You are a player Marcus! 2 [AFSLUTTET]

3 #Flytte?

Jeg faldt i søvn på sofaen, så jeg sov bare der.

Da jeg vågnede, lagde jeg bare med min telefon.
Jeg havde fået en besked fra Marcus.

Marcus: Jeg kan altså godt se, at du har læst den...

Marcus' synsvinkel

Jeg har det så dårligt.
Hun gider jo ikke at svare mig.
Men det er jo klart.
Hvordan kunne jeg gøre det?
Jeg ved godt, at Sofia nok aldrig kommer til at tilgive mig.

Jeg var fucking sammen med hendes bedste vindende!
Jeg fortryder det så meget...

Jeg forstår det bare ikke.
Hvordan kunne jeg gøre det, når jeg har kæmpet så meget for hende??

Sofias synsvinkel

Mine forældre ville gerne sige noget meget vigtigt til mig.
De så helt nervøse ud.

"Vi har snakket om det i nogen dage nu, og vi har besluttet os for at flytte til USA" sagde min mor.

Hun forventede sikkert at jeg ville råbe og skrige, fordi at jeg ikke vil væk fra mine venner.
Men faktisk er det ikke noget andet jeg vil.
Jeg begyndte bare og smile.

"Okay" svarede jeg glad.
"Er det okay eller?" spurgte min far.
"Øhh ja" svarede jeg, men blev afbrudt, da min telefon ringede.
Jeg kiggede, og så, at det var Katrine, men jeg lagde bare på.

"Skal du ikke tage den?" spurgte min mor.
Jeg rystede på hovdet.

"Når hvornår skal vi så derhen?" apurgte jeg.
"Om en uge" svarede hun.
Jeg nikkede, og satte mig hen i sofaen.

--------------------------

EN UGE EFTER.

En uge var hurtigt gået.
Rosa var kommet for at sige farvel til mig.
Hun krammede mig ude foran mit hus.

Marcus' synsvinkel

Martinus og jeg var på vej ned til fodboldbanen, da jeg så Sofia og Rosa stå ude foran Sofias hus.
Der var en flyttebil.

Sofia og Rosa krammede.
Rosa havde tårer i øjnene.

Skal Sofia flytte?
Faktisk har mig og Sofia slet ikke snakket siden den Lørdag.

Jeg har ikke engang set hende.
Sofia så mig, og slap Rosa.

"Skal Sofia flytte?" spurgte Martinus.
"Det ved jeg ikke" svarese jeg helt bange.

Jeg gik hen mod hende.
Rosa gik lidt væk.

"Skal du flytte" spurgte jeg.
Sofia kiggede på mig.
Jeg havde savnet de flotte øjne.

"Ja" svarede hun.
"Hvorhen?"
"Til USA" svarede hun.
Jeg stivnede helt.
Hun kan da ikke bare efterlade mig her.

"Så du kommer aldrig tilbage?" spurgte jeg.
Sofia trak på skulderne.

"Det håber jeg ikke" svarede hun og gik hen i bilen, efter hun lige har ramt min skulder med hendes.

Jeg skulle virkelig kæmpe for ikke at græde.
Det var først nu det gik op for mig, at jeg virkelig har mistet hende, da jeg så bilen køre væk.

---------------------------------------------------------

SÅ DET VAR SLUTNINGEN!!

Ej det er forsjov.
Den er overhovedet ikke færdig endnu.