The Game

Den besøgende

"Y/n, y/n.... er du der?"
En stemme kalder på mig gentagende gange, hvor jeg forvirret vågner op og flakker med mine øjne. Nogle gule forårsblomster kilder blidt min kind, idet vinden puster til dem. I starten er det hele sløret for mig. Mit hovede føles så tungt, som om at en sten er faldet ned i hovedet på mig. En smerte i mit bryst kommer også frem, idet jeg forsøger at sætte mig op "Hvor er jeg?" Spørger jeg forvirret og ser rundt.

"Y/n, y/n... jeg er lige her..." Siger den samme stemme. Mit hoved begynder at dunke, når jeg rejser mig op fra jorden. "Aish... hvorfor gør det så ondt?" Jeg sætter en hånd på hovedet i håbet om det kan dæmpe smerten.
Solens stråler blinder mine uklare øjne, hvor jeg derefter fjerner hånden fra mit hovede og føre den over mine øjne. Ikke stærkt men langsomt vender mit syn tilbage, hvor de smukke forårsblomster kommer frem. Der er ikke få blomster der er så mange, at det vil tage dage at tælle dem alle.

"Kom Y/n." Kalder stemmen igen, hvor jeg ser udover den uendelig eng. Der er ingen at se udover mig, så er det mon bare noget jeg forstiller mig?
Jeg ryster mit hovede for at få stemmen ud af mit hovede. "Gad vide hvordan jeg er endt her....? Mon jeg døde og dette er himlen?" Mit blik flyttes dermed op på den eftermiddagshimmel. "Jeg håber Bedste ville tage sig godt af Felo, imens jeg er her... J-jeg håber Dean og Da-Hye også kommer til at skabe sin egen lille f.... f... familie." En lille tåre triller ned af kinder ved tanken om alt det jeg ikke kan være en del af.

Flere tåre triller ned af mine kinder og gør mine kinder helt våde og fugtige. "Jeg ved godt at mit eget liv ikke var særligt interesant. Men jeg elskede det alligevel, fordi jeg havde kærlige mennesker omkring mig, og ikke mindst Felo."

"Y/n...Y/n." Kalder stemmen igen. Jeg ser op fra jorden, som jeg har vandet med mine øjne, hvorefter jeg ser op. Der er ikke andet at se, end den uendelig eng. "Jeg skal åbenbart være her, fra nu af." Tænker jeg og beslutter mig for at følge den kaldende stemme, da jeg har god tid til at finde ham.

Uden jeg ligger mærke til det, sænker solen sig ned over blomsterenges bakker og månen og stjernerne kommer frem, hvor de lyser den klare aftenhimmel op. Jeg lader mine hænder glide hen ad langs blomsterne, sådan det kilder på håndfalderne. Det er faktisk ikke noget jeg ligger mærke til, da tårerne stadig løber ned ad mine kinder.

Fortabt og svag falder jeg ned på mine bare knæ og kryber mig sammen. Alt gør ondt inde i mig. "Please hør på mig! Jeg er ikke klar!" Råber jeg højt og tydeligt, med håb om en der kan frelse mig. Pludselig kan jeg mærke den varm hånd på min skulder. "Græd ikke mer'." Jeg vender mig om og falder med det samme tilbage på numsen, da jeg ser Jimin foran mig. Mit hjerte banker ustyrligt, da jeg ser ham smile genert og kører derefter en hånd gennem hans hår for at berolige ham selv.