Troldmandsanden Larry

Kentaurerne

Larry havde fløjet i et par timer, en smule misfornøjet, da han fik øje på en å. Han besluttede at det kunne være et godt sted at lande, da der begyndte at komme modvind. Han landede forsigtigt i vandet, så han ikke tabte sin nye hat. Vandet var ikke for koldt, men heller ikke det varmeste. Måske var det hele ikke så slemt alligevel, tænkte Larry mens han svømmede i åen. Da solen begyndte at gå ned, byggede han en mindre midlertidig redde og lagde sig til at sove.

Da han vågnede igen, var han omringet af telte, og nogle mærkværdige heste. Eller var det mennesker? Inden Larry nåede at finde ud af det, stod der en lige foran ham. "Hvad er i for nogle mærkelige væsener?" Rappede Larry højt. Alle stoppede op og kiggede ned på ham. Hestemennesket foran ham bøjede sig ned. "Vi er kentaurer, halvt hest, halvt menneske, det bedste fra begge væsener. Jeg gætter på at de aldrig har mødt vores folk før. Undskyld vi har slået lejr omkring dig, højtærede And."
"Højtærede And?" Skræppede Larry. Kentaurerne blev anspændt, bange for at de havde fornærmet den magiske And.
"Den var alligevel ny, men jeg kan li det. Men i må gerne bare kalde mig Larry"
"Det vil vi gøre Larry" sagde kentauren, og gjorde tegn til de andre at de bare skulle fortsætte med deres gøremål. Efter en mindre samtale omkring kentaurernes skabelse, fik Larry lov til at ride på kentaurens ryg.
"Jeg hedder foresten Juno"
"Juno. Det er et dejligt navn"
"Ja, jeg har selv valgt det"
"Hvor gammel er du egentlig? Du virker ældre end den irriterende dreng"
"Altså i hestealder er jeg omkring 5, men i menneskealder er jeg 18"
"Øhm okay"
"Men jeg svarer til en normal 18-årigt menneske"
"Så er du i den grad ældre end den dreng"
"Hvis du siger det Larry"
Juno red rundt med Larry i lejreren og viste ham alt. Larry kiggede forundret på alle kentaurer, da ikke to var ens. Der var fra alle hesteracer, fra den mindste shetlænder, til den største arbejdshest. Larry fandt ud af at Juno var en islandsk hest, men alle var smukke, på deres egen forunderlige måde. Mange kiggede efter dem, det var ikke hver dag at en talende and blev vist rundt i deres lejr. Men da de nåede ud til de unges del af lejren ændrede stemningen sig. Larry kunne mærke at Juno blev mere og mere nervøs jo længere ind de kom i lejren. Inden Larry nåede at blinke var de blevet omringet af nogle unge kentaurer. Der blev stille. En ung han skridtede ind og stoppede op foran Juno. Han var højere end Juno, så Juno blev nød til at træde et skridt tilbage for at kunne se ham i øjnene. "Flyv væk mens du kan" hviskede Juno til Larry, mens han svirpede med halen. Larry lettede, men cirkulerede rundt over dem.
"Tror du virkelig at du er sikker, bare fordi du render rundt med den and? For det er du ikke"
Juno sænkede blikket, mens den unge han skridtede rundt om ham.
"Du er ikke en af os" han bumpede ind i Juno. De andre begyndte at stampe i jorden med deres forhove. "Du hører ikke til her. Du er ikke normal. Du er en skændsel. Forsvind!" Og med det sidste ord angreb den unge han Juno. Larry skræppede forskrækket, og uden at tænke over det trak han tryllestaven ud af sin hat og svingede med den. Et lyn slog ned mellem de to kentaurer og skilte dem ad med et brag. Larry landede midt i tumulten og vraltede surt over til den unge han. "Nu holder du din kæft, din behøvlede nar. Juno er en hest, forstået, en hest, ligesom dig. Hvad i alverden mener du med at han er anderledes?!"
Den unge han mumlede noget. Larry trådte en skridt nærmere. "Har du mistet melet? Jeg spurgte, hvorfor er han anderledes?!"
"Fordi Juno ikke tilhører et køn. Han er hverken hingst eller hoppe, han er vanskabt!" råbte den unge han og kom på benene. Han fnyste, vendte sig rundt, og gik. De andre forsvandt stille og roligt fra stedet, som om intet var sket.
"Undskyld, det var ikke meningen du skulle se det her...." sagde Juno stille. Larry vendte sig rundt og så en tåre trille på Junos kind. "De ældre tolere mig kun lige. De har ondt af mig, men..."
"Men hvad Juno?"
"Et eller andet sted har jeg mest lyst til at stikke af. Finde mig en ny flok"
"Forståeligt. De højrøvede ungkarle er til at brække sig over"
"Du er en mærkværdig and, ved du godt det?"
"Altså det er ikke min skyld. Jeg var normal indtil igåreftermiddags"
"Hvad skete der?"
"En landsby troede jeg var en troldmands reinkarnation"
"Øh okay"
"Lads os ikke tale om det. Men hvis du hader det her sted, så lad os tage afsted sammen"
"Hvor skal vi tage hen? Hvordan sørger vi for mad? Ly? Hvad me-"
"Ro på Juno, det skal nok gå. Vent hvad skal jeg kalde dig, hvis ikke han eller hun?"
"Bare Juno, eller hen"
"Hen? Den var ny"
"Jeg fandt selv på det" sagde Juno forlegent.
"Jeg kan li det. Hvor er dit telt?"
Juno rejste sig og begyndte at skridte ud af lejren. Larry vraltede ved siden af. Et stykke fra lejren lå et lille telt med tilhørende bålplads. Juno gik ind i teltet og begyndte at pakke sine få egendele ned i den ene af sine saddeltasker. Derefter pakkede de teltet ned sammen og lagde det i den anden. Larry hjalp Juno med at spænde saddeltaskerne fast, da lederne af flokken kom travende ud til dem. Juno bukkede respektfuld for dem. En plettet hingst og hoppe gik hen til og omfavnede Juno. Derefter flettede kvinden en lille fletning i Junos hår. "Mit barn. Pas på dig selv" 
Hingsten, som Larry regnede ud der var Junos far, spændte en bue fast til saddeltaskerne. "Nu har du et våben. Brug det klogt"
Derefter, uden et ord, vendte de rundt og galopperede tilbage til lejren. Juno stod og kiggede efter dem.
"Nå, skal vi afsted du?" Sagde Larry og blafrede med vingerne. Juno kiggede ned på anden, og smilte. "Ja det skal vi"
Juno stejlede og hylede, for derefter at springe omkring og galopere væk fra lejren. Larry gloede efter ham, før han gik på vingerne for at følge med. "Veeent på miiiig" skræppede han, mens han tænke på, hvad han havde rodet sig ud i,