You are a player Marcus! 2 [AFSLUTTET]

1 #MARCUS!

Lige nu sidder Marcus og jeg på mit værelse.

Marcus er så sød, og vores forhold ville nok aldrig slutte.
Troede jeg.

Marcus ville have at jeg skulle holde en mega fest til min fødselsdag.
Jeg bliver 17 år.

Marcus blev 17 for cirka 2 måneder siden.

---

Marcus var nu taget hjem.
Jeg glæder mig slet ikke til imorgen.
Imorgen er det Lørdag og min fødselsdag.

Jeg hader at holde fester.
Det er det værste.

Jeg faldt hurtigt i søvn med en dårlig mavefornemmelse.

"Idag er det Sofias fødselsdag hura hura huraaa" sådan blev jeg vækket.
Kage..

Hvis i husker, at jeg ingen appetit havde, når jeg lige var stået op, har det ikke ændret sig.

Da jeg havde taget tøj på, gik jeg nedenunder.

Da mine forældre havde givet mig gaver, kørte de.
De sagde, at de godt kunne tage hjem til min mormor eller sådan noget.
Jeg hørte ikke rigtig efter.

---

Klokken var 20:04 og gæsterne var begyndt at komme.

Der lugtede virkelig af alkohol.
Det var egentlig ret sjovt.

Måske det nok skal blive en god fest alligevel.
Katrine min stadig bedste vindende, var her selvfølgelig også.
Fuck hvor jeg egentlig elsker hende.

Jeg snakkede lidt med Rosa, da det gik op for mig, at jeg ikke havde set Marcus i ret lang tid, så derfor begyndte jeg at lede efter ham.

Jeg kiggede ude på toilettet, men der var kun en, der brækkede sig.
Jeg kiggede også ude i køkkenet og alle mulige steder, men han var der ikke.

Så derfor gik jeg ovenpå.
Jeg begyndte faktisk at være lidt bekymret.
Altså hvorfor skulle han lige være ovenpå?

Mit værelse var det første rum man så ovenpå, så jeg gik bare derind.
Jeg fik hurtigt store øjne.

"MARCUS!" sagde jeg helt chokket.
Han lå fucking, og var sammen med Katrine.

Han kiggede hurtigt hen på mig.

Tårene begyndte stille at komme frem.
Jeg kan ikke fatte det.
Det føltes som om, at jeg skulle til at dø.

Jeg løb hurtigt ud af døren og ned af trapperne.
Marcus har altid, og vil altid være en player!

"Vent nu lige Sofia" råbte han fra mit værelse.
Hvad regner han lige med?

Da jeg kom ned af trapperne, gik jeg over til døren.
Jeg skulle til at åbne den, men mærkede en der tog fat i min arm.

Jeg kiggede, og så det var Marcus.
Hans trøje som vendte med vrangen ud af. Hans lynlås på hans bukser, som ikke var lynet, og hans hår som lignede, at han lige var stået op.

Jeg gav ham den største lussing, og gik ud af døren.
Den fucking ko.
Jeg var så fucking sur, men mest ked af det.
Hvordan kunne han gøre det?
Og ikke mindst Katrine.
Og i MIN seng!!!

Det eneste sted jeg havde lyst til at være, var ved skolens indgang på bænken.
Den elskede bænk.

Jeg græd som et vandfald.
Faktisk er jeg lidt i tvivl om hvor alle de tårer komme fra.

---

Jeg tror nok jeg havde siddet her en time.
Der var ikke flere tårer der kunne komme ud af mig.

Jeg ville overhovedet ikke hjem!
Hvis Marcus stadig var der.
Eller Katrine.

Jeg fatter det virkelig ikke!
Jeg har bare lyst til at smadre alt!

Jeg begyndte at gå i snaglefart hjem.

Der var ingen, da jeg kom hjem.
Kun mig og alt det rod, som alle folk havde lavet.

Jeg ville bare gerne i seng, så jeg gik op på mit værelse.
Jeg stod bare der, og kiggede på min seng.
Dynebetrækket var halvt nede på gulvet, og madrassen sad ikke ordentligt.

Jeg kan aldrig mere sove her inde.
Jeg troede ellers der ikke var flere tårer inde i mig, men nej.

Jeg satte mig ned på gulvet.
Kun gadelygterne ude fra vejen af lyste mit værelse op igennem vinduet.

Det kan umuligt blive værre.

---------------------------------------------------------

😪😪

Håber i kunne lide starten på 2'eren.
Eller hvad man nu siger, for man kan ikke lige sige, at det var et lykkeligt kapitel❤️