Elementbørne 1.

Kapitel 4.

Min skulder støtte brutalt ind i dørkammen, og de sorte pletter prikkede for mine øjne. Smerten karvlede op igennem skulderen og ind til kravebenet. Vinden strømmede i mod mit ansigt, og jeg hev efter vejret.
Et kort øjeblik troede jeg at jeg var ude. Havde sluppet ud, inden at han så mig.
Nogle tynde fingre samlede sig om mit håndled, og trak mig tilbage.
Jeg blev brat rykket tilbage, og ind ad døren. Jeg kunne mærke mine skulderblade, der rørte en andens brystkasse.
Jeg stod helt stille. Turde ikke røre mig. Åndede så lavt, at jeg var bange for at mit hjerte ville stoppe - men det gjorde det ikke. Det blev ved med at slå.
En gang.
To gange.
Tre gange.
Fire gange.
Fem gange.
Seks gange.
Syv gange.
Mange gange.
Hånden om mit håndled, blev løsnet og døren lukket i. Jeg kunne ikke stikke af, og det var dumt af mig at gøre ham mere sur. Det vidste jeg.
Jeg rettede forsigtigt mit blik op, og mødte de krystal klare øjne. Han kiggede vagtsomt på mig, og strammede munden i, til at det blev en smal streg.
Hans arme lå krydset over han brystkasse, og han stod lænet op ad døren.
"Hvad laver du her?" Sagde han, med en ligegyldig tone i stemmen. Som om at han overhovedet ikke orkede at vide det. Bare spurgte fordi at det var det han skulle.
Jeg lagde armene overkors, foran mit bryst, og kneb mine øjne sammen. Jeg pustede hårdt og irriteret, luften som jeg indeåndede ud af næsen.
"Hvad laver du her, lysbarn?" Gentog han med en snerrende lyd i stemmen.
Lysbarn? Hvad mente han med det? Med bryne rynket, sukkede jeg kort og overgav mig. Besværet, løsnede jeg blikket fra hans øjne. De søgte overimod dør håndtaget, og jeg bed mig i læben.
Jeg valgte at fortælle ham det hele. Undlod mange ting, men fortalte ham det i hårde træk. Fortalte ham om kvinden, stenen, følelsen af at falde, manden, følelsen af at kende stedet i forvejen og vejen her til.
Han pillede ved nogen bøger i mens at jeg fortalte. Det irriterede mig utroligt meget, men jeg lod det ligge. Vendte blot mit blik op i loftet, og snakkede færdigt.
Tavshed.
Ingen af os sagde noget. Vi kiggede begge to rundt i rummet, og lod som om at vi ikke havde hørt noget. Men hvorfor? Han havde hørt det. Han havde hørt min historie. Han havde spurgt og jeg havde svaret. Men hvorfor lod han det ligge?
Jeg tog mig sammen, og spurgte så endelig. "Hvad mener du med 'Lysbarn'?"
Han rettede straks blikket i mod mig, og rynkede brynene. Han lagde bogen tilbage på hylden, og vendte hele kroppen i mod mig. Han kiggede uforstående på mig, som om at jeg enten lavede sjov med ham, eller var dum.
"Ved du det seriøst ikke?" Sagde han med en undertone, der fik mig til at krympe mig.
"Nej. Kan du ikke bare fortælle det?" Snerrede jeg irriteret, og himlede med øjne. Hvorfor kunne han ikke bare forstå, at når jeg spurgte, så var det fordi at jeg mente det?
"Ehm.. Okay. Men det er en ret lang historie," begyndte han. Han vendte blikket mod jorden, og pustede ind og en enkelt gang ud. "For ca. 100 år siden var der en mand, kaldet Vincent. Vincent havde utroligt meget rigdom og berømthed. Han var en kendt forsker, og levede af at opbygge en vaccine, som gjorde mennesker lidt mere.. Hvordan skal jeg sige det?.. Umenneskelige."
Jeg rykkede nervøst på mig. Mit blik flakkede rundt i det mørk lagte lokale. Stanken af dødt menneske ramte min næse, og sivede indenfor, og fik en kvalme til at bredde sig inden i mig.
"Han arbejde det meste af sit liv på at færdiggøre den, men blev aldrig færdig. Kort efter at han døde, var der indbrud i centeret, og vaccinen blev stjålet. Den blev senere hen fundet, og to mænd og en kvinde, blev henrettet, for at have stjålet den." Han holdte en kort pause, inden at han fortsatte.
