Elementbørne 1.

Kapitel 5. - Lasagne.

Besværet rejste jeg mig op på benene. Jeg stod og svajede lidt, og mærkede vinden på mine arme. Den kølige luft, der tog fat i mit hår og legede med det. Blæste videre og fik træerne til at svaje, ligesom jeg svajede.
Med vaklende skridt, gik jeg hen til skydedøren, som vendte ud i mod baghaven. Ved siden af dem, stod der blomsterbede på hver sin side, med rødlige og gullige tulipaner. De pyntede flot og så fantastiske ud, som de stod der, foran det gamle træhus.
Mine fingre rørte blidt dør rammen, og mine øjne søgte rundt der inde. Lyset var tændt, og egetræs møblerne stod hvor de plejede. Det hvide tapet, oplyste stuen og lod lyset komme ind.
Døren, ved siden af egetræs reolerne, gik op. Det brune hår til skuldrene, og de himmel blå øjne, der mødte mig, fik en rolig følelse til at svømme rundt inde i mig. Hun gik i et roligt tempo, hen til stuebordet, og rakte ud efter fjernbetjeningen. Kort efter at hun havde fået fat i den, tændte fjernsynet og skærmbillederne kørte over skærmen.
Uden selv at opdage det, bankede jeg på med mine knoer. Før lyden døde ud, kiggede kvinden op.
Hun brynkede bryne, og gik hurtigt hen til skydedørene, hvor jeg stod.
Med et tryk ned i håndtaget, fik hun åbnet døren og stod et kort sekund og kiggede på mig.
"Hvad laver du dog herude, skat?" Bekymringen i hendes stemme var ikke til at tage fejl af. Hun flyttede sig, så jeg kunne træde ind.
En knugende smerte, gik op igennem mine stødpuder og flød videre op igennem mine ben, hvor den løsnede sig. Mine ben førte mig videre hen til læder sofaen, hvor jeg langsomt satte mig ned.
Og hurtigt blev mine øjne fanget af billederne der flød over skærmen, på det store Tv.
"Er du helt okay?" Hun gik forsigtigt hen til mig, og lagde en hånd på min skulder.
Jeg nikkede, ikke særligt kraftigt, men nok til at hun flyttede hånden fra min skulder.
Jeg flyttede ikke mit blik, for at kigge på hende, men fastholdte det på Tv skærmen.

Først flere minutter efter turde hun rette sit blik i mod mig, og tale med mig.
"Har du lyst til noget at spise?" Sagde hun forsigtigt og rejste sig op.
Jeg mærkede min mave rumle, men bare tanken af mad, gav mig kvalme. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle bukke under for, men tilsidst vandt maden. De spidse hjørnetænder, var alligevel at prikke til det forsvarsløse tandkød.
Hun gik med faste skridt, kort efter at jeg havde nikket. Døren til køkkenet gik i med et klik, og jeg hørte hende rude rundt, i de mange potter og pander.
Jeg fik endelig styr på mit blik, og kiggede rundt i vores lejlighed. Mit blik landede på stuebordet, hvor notesblokken lå. Ved siden af den, lå den sorte stiftblyant, og min fingre rakte straks ud efter det.
Jeg trak det til mig, og åbnede langsomt notesbogen.
På den første sidde, stod der skrevet noget. Bogstaverne, var skrevet med store blokbogstaver, og fyldte det meste af siden. Jeg havde skrevet dem, for at mine forældre ikke skulle tro, at de bare kunne skrive i den, som de passede dem.
Til sammen lavede bogstaverne nogle ord.
ZOEYS TEGNEBOG.
Stod der med store bogstaver. Min pegefinger og langefinger, vendte i sammearbejde, den næste sidde. Rundt i kanten, gik der et blomstret mønster. Jeg ville gætte på at jeg havde tegnet, en form af en lilje.
I midten, havde jeg tegnet en pige. Det mørke, sorte hår faldt naturligt ned over hendes skuldre, og den blå stribe ved bandehåret, gav håret mere liv. Hun rakte hånden ud i mod mig. Hendes fingre var fulde af ar, som gjorde hende speciel. I den anden hånd holdte hun et skinnende sølvsværd. Hun var ikke spinkel, men istedet for, godt formet. Hendes skuldre var en smule bredde, og taljen fulgte efter. Hun var ikke tyk, men hellere ikke specielt tynd. Hendes mosegrønne øjne, glinsede på papiret. Det skæve smil på hendes mund, kunne narre enhver.
Hun havde ikke kamp tøj på, men hendes krop var prydet af en mørk trøje, og et par sorte joggings bukser. Hendes sko var hellere ikke noget at råbe hurra for, men jeg var ligeglad.
Over hendes hovede, over det mørke, sorte hår, med den blå stribe, stod der med et blomstret bogstav, L.
Hendes navn var L - jeg havde navngivet hende det. Rigtigt skulle hun have hedder Maja, men det klingede ikke.
Chokeret kiggede jeg op, da køkken døren gik op. Hurtigt pakkede jeg min tegnebog sammen, og lagde den på bordet, sammen med stiftblyanten.
Min mor kom ind, bærerne på to tallerkner, og satte den ene på bordet foran mig. Hun tog selv den anden og satte sig i sofaen.
Jeg mærkede min mave rumle, ekstra meget, da jeg så det der prydede tallerknen. Lasagne. Kødet og spagetti bladerne, samlet sammen, til en ret. Duften, fik min mave til at slå knuder og min mund til at løbe i vand.
Uden at tage blikket fra tallerknen, rakte jeg ud efter bestikket, som min mor havde taget med ind, med højre hånd.
Jeg spiste hurtigt, og ud af øjenkrogen, kunne jeg se min mor sende bekymrede blikke, i min retning. Jeg ignorerede det, og nød maden, der udfyldte tomrummet i min mave. Den rumlende sult, blev mindre og mindre, mens mæthedfornemmelsen kom længere og længere i sigte.

Det skramlede, da jeg lagde bestikket på min tallerken. Mæt, lagde jeg mig tilbage i sofaen, så mine skulderblade støttede på læder betrækket. Mine hænder støttede på min mave, i mens mit blik igen, havde fanget Tv skærmen. Min mor satte sin tallerken ned, ved siden af min, og satte sig lidt tilbage i sofaen.
Hun kiggede forsigtigt på mig, som om at jeg kunne krakelere hvert øjeblik.
"Er du mæt?" Spurgte hun, i et forsigtigt toneleje og lagde hånden på sofaryggen.
"Ja.." Svarede jeg, med en lidt hæs stemme. Jeg pustede roligt ud.
En træthedsfornemmelse, steg mig til hovedet, og trætheden skyllede ind over mig.
"Jeg tror," Lagde jeg ud, og rettede mig op. "At jeg går i seng."
Min mor nikkede, tog tallerknerne og fortsatte ud i køkkenet.
I et roligt tempo, gik jeg hen, til døren, ikke så langt væk fra køkkenet. Da jeg åbnede døren, kom mit lyse værelse mig i møde. Træt fik jeg slæbt mig hen til sengen, og havde ikke andre kræfter end at ligge mig ned i sengen.
Mine øjenlåg, lukkede langsomt ned for mine øjne.