Noelle Damaris er en elev på Hogwarts. Hun er normalt en glad, hjælpsom og kærlig pige.
Men når man finder ud af dårlige sandheder om dem man elsker allerhøjst og stoler mest på. Forbliver man altid ikke glad.
"Har jeg ikke sagt at du ikke skal, el...
Jeg havde ikke spist, og jeg havde ikke drukket noget. Det eneste jeg kunne tænke på var Draco der virkelig havde opført sig som et røvhul. Jeg havde forventet at jeg kunne stole så meget på ham at når han vidste jeg kunne komme ud for fare at han gjorde et eller andet.
Men jeg tror at jeg havde forventet for meget af ham.
Jeg var på vej ned i storsalen fordi jeg havde lovet Neville at jeg ville hjælpe ham med nogle lektier, selvom jeg ikke kunne tænke klart ville jeg ikke aflyse pga Draco.
Jeg trak vejret dybt inden jeg trådte ind i storsalen, og jeg puttede mit normale smil på. Jeg fik hurtigt øje på Neville, men jeg kunne ikke undgå at kigge efter Draco. Jeg trak vejret dybt, og satte mig overfor Neville.
"Godmorgen Neville" sagde jeg og smilte. Han smilede tilbage, og sagde. "Godmorgen Noelle" jeg kunne mærke at folk kiggede på mig, da Neville sagde mit navn, og jeg kunne høre folk hviske.
Jeg kiggede rundt, og jeg forstod ikke helt hvad folk hviskede om. Jeg kunne høre enkelte hviske.
"vidste du at Noelle's far er i Azkaban, og at hendes mor ikke gider hende. Faktisk er der også nogle der siger at Draco dumpede hende, og er sammen med Pansy nu" altså det var ikke fordi de hviskede lavt, fordi de sad ved Ravenclaw bordet. Jeg kiggede rundt, og fik øje på Draco der sad sammen med Pansy, på en måde så han glad ud men så alligevel ikke.
"Neville jeg har det dårligt, kan vi tage lektierne en anden dag?" jeg rejste mig, og skyndte mig ud af storsalen. Jeg havde tårer i øjnene, og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.
Jeg stødte ind i en på vejen, og jeg havde ikke egentlig lyst til at kigge op, fordi at der løb tårer ned af mine kinder. Jeg er normalt ikke en person der græder, så hvis nogen så mig ville det blive min dommedag.
"Noelle?" det var en varm stemme, og selvfølgelig en jeg havde hørt før. Jeg kiggede stille op, og det var George der stod foran mig. Jeg viftede kort tårerne væk, og smilte.
Han tog min arm, og trak mig med hen i en korridor hvor jeg ikke havde været før. Han lagde stille en hånd på min kind, og tørt de tårer væk der var trillet ned af mine kinder på vejen. Han trak mig så ind i et kram. Jeg kunne nu ikke holde tårerne tilbage, så jeg lod dem bare trille.
"Noelle vil du fortælle mig hvad der er galt?" sagde han mumlende i mit hår, og jeg nikkede kort.
"Jeg fandt ud af at Draco vidste at min kost var i stykker, men han ikke sagde noget. Der er også nogle der har fundet ud af at min far er i Azkaban og det er kun dig, fred, Cedric, Luna, og Draco der ved det. Der var endda nogle der sagde at de godt kunne forstå at Draco havde dumpet mig for at være sammen med Pansy.." jeg begyndte at græde endnu mere end før, og George holdte mig bare ind til sig igen.
"Noelle, ikke hører på hvad de sige vel?" han holdte mig helt tæt, og vuggede mig en smule i hans arme. Han lagde sine hænder på mine kinder, og smilte.
"Jeg ved hvad der kan få dig til at få det bedre" sagde han, og tog min arm og trak mig med ud i sneen. han tog en snebold, og kastede den efter mig. Jeg undgik snebolden, og lavede selv en og skød den efter ham.
Vi endte begge med at ligge i sneen flade af grin. Han havde fået mig til at blive glad igen, og det er faktisk ret svært at få mig til at blive glad når jeg først er ked af det. Jeg kunne mærke at vores venskab kom til at blive stærkere.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Forfatterbesked:
George og Noelle er begyndt og blive en smule tætte, men George har jo en kæreste og det sammen har Noelle.