"De fandt aldrig vaccinen. Kort inden at tyvene døde, fortalte de at de havde givet tre mennesker vaccinen. Tre meget uskyldige mennesker, blev skyld i den nye race 'Sjalong.' Sjalongerne stak af og bosatte sig ude i skoven, hvor de udvekslede sig fra almindelige mennesker, der havde anfald hvor de forvandle sig til dyr, til en race, der fuldt ud kunne udvikle sig til forskellige dyr. Hvert tyvende år, bliver der valgt, en ny elementar. Lysbarn, er kun et af elementarene og er elementar for lyset.."
Jeg troede ikke mine egne øre. Havde han lige sagt, at jeg var en elementar? Men jeg var jo vampyr?
"Men jeg er jo vampyr." Afbrød jeg ham, "Ingen Shjalonn eller hvad det nu hedder."
"Du er ikke fuld vampyr. En i din familie er Sjalong. Derfra." Svarede han i en rolig tone.
"Men.. Nej.. Jeg.. Hvordan?" Jeg kiggede forvirret rundt. Alle spørgsmålene gik mig til hovedet. Hvordan? Hvorfor vidste jeg ikke noget om det? Hvem ved det ellers? Forvirret trådte jeg to skridt tilbage. Hvorfor lige mig?
Han trådte et skridt frem, væk fra døren.
Med mit blik rettet mod døren, begyndte han at tale, i et roligt tonefald.
"Det kan jeg ikke svare på. Det er kun dig selv, der ved hvorfor at du skulle være Lysbarnet."
Jeg rystede voldsomt på hovedet. Nej, det kunne ikke være sandt. Jeg var ikke nogen skide elementar eller sjalong for den sags skyld. Jeg var mig. En vampyr. Intet lysbarn. Vel?
Stanken, der før havde givet mig kvalme, begyndte at trænge på. Kravlede rundt inde i min krop, og kilede indersiden af min mave og strube. Uden selv at vide hvorfor, havnede jeg på knæene, med hænderne støttende på det kolde gulv.
"Er du okay?" Spurgte han. Jeg ville nikke, men kunne ikke. Sad bare og kiggede ned i jorden. Mærkede stanken, der gav mig en voldsom lyst til at kaste op, kravle ind i mine næsebor.
En hånd tog fat i min krave og trak mig op og stå. Han kiggede undrende på mig.
Da han slap mig, lod jeg mig langsomt falde ned på jorden. Jeg ville bare hjem. Hjem til min elskede mor, og glemme denne skøre dreng. I samme sekund, tankerne buldre i mit hovede, mærker jeg svimmelheden komme. Mine støttende hænder, er utroligt tæt på at give efter under mig. De sorte pletter, danser igen for øjne af mig. Mærker en træthed skylde ind over mig, lysten til bare at ligge sig ned og sove.
Men jeg kunne ikke. Hvad end der skete i min krop, fik det hver en lille muskel til at spænde sig.
"Zoey er du okay?" Sprugte han i et undrende tonefald.
Forskrækket spærrede jeg mine øjne op. Hvorfra kendte han til mit navn? Jeg havde aldrig sagt det, eller nævnt det for ham.
"Hvem er du? Og hvor kender du mit navn fra?" Hviskede jeg i et forfærdet tonefald. Svimmelheden og en irriterende hovedpine, fyldte mit hovede op, med en rungende smerte. Jeg lukkede mine øjne hårdt i, og bed mig i underlæben. Ikke nok til at der kom blod ud.
"Mit navn er Luke." Svarede han mig, og trak vejret dybt ind inden han fortsatte. "Nattensbarn."
Forvirret overtog mørket min krop fuldstændig, og jeg gik ud. Der blev fuldstændig mørkt, og mine muskler begyndte at slappe af. Luke? Det navn havde jeg aldrig hørt om før. Nattensbarn? Betød det, at han var elementar for mørket?
Jeg mærkede igen følelsen af at falde. Denne gang blidere end sidst, men stadigvæk hård. Det føltes som om at der var noget der trak i mig. Gjorde mig længere, større bredere. Trak i alle sidder, alle ender. Der var ikke et eneste sted, hvor det ikke føltes som om at jeg blev trukket.
Også stoppede det. Det stoppede brat op, og jeg åbnede mine øjne på klem. Jeg sad som før, dog sad jeg i baghaven af vores hus. Hvad lavede jeg her?
Med mine hænder, fik jeg skubbet mig op at sidde på knæene. Jeg ømmede mig lidt, da en stor smerte gik igennem min krop. Forvirret kiggede jeg rundt. Hvordan kom jeg her ud?