Elementbørne 1.

Kapitel 1. Jeg ville bare løbe en tur..

Hurtigt trak jeg min jakke ned fra vores stativ og tog den på.
"Mor! Jeg tager ud og løber!" Råbte jeg så højt som jeg kunne og tog i håndtaget på den gamle, brune træ dør, mens jeg ventede på et svar.
"Det er bare i orden skat," Jeg kunne høre hende trække vejret, og vendte hovedet om, mod døråbningen ind til køkkenet, hvor hun stod med sit brune hår og sine himmel blå øjne. "Bare vær' hjemme inden spisetid."
Jeg nikkede, trak i dørhåndtaget, og gik ud ad den hvide gang. Jeg lukkede hurtigt døren efter mig, og den gik i med et brag.
En kold brise slog imod mig, og jeg nød følelsen af frihed. Mens jeg nød den rene luft, fik mine fingre fat i høretelefonerne og stak dem i mine øre.
I et ordentligt tempo, begyndte jeg at lunte ned til skoven, mens jeg nynnede med på sangen der spillede. Den genkendelige kvindestemme kørte igennem mit hoved, mens jeg nynnede med på melodien til 'You belong to me.'
Et smil spredte sig i mine mundviger, og folk smilede til mig, når jeg løb forbi dem.
Jeg kunne ane skov åbningen, og løb ned af en lidt mindre sti, for at nå ned til skoven.
Inde i skoven svajede træerne let i sommerbrisen. Træerne skyggede en smule for den kolde blæst og jeg trak vejret dybt ned i lungerne.
Sangen skiftede og en stærk og kraftig kvindestemme gjaldede i mine øre. For mine indre øjne, kunne jeg se teksten til Adeles sang; Rolling in the deep.
Stødende, der gik op i gennem mine stødpuder, fik mine ankler til at fjedre.
Jeg bevægede mine arme op og ned, imens luften blæste mit hår bagud.
Ud af min øjenkrog, kunne jeg se en mørk skikkelse. Undrende drejede jeg hovedet, men mine reflekser var ikke hurtige nok. Jeg nåede kun lige at sprede mine øjne op, inden den mørke skikkelse rev mig ned imod jorden.
Jeg kvælede et skrig, jeg mærkede mine høretelefoner blive hevet ud af mine øre, da jeg landede på dem.
En smerte gik igennem min arm, og tårerne fandt vejen ud af mine øjne. Jeg prøvede at vride mig fri, men noget havde et fast greb i min arm.
Små sorte prikker, plantede sig på øjen hinden af mine øjne. Jeg kiggede ned, og skulle til at skrige, da jeg så en grålig ulv som kiggede på mig, med store sorte øjne. Dog var det ikke det der skræmte mig; den havde min nu blodige og flænsede arm i munden.
Jeg kunne høre dens knurren, der kom op gennem struben, da jeg prøvede at trække min arm til mig.
"Vil d-du ik-kke nok slip-ppe mig?" Stammede jeg prøvende, og kiggede ulven ind i øjne. De sorte prikker var gået væk, og jeg var nu følelsesløs i min venstre arm, som den havde fat i. Blod pillede stadigvæk, ned af min porcelænsfarvede hud, og malede den rød.
Den trak tænderne ud af armen og gik få skridt tilbage. Prøvende knyttede og åbnede jeg skiftevis hånden og sukkede lettet, da den ikke var blevet lammet.
Ulven kiggede på mig med bedrøvede øjne, og åbnede munden. Jeg troede ikke mine egne øre, da den talte til mig.
"Undskyld.. Jeg troede at du var en anden." Startede den prøvende ud, og kiggede ydmyg ned i jorden. "Kan jeg gøre det godt igen?"
Jeg sad lidt på den kolde jord, og vurderede mine tanker. Kunne den gøre noget godt eller havde den gjort rigeligt? Det var ikke fordi at jeg havde så meget tillid til den, efter hvad den lige havde gjort. Kort efter nikkede jeg, efter som at den havde kigget på mig i noget tid.
"Ja, det er der faktisk. Jeg har brug for at få lavet dette her sår." Svarede jeg, og prøvede at lyde så venlig som muligt, selvom det ikke var så let. Ulven havde jo lige flænset min arm!
Den nikkede, vendte ryggen til mig og gik tilbage hvor den kom fra. Jeg kiggede undrende efter den, da den vendte sig rundt i mod mig, og nikkede mod skoven. Med en arm som støtte, fik jeg rejst mig op. Et kort sekund stod jeg og vurderede om jeg kunne støtte, uden at blive svimmel. Så skyndte jeg mig efter den grålige ulv, der allerede var noget langt væk.
Ulven førte mig ud i en lysåbning. Jeg, der før havde rettet blikket mod jorden, løftede det, og blev mødt af et fantastisk syn. Små hvide huse, med mørkeblå tag, stod side om side i den lille lysning. På trappetrin sad børn og voksne side om side, og grinede. Nogle få øjne blev rettede imod mig, da jeg fulgte efter ulven, igennem den lille by.
"For resten hedder jeg Erastus." Sagde ulven lavt og bukkede hovedet en smule ned mod jorden.
"Erastus?" Svarede jeg forbløffet og gjorde mig enig med mig selv om, at jeg sagde hans navn forkert.
"Ja, men jeg bliver bare kaldt Ast." Bekræftede han nikkende og satte farten en smule op.
Et stort hvidt hus, med store vinduer stormede sig op foran os. 2 voksne mænd og en kvinde, stod under det lille halvtag, lavet af hvide sten.
Ulven gik målrettede op til dem, og nogle få skridt fra dem forvandlede den sig til et menneske. En dreng med fyldigt brunt hår, gik foran mig, med faste skridt. Hans hænder var let knyttet, og han var forholdsvis høj. Han gik med hovedet let bøjet, og standsede op foran de 3 mennesker.
Jeg nåede op på siden af ham, med tre store skridt, og stoppede op ved siden af ham.
De to mænd og kvinden kiggede nysgerrigt på mig. Den ene af mændene var en ældre herrer, med gråt hår. Hans ansigtet var firkantet, uden særligt mange former. Hans smil var venligt og varmt, men hans øjne var stålgrå og afvisende.
Kvinden der stod ved siden af ham, var forholdsvis ung og højere end ham. Hendes hår var langt brunt, og havde mørkeblå øjne. Hendes ansigtet var flot og man kunne ane kindbene.
Ud af øjenkrogen kunne jeg ane Ast, og blev utroligt chokeret, da de så forholdsvis ens ud. Mor og søn?
"Mhr.." Rømmede den anden mand sig. Han var lidt ældre end kvinden, men lignede stadigvæk en yngre udgave af den gråhårede mand. Hans hår var blond, og hele hans ansigt så afvisende ud.
"Øhmm.." Startede jeg ud, og mærkede en voksende nervøsitet i min mave. Jeg kiggede ned i jorden, og mærkede mine kinder blive varme - også selvom de ikke blev røde.
Jeg kom hurtigt i tanke om min arm, og strakte den frem, så de kunne få den at se.
Kvinden lavede store øjne da hun så den, og tog hurtigt fat. En sviende smerte gik igennem min hud og op ad min hals, op til min hjerne. Jeg bed mig hårdt i læben, og bad om ikke at skrige.
Hun vendte og drejede min arm og kiggede på mig, før at hun trak mig med ind i huset.
Da jeg kiggede tilbage, kunne jeg se den ældre mand, stå med armene bøjet over brystet.
Andet nåede jeg ikke at se, før at de store døre lukkede i bag ved mig.