The Game

Valentinsdag

(Stemningsmusik er med)

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg kunne blive afhængig af et computerspil. Flere uger er gået, hvor jeg har lukket mig inde på mit værelse og trukket gardinerne for, sådan computerskærmen lyser skarpt ud i rummet.

Det første jeg ser, når jeg tænder for spillet er Park Jimin. Han smiler sødt til mig og velkommer mig tilbage hver gang. Han er åbenbart min kæreste i spillet, hvilket jeg ikke har noget imod, da han på en mærkelig måde er præcis min type. Måske for meget præcis.....
Vi ligger i sengen og taler om alt, eller alt det som valgmuligheder giver mig lov til at sige. "Bare hvis jeg kunne snakke eller skrive rigtigt med ham." Sukker jeg og fjerner min hånd fra computermusen og lader mig falde tilbage i stolens ryglæn.

Selvom jeg ser trist på ham og computerskærmen kan han jo ikke se det, da Jimin bare er en figur i et spil. "Hvis han bare kunne høre og se mig."

Regnen pisker ned udenfor, og det gør stemning mere deprimeret og trist. Der er tavshed i spillet, fordi jeg ikke har valgt en valgmulighed endnu. Men, efter flere uger uden en "rigtig" samtale begynder jeg at føle mig en smule alene.
"Det var slet ikke meningen at jeg skulle bruge så meget tid på dig, især ikke når du bare er et computerspil." Siger jeg til computerskærmen, som om jeg taler til Jimin. Hans ansigtudtryk ændre sig ikke efter jeg bliver færdig med at snakke, overraskende nok, når det bare er et spil. "Jeg går nu." Siger jeg irriteret og udmattet til mig selv. Men lige før jeg trykker på log ud udbryder Jimin. "Y/n, hvad er dit højeste ønske?" Langsomt fjerner jeg min musen som er alt for tæt på at logge ud, hvorefter jeg ser at der ikke er nogle valgmuligheder men i stedet et tomt sted, hvor jeg kan skrive.

"At være sammen med dig i den virkelig verden." Skriver jeg, hvorefter jeg trykker på enter og min figur i spillet fortæller det. Et smil på Jimins læber breder sig.