Bleed

20. Djævlens Skabere

Jeg havde ikke rigtig nogen tro. Det havde jeg aldrig haft. Jeg troede ikke på at nogen holdte øje med os eller beskyttede os, straffede os. Vi straffer og belønner kun os selv med vores handlinger.
Jeg ville ikke sige at Brandon og hans gruppe her blev belønnet med deres handlinger mod mig. Jeg troede på at der lå gemt ind form for dæmon eller djævel gemt inde i dem. Men hvis jeg mente at gud ikke fandtes. Hvorfor skulle djævlen så?
Fint... Så fandtes gud. Men kun i de gode mennesker, de gode dødelige. Og djævlen fandtes i de onde dødelige og ikke dødelige. En som Jamie. Jeg så skam noget ondt i Jamie. Noget farligt.

Jeg stirrede stadig op på månen imens jeg ventede. Jeg hørte små lyde fra buskene. Helt gode var de heller ikke til at være stille.
Hvis Jamie nu var en vampyr. Som jeg stadig havde svært ved at tro på. Så ville han nok sagtens kunne høre dem. Jeg kendte kun historier om vampyrer. Men det var jo ikke sikkert at de var sande. Med at de var hurtige. God hørelse. Temmelig stærke, kunne ikke tåle sølv eller hvidløg. Styrken og hurtigheden havde Jamie bevist. Men det med sølv og hvidløgen lød som noget værre vås. Men alligevel havde jeg da tænkt mig at teste det. Hvis jeg kunne få lov til det.

Rebene begyndte at stræmme. Jeg prøvede at løsne dem lidt men de havde bundet det temmelig stramt. Men alligevel hjalp det da lidt på det.
"han kommer jo ikke" hørte jeg en sige opgivende. "han skal nok komme, giv det nu lidt mere tid" det lød som Brandon's stemme. "for hende tøsen!? Hun er da det ikke værd" svarede den anden. "hver gang den tøs har været i problemer og det betyder os. Så har Jamie været der, risikeret sit liv for hende, han vil gøre det igen" svarede Brandon i det skjulte. Jeg hørte dybt suk som svar. "han har ikke engang et liv. Han er udødelig! Levende død!" "lige præcis! Det er derfor det er så nemt og enkelt for ham" svarede Brandon igen. 

"Det kan du have ret i!" hørte jeg en stemme sige.

Det var Jamie. Han var dukket op.

Brandon smilede skummelt til ham.
"Det var du længe om. Jeg troede lige at vi skulle slå Alicia ihjel fordi hun nok alligevel ikke betød nok for dig."

"Lad os få afsluttet det her!"

"Jeg kan ikke være mere enig." svarede Brandon med et tomt blik. Han gav Gérard et tegn, han tog en jernstang som lå på jorden, gik hen til mig og slog mig bevidstløs.

_______________________________________

Jeg hørte svagt larmen at de dyttende biler af folk som sad fast i trafikken som havde travlt med at komme på arbejde.

Jeg åbnede roligt mine øjne og kiggede svagt omkring.
Jeg lå i min sofa og huskede intet. Jeg var hjemme og havde hovedpine.

Jeg rejste mig forsigtigt op hvor jeg slentrede ud på badeværelset for at finde en panodil.

Jeg havde ondt i hovedet, men hvorfor?

Jeg havde jo altid gang i nogle skøre ting. Men det her kunne jeg ikke huske.

Jeg tog min mobil frem. Klokken var fire om eftermiddagen.
Jeg gik ud i køkkenet for at lave noget te. Jeg åbnede forsigtigt te posen, kogede noget vand i elkedlen og hældte det derefter i kruset hvor jeg roligt rørte rundt i kruset med en teske.

Jeg pustede forsigtigt ned i koppen og tog en varm slurk og derefter slog det mig. Jeg prustede alt teen ud af min mund.

"Jamie!" udbrød jeg højt.