Bleed

10. Et fremmed sted

Jeg vandrede rundt på dansegulvet med Brandon lige foran mig. Han havde hårdt fat om min ene hånd og rev mig med rundt, på vej ud mod udgangen. Jeg havde spillet syg foran min chef, han godtog den og jeg kunne få lov at gå, jeg vidste ikke hvad der ville ske fra nu af, jeg skulle jo også arbejde imorgen, men noget sagde mig at jeg ikke ville komme på arbejde i lang tid. Som jeg nævnte før... imorgen levede jeg højst sandsyneligt ikke længere.

Jeg havde ikke mødt Judy på min vej og gudskelov for det da jeg ikke ønskede at blande hende med i det her, hun havde været udsat for nok, jeg kunne ikke få hjælp fra nogen for så ville Brandon bare ringe til sin gruppe og Ellen vil være død. Jeg måtte følge hans regler... noget i mig havde et håb om at Jamie dukkede op, men noget i mig håbede også at han ikke gjorde, for hvis Jamie dukkede op, så ville Ellen være død, medmindre Brandon ikke ville kunne nå at ringe inden han blev slået til plukfisk.
Jeg ville selvfølgelig reddes og derfor håbede en lille del indeni mig at han pludselig dukkede op, men en anden del af mig håbede ikke, da jeg også ønskede Ellen i live og fri, det her var trods alt min skyld, selvom jeg ikke kunne forstå Brandon's voldsomme vrede og hvorfor han tager sin lille ydmygelse så seriøs, jeg så den som lille, men han så den som enormt stort og ikke tilgiveligt.

Vi nåede hen til udgangen. Det regnede voldsomt udenfor og Brandon løb med mig hen til hans sorte bil, han åbnede fordøren og smed mig ind, han havde noget reb der som han bandt rundt om mig og sædet, jeg blev spændt fast til sædet så jeg ikke kunne gøre noget dumt under kørslen, som at slå ham voldsomt i ansigtet og tage hans mobil så han ikke kunne ringe. Det var godt tænkt af ham, for det havde været min plan.
Han bandt mig til sædet under flere omgange, blev ved med at vikle rebet rundt og da han havde strammet rebet godt og bundet en stram knude... smækkede han døren i og satte sig på forsædet ved min side, han startede bilen og vi kørte afsted i det regnfulde vejr.

Vi sagde intet til hinanden under køreturen, jeg vidste jo ikke hvad jeg skulle sige til ham. Bede ham om nåde? Tigge om mit liv? det ville alligevel ikke ændre noget, Brandon lignede bestemt en som havde taget sin beslutning om mig, han ønskede mig ikke i live, han ønskede mig væk, helt væk.
Men inden det skulle ske, skulle jeg jo lige også ydmyges først, ligesom ham.
Jeg skulle ikke bare dø, det var for hurtigt og nemt, jeg skulle først være nøgen foran ham og hans venner, højst sandsyneligt straffes med pisk måske og tæskes, derefter skulle jeg voldtages og nok derefter dø, det lød godt nok ikke som en lovende aften for mig, og jeg håbede da ikke at det ville ske, at det skulle være min skæbne.

Brandon så stram ud i betrækket... han tændte pludselig for radion hvor der blev afspillet sangen it's my life med Bon Jovi. Det skulle lige være denne sang, selvom jeg normalt godt kunne lide at lytte og synge til den, men bare ikke lige nu, bare ikke i aften, for det her handlede om mit liv og automatisk lyttede jeg til teksten.
It's my life
It's now or never
I ain't gonna live forever
I just want to live while I'm alive
(It's my life)

Ja, jeg ville ikke komme til at leve forevigt, det her var mit liv og det ville ende meget snart.

Brandon blev nødt til at køre forsigtigt i regnen fordi det var mørkt, det piskede ned og vejen var våd, og det gav mig lidt mere tid til at komme på noget. Mine fødder var ikke bundet, måske kunne jeg gøre et eller andet med dem, noget uartigt der gjorde at han ville stoppe og give mig en advarsel eller straf, vi skulle bare ikke nå hen til det sted hvor hans venner befandt sig.
Jeg betragtede radion, sangen spillede stadig men var snart slut, jeg løftede mit ben og sparkede hårdt til radioen, Brandon så anspændt på mig. "Hvad fanden laver du din kælling!" Råbte han og stoppede op. "Prøver du på at distrahere mig?!" Råbte han, jeg sagde intet, bare for at være mere flabet, jeg kunne se at det irriterede ham og han rev fat om mit ansigt og trak det tættere på ham. "Lav ikke numre med mig tøs! Bare vent til vi kommer derhen, så vil du fortryde det!" Jeg spyttede på ham... det var mit svar og Brandon slap mit ansigt og gav mig en ordenligt lussing, det varmede så meget på min kind at jeg fik tårer i øjnene af det.
Brandon startede bilen igen og kørte videre.
"Nu skal jeg også have en ny radio din kælling!"
For at være mere flabet begyndte jeg at grine af ham, han skulle have en ny radio på grund af mig, det perfekte tidspunkt at være mere flabet og irriteret på. Brandon så olmt på mig. "Hvad griner du af?"
Jeg svarede ham ikke, men lo blot videre. Det irriterede ham grænseløst. "Prøver du på at udsætte turen? Det vil ikke ændre noget som helst, vi er der lige om lidt." Jeg lo blot videre, gik helt amok, Brandon skreg af raseri og standsede bilen endnu engang. "Hold din kæft din kælling!" Råbte han, hvor han rev fat i mit hår og trak mig hen til ham, det strammede rebene mere om mine bare arme og det nagede helt vildt, jeg stønnede af smerte.
Brandon kastede mig så hårdt væk fra ham hvor han startede bilen endnu engang og kørte videre.
"Det vil ikke virke tøs! jeg ved hvad du prøver at lave." Mit grineri virkede ikke helt som jeg ønskede det, men jeg havde jo ikke andre ideer så min plan var at grine på resten af turen, Brandon prøvede på at ignorere det, men jeg kunne tydeligt se på ham at det irriterede ham.