Elementbørne 1.

Kapitel 2 - At falde.

Jeg sad i den store træstol, med min arm på kvindens ben. Hun sad på det slidte, brune træbord som stod foran mig. Langsomt og roligt, hældte hun noget rensende væske du på et stykke foldet papir. Hun vendte flasken en runde og tog den så fra papiret, før at hun lagde den på bordet.
Hun tog fat i mit håndled, og lagde papiret mod mit sår. Mens at hun langsomt dryppede, kiggede jeg ned i jorden. Jeg bed mig hårdt i læben og jeg fik en metallisk blod smag i munden.
"Så hvad hedder du?" Spurgte kvinden, med en smuk lys stemme. Hun duppede stadigvæk papiret mod mit henholdsvis store sår.
"Zoey Angell. "Svarede jeg, og sank. "Hvad med dig?"
Jeg pustede ud, efter at jeg - heldigvis - havde beholdt min stemme i ro.
"Elis Zaccoh." Svarede hun mig, med et smil. Hun fjernede papiret, hældte noget mere væske på, og duppede det igen i mod mit sår.
"Hvordan fik du sådan et grimt sår?" Spurgte hun forsigtigt, og vendte hovedet mod hendes fingre og papiret.
Langsomt pustede jeg ud, og gjorde mig klar på at fortælle. "Jeg var ude og løbe i skoven, da jeg fornemmede en skikkelse i min højre øjenkrog. Jeg nåede ikke at reagere før, en grålig ulv var over mig...," Lagde jeg ud. Jeg kunne mærke at jo længere min fortælling skred frem, jo mere strammede hun om mit håndled. "Og sådan fik jeg såret." Afsluttede jeg.
Hun sad helt stille og nikkede. Hun smed papiret fra sig i skraldespanden og rejste sig.
Hun åbnede en skuffe og tog noget forbinding ud, før at hun vendte tilbage. Hun satte sig op på bordet igen, og tog fat i min arm. Med et ryk, fik hun forbindingen op, og rullet den rundt om min arm. Hun rullede den rundt, og sikrede sig at den sad okay, inden at hun satte det fast.
Jeg trak min arm til mig, og ømmede den lidt, før at jeg vendte blikket op i mod hende. Hun sad og kiggede ned på sine hænder og lignede en der skulle til at sige noget.

Efter noget tid i stilhed kiggede hun på mig og smilte. Hun hoppede ned fra bordet og begyndte at gå i mod døren.
Hurtigt rejste jeg mig op, så hurtigt at stolen hvinede, da den kørte over gulvet.
"Hvor skal du hen?" Spurgte jeg forbavset og luntede op på siden af hende. Intet svar. Hun kiggede blot frem for sig og gik til venstre for de store sten døre, og ned i mod en trappe.
Så hurtigt jeg kunne, luntede jeg efter hende. Hun var hurtig, og det var ikke fordi at hun valgte at sætte farten ned.
Hun fortsatte ned i mod en gammel, slidt dør. Der var dunkelt dernede og hårende på mine arme rejste sig.
Hun gik ned til døren og satte fingerspidserne mod det gamle træ.
Jeg valgte at stille mig, for foden af trappen. Jeg var stadigvæk ikke helt tryk, med det her og havde derfor alle mine sanser klar.
Døren gik op efter et par minutter og hun trådte ind. Hurtigt smuttede jeg med ind, inden hun lukkede døren med et brag.

Rummet var mørkt, og rundt i kanterne stod der fakler med ild i. Der var ingen vinduer eller døre, undtagen den vi var kommet ind ad.
Langsomt vendte mine øjne sig til det mørke lys og jeg kunne endelig se indholdet af rummet.
Forenden af rummet stod der en større trone. Tronen var lavet af sten og var klar og ren. På hver sin side, stod der tre søjler, der førte ned til døren vi var kommet ind ad.
På hver søjle var der en sten, med mønstre mejslet ind i dem. Langsomt gik jeg skridt for skridt, frem i mod stene.
Kiggede godt og grundigt på det mejslede mønstre og dekoreret søjler. Da jeg kom ned for enden, fangede en speciel sten min opmærksomhed. Den var lysere end de andre og havde forskellige freds tegn mejslet ind i den.

Det var som om at jeg blev opslugt af den. Som om at jeg ikke kunne se andre ting. Som om at den talte til mig; Kom heeer.
Langsomt trak jeg min hånd op og rakte ud efter stenen. Sådan der. Kom nu, du vil godt. Kunne jeg høre stenen hviske ind i mit øre.
Mine spinkle fingre tog let fat om stenen. Et hvidt lys, lyste ud i mellem mine fingre. Jeg gispede, og skulle til at slippe stenen, da en kraftig trang strømmede igennem min krop.
Jeg trak vejret ind, og fik en rolig fornemmelse i kroppen. Langsomt lukkede jeg øjne. Jeg kunne mærke at jeg stod og svajede, men nægtede at åbne øjne og spulere denne rolige følelse.
Jeg kan høre mig selv mumle noget, og hører et drengede gisp, langt fra mit venstre øre. Jeg knuger fingrene om stenen og trækker den ind i mod min krop, holder den ude for mit hjerte.
Jeg begyndte hurtigt at svaje voldsommere og voldsommere, og prustede ud.

Og pludselig faldt jeg. Jeg faldt bagud.
Jeg landede ikke på noget, fortsatte bare med at falde i alt uendelighed. Jeg mærkede mørket omsluge mig og min krop gik i panik.
Jeg prøvede at rejse mig, eller på nogen måde at komme op, men det hjalp ikke. Jeg slog om mig med armene, men intet hjalp. Det eneste jeg kunne gøre var at knibe øjne i.

Kort efter mærkede jeg en indre varme. Den indre ro kom tilbage, og jeg slappede af igen. Løsnede mine øjne og pustede roligt ud.
Da jeg åbnede øjne, så jeg et hvidt lys omkring mig. Jeg skreg. Hvad var det her? Hvad sker der?
Panikken som spredte sig inde i mig, fik mig til at flyve rundt, mens jeg faldt ned i mørket. Jeg anede ikke hvor jeg var på vej hen.

Så kom mit projekt ud i verden. Dette var kapitel 2 på den 17 årige Zoey Angells eventyr.
Hvad syntes du så sent/tidligt? (:

Jeg ville ikke skrive en besked til det første kapitel, da jeg var bange for at ødelægge noget. - Som jeg nok ikke alligevel ville have gjort, men man kunne jo aldrig vide.. Heheh.

// NNiemeyer.