You are a player Marcus! 2 [AFSLUTTET]

5 #Aldrig den samme

Jeg rejste mig op fra sengen af.
Nu skal jeg bare gøre det godt igen med Sofia!

Sofias synsvinkel

Alle mine møbler var kommet op på mit gamle værelse igen.

Det var dejligt at være hjemme igen, men jeg følte virkelig der var noget jeg manglede.
Jeg følte mig helt tom, hvis i forstår.

Jeg gik hen, og kiggede ud af mit vindue.
Der var begyndt at blive lidt mørkt.

Det bankede på.
"Kom ind" sagde jeg uden at vende mit hoved om.
Jeg kunne høre døren gå op og lukke igen, men ingen sagde noget.

Jeg vendte mig om, og så Marcus stå der.
Han så trist ud.

Det føltes som om jeg ikke havde set ham i flere år.
Jeg kunne ikke noget.
Jeg tror jeg var blevet til en sten.
Sådan føles det i hvert fald.

"Du er hjemme igen" sagde han.
"Ja" svarede jeg og vendte mig om, og kiggede ud af vinduet igen.
En tåre rendte ned af min kind.

Så dum som Marcus nu er, skulle han selvfølgelig lige spørger, om jeg havde fået en ny seng.
Altså har han slet ikke nogen hjerne eller hvad.

En mere tåre forladte mit øje.
"Ja Marcus. Tror du måske jeg ville sove i den anden?" spurgte jeg.

Man kunne høre Marcus sukke, men komme tættere på.

Han lagde en hånd på min skulder og vendte mig om.
Man kunne se at Marcus blev lidt overrasket.
Jeg ved ikke af hvad.

Marcus' synsvinkel

Det var sygt mærkeligt at se det ansigt, man havde savnet i så langt tid være så tæt på.
Det gjorde ondt, at jeg ikke bare kunne kramme hende.

"Jeg er virkelig ked af det Sofia" sagde jeg.
Det eneste Sofia gjorde, var bare at fjerne min hånd.

Jeg kiggede på min hånd, som hun lige havde rørt ved.
Jeg ville ønske der var noget, jeg kunne gøre, men det er der ikke.

Jeg vil være alene for evigt, for der er ingen andre end Sofia, jeg vil være sammen med.
Der findes så mange bedre ind mig, som Sofia sikkert bare kan tage, men jeg kan bare ikke have, at der er en anden der skal være sammen med hende.

"Sofia jeg ved godt vi sikkert aldrig kommer til at være sammen igen" sagde jeg.

Jeg kunne se at det påvirkede Sofia.
Hun havde ikke lyst til, at jeg skulle være her.
Det kunne man tydelig se.

Sofias synsvinkel

Det var lige dem ord, jeg ikke havde brug for at høre.

Han ved godt, at vi ikke kommer til at være sammen igen.
Det vidste jeg ikke engang.
Jeg kunne bare ikke klare, at høre de ord forlade hans mund.

Jeg ville virkelig bare gerne have, han skulle gå, fordi at han ikke skulle se mig bryde sammen.

Det var som om, at han kunne læse mine tanker, for han vendte sig om, og gik ud.
Med det samme Marcus lukkede døren, satte jeg mig ned på gulvet, og begyndte at græde.
Jeg bliver jo aldrig den samme som for 2 år siden.

---------------------------------------------------------

Undskyld for et kort kapitel♥️