Elementbørne 1.

Kapitel 8.

"Luke? Er det dig?" Jeg længe mig frem, så sofaen knirkede og kiggede overrasket på personen foran mig. Han trak hætten af hovedet, og afslørede det blonde hår og de krystalklare øjne.
"Hvad laver du her?" Spurgte jeg overrasket, og rynkede bryne.
"Jeg er.." Luke blev afbrudt af pigen der kom over, med et fad. Hun tog tallerkenen ned fra fadet, efterfulgt af flasken med vand. Hun tog en regning, frem og lagde den på bordet, foran mig. Med et smil forsvandt hun igen.
Jeg kiggede sulten på sandwichen, og tog den op, for at spise den. Efter jeg havde taget den første bid, begyndte Luke forfra.
"Som jeg ville have sagt, er jeg kommet.. For at hente dig."
"Hente mig?" Spurgte jeg, med munden proppet af mad, og rynket bryn. For et kort sekund, stoppede jeg med at spise.
"De har givet mig ordre på det.. Jeg kan ikke fortælle dig hvor vi skal hen.."
"Hvad hvis jeg ikke vil med?"
"Så må jeg tvinge dig.. Hellere med end dem, ikke?"
"Hvad mener du?" Jeg kiggede uforstående på ham, mens jeg sank de sidste bidder af min mad.
"Hvis ikke du følger med mig, sender de en anden ud.. Og de er ligeglade med om du er død eller levende.."
"Hvad, hvorfor? Hvad skal de med mig?" Jeg havde hævet stemmen, og nogle af de andre gæster kiggede alvorligt på os. Luke tyssede på mig,og kørte hans fingre rundt på plastic'et på bordet. Der lå billeder og menukortet inde under plasticen, det lignede at han bestilte. Men alligevel vidste jeg bedre. Han ventede på at opmærksomheden om os havde lagt sig, så han kunne fortælle færdigt.
Jeg kiggede rundt, og så en mand sidde ved baren. Han kiggede på os, så de grønne øjne nærmest stirrede ind i mit sind. Hans mørke har, var fedtet og lagt tilbage med voks. Han havde læderjakke på, og i hånden havde han en flaske vodka. Som jeg frygtede, rejste han sig langsomt og gik hen i mod vores bord.
Jeg rettede straks blikket i mod bordet, og satte med pegefingeren noget pandehår om bag øret.
Blodet kørte rundt i mig, og jeg følte mig pludselig svimmel. Jeg vidste ikke hvorfor, eller hvad der var så galt. I et skærpede mine sanser sig, og de skarpe tænder, brød igennem tandkødet. Der var fare på færre, og jeg havde stor tiltro til at denne fare var manden.
Jeg vendte blikket en smule op, uden at rykke hovedet, og så at manden stod tæt på bordet.
Da flasken ramte bordet med en hul lyd, vendte jeg blikket ned igen.
"Genere han dig?" Brummede manden med en mørk stemme, og kiggede frem og tilbage mellem os. Selv herfra hvor jeg sad. Kunne man lugte hans stinkende ånde, og jeg kunne nærmest se hans pulsåre banke. Han var fuld, men troede inderst inde at han gjorde en god gerning.
"Vi sad bare og talte." Svarede Luka roligt, og kiggede kort op på manden. Han kiggede ham ikke i øjne, i stedet for farvede hans blik rundt i lokalet.
Folk prøvede at ignorere os, men det var åbenbart svært.
"Jeg spurgte pigen, om du generede hende!" Sagde han højere. Han var ved at blive vred, man kunne se det på hans blodåre der bankede hårdere og hårdere.
"Nej." Nærmest hviskede jeg, mens jeg kiggede ned i bordet. Hvorfor kunne han ikke bare skride?
"Se selv." Sagde Luke arrogant, og smilte ned i bordet.
Det fik dråben på mandens bære til at flyde over. Han hejste hånden med den tomme flaske i, og med et sus, sendte han armen afsted, i et sving, i mod Lukes hoved. Luke nåede ikke at reagere før at flasken smadrede ind i siden på hans hoved, og han nærmest faldt tilbage i mod sofaens læder betræk.
Med en hurtig bevægelse fik jeg rejst mig op, men det var også det eneste jeg gjorde, for inden jeg havde rejst mig op, havde manden allerede flået Luke ned fra sofaen og ned på gulvet.
Hans hænder strammede om Lukes hals, og bronze farven fra blodet, blandede sig med det lyse hår. Luke holdte svagt rundt om mandens hænder, og prøvede at trække dem væk, uden held. Luke sprættede under manden, men han var tydeligvis stærkere, og mere fuld.
Folkene rundt omkring på cafeen, sad med åbne munde. Jeg kunne høre et glas smadre, og vidste at pigen med smilet, var gået ud for at ringe efter politiet.
"Stop!" Skreg jeg, og var hurtigt ude fra bordet af. Foran mig lå Luke, med manden ovenpå sig. Han var ved at få en bleg farve i hovedet, og jeg vidste at det ville være for sent inden politiet kom, hvis ikke der blev gjordt noget.
Jeg styrtede ned i mod manden, og prøvede at få ham trukket væk. Han slap et kort øjeblik for at skubbe mig væk, og Luke trak tydeligt en håndfuld luft ind. Hans brystkasse rykkede op og ned, i små ryk, og jeg fik en ide. Manden havde rakt hænderne ud, for at skubbe mig væk, og inden han nåede at tage dem til sig, havde jeg fået fat i dem.
Han prøvede at trække dem til sig, men uden held. Jeg holdte så hårdt jeg kunne, og prøvede at trække ham væk fra Lukes krop.
Luke lå stadigvæk og trak vejret i små ryk, dog med lukkede øjne. Man kunne se de røde mærker på hans hals, der plantede sig med den normale hudfarve.
Jeg blev overrasket, da manden pludselig trak sine hænder tilbage med så stor kræft, at jeg øjeblikkeligt blev trækket fremad.
Jeg mærkede en voldsom smerte i hovedet, da jeg fløj ind i, det jeg tror var en sofa kant. Min hånd fløj op til mit hoved, og ned til mine øjne, for at se at jeg blødte.
Jeg prøvede at rejse mig op, men pletter begyndte at danse for mine øjne.
Da jeg endelig var oppe, sad jeg kort tid, inden jeg vendte hovedet i mod manden og Luke. Jeg så to store mænd, stå og holde fast i manden. Det var først nu, at jeg så deres uniformer.
Politiunifromerne var let genkendelige, og jeg genkendte den også, da en kvinde satte sig foran mig.
"Er du okay? Det var et hårdt slag.." Hun prøvede at komme i kontakt med mig, men mine øjne ledte efter Lukes krop. Hvor end jeg rettede dem henne, kunne jeg ikke se ham.
"Hvor er han?" Min svage stemme blev næsten overfyldt af lyden af sirener.
Kvinden kiggede med medlidenhed i blikket på mig, uden at sige et ord. Hun rakte mig sin hånd, og fik mig op at stå, og til min forbløffelse, så jeg Luke sidde op af sofaen, vi havde siddet ved.
En læge sad ved siden af ham, og var ved at tage hans puls.
"Han var heldig," sagde kvinden og fortsatte. "et par sekunder mere, og han havde været død."
Ordene fik det til at krible mig koldt ned ad ryggen.