mig med et overrasket udtryk i ansigtet.

"Lad os få det tjekket" siger han. Jeg ryster på hoved. Ikke flere test er så træt af dem vil ikke mere. "Nej!" Råber jeg. Vil virkelig ikke. "Rolig smukke det hele skal nok gå okay? Det er bare for at vide det og du skal bare tisse på en pind det hele er okay, okay?" Siger August og holder mig tættere. Jeg bliver rolig i hans arme. Han synes jeg er smuk iiihh!!!

Nej burde ikke tænke sådan han er 26 år!

Men han er så pæn? Og han ser da ret ung ud. Han er også virkelig sød mod mig og hjælper mig altid med at blive rolig igen. Har måske en lille bitte crush på ham. Kun meget lille.

Jeg tænker tilbage til hvad mon Cilas vil tænke om alt det her. Åh nej! Har helt glemt Cilas. Hvad er jeg for en søster. Savner ham så meget. Hvad nu hvis der er sket ham noget?

Mine tanker bliver stoppet af at Carlos vifter sin hånd foran mit ansigt og næsten slår mig på næsen men jeg når at tage fat i hans hånd og kigge ondt på ham. Han grinte bare en smule og så vendte jeg mig til at se August og min far snakke om hvad hvis jeg var gravid. Hørte ikke rigtigt efter kiggede bare på dem kommunikere. August ville læne sig lidt frem og smile når min far nævnte mig eller noget spændende som han interesserede sig for.

Begyndte at lytte lidt efter deres samtale, nu snakkede de ikke længere om mig og en muligvis baby men om hvilke farve vægge mit værelse skulle have og sådan nogen ting.

Glædede mig så meget til at komme og leve med min far og hans sønner. Det lyder så underligt men vil virkelig gerne bo med August. Har kun kendt ham i et par timer men han er virkelig fantastisk. Jeg ved bare han aldrig vil føle det samme for mig som jeg gør for ham.

Der kom en læge ind og kaldte på mit navn og med det samme tog August fat rundt om min mave og ben og begyndte at bærre mig hen til rummet vi skulle ind i for at tage testen. Gad virkelig ikke, men var vel nød til det.

Time skip til efter testen fordi har nul ide hvordan de gør det.

Jeg gik ud af lokalet rystet over at jeg faktisk var gravid og man endda kunne se babyen inde i min mave. Det lignede en lille peanut.

Jeg begyndte at græde da jeg så dem. Sådan en lille skabning og den har jeg lavet? Det er utroligt mennesker kan det. Er så chokeret. Jeg har faktisk lavet en baby! Jeg skal være mor!

Imens jeg er hyper inde i mig selv sidder min far og snakker med en læge fra Psykiatrisk afdeling. Skal snakke med hende om lidt. Min far synes jeg skal indlægges hvis nu jeg prøver på noget igen. Men hvordan kan jeg dø når jeg har sådan et lille perfekt liv inde i min lille mave!? Det hele er blevet perfekt!

Eller...

Mangler stadig Cilas