|Trishs' Life!|

// Alma Don't do it for me. //

- I skolen. -
Jeg ville ikke snakke med Alma, det kan godt være at hun røg. Eller rettere sagt ryger, og at det ikke er mit problem. Men hun er allerede så tæt knyttet til mig, og jeg vil da ikke have en bedste veninde som ryger.
Jeg gik hen til mit skab, jeg så Alma, komme gående hen til mig. Men jeg ville ikke snakke med hende.
,, Trish, kan vi i det mindste snakke om det?'' spurgte hun, og jeg kunne se at tårnene i hendes øjne, pressede sig på.
Jeg sank en klump, det var virkelig svært at se hende i øjnene og virke kold på samme tid.
Jeg besluttede mig for at sige ja, og vi gik udenfor. Solen skinnede, og man kunne se sollyset på det bløde grønne græs.
Det var frikvarter, så vi havde en time eller sådan noget til at snakke.
Vi satte os, bag nogle buske et stykke væk fra skolen.
,, Trish, jeg er virkelig ked af det.'' begynder hun at sige, som svar nikkede jeg bare.
,, Men, du er nødt til at acceptere at sådan her er jeg.'' siger hun.
Der kom det, en kæmpe smerte fyldte mit bryst. Sagde Alma lige det?
Alma, er en sød og dejlig pige. Og jeg gik ud fra, at hun ikke kunne finde på at ryge - overhovedet.
Også, kom det der lige pludselig.
,, Trish, du siger ikke noget.'' siger hun, og vifter en hånd for at bringe mig tilbage, fra mine egne tanker.
,, Det tager bare lidt tid, at sluge.'' siger jeg så.
,, Det er vel okay, og du er ikke sur? vel?'' spørger hun så, tøvende.
Jeg trak på skuldrene, og så ned i jorden.
,, Trish, jeg vil virkelig gerne have at du også er med i denne samtale.'' siger hun.
,, Alma, hvad skal jeg sige?.'' siger jeg, lidt koldt.
Alma, ser såret ud. Alma er meget følsom, og fint - følende.
,, Alma, det var ikke sådan ment. '' siger jeg så.
,, Det ved jeg.'' siger hun, og hvad jeg kunne ane kom der et lille skævt smil på hendes mundvig.
Jeg tog hende langsomt ind til et kram. Jeg kunne mærke små vanddråber på min skulder.
Alma græd. Det gør mig så forfærdelig ondt, at se hende græde.
,, J-jeg.. Skal nok stoppe.'' hulker Alma.
Jeg klemte hende mere ind til mig, jeg var glad. Hun vil ofre noget som er meget svært, at stå imod for mange mennesker. Bare for min skyld.
Vi hørte klokken ringe ind, og vi gik sammen tilbage til skolen.
Jeg er glad for Alma, hun er en god veninde. Endda min bedste veninde.
Vi havde ikke timer sammen resten af dagen, så jeg var lidt Forever Alone - No Friends agtig.
Hun kunne heller ikke være sammen efter skole, da hendes mor og hende skulle ud at shoppe.
Da jeg havde geografi i sidste time, fornemmede jeg at nogen iagttog mig. Eller bare sad og stirrede på mig. Det løb mig, koldt ned af ryggen. Jeg kiggede rundt i klassen, og ingen så på mig. Ikke af hvad jeg så. Det var virkelig uhyggeligt og skræmmende.
Efter timen, da jeg lige havde løftet mine bøger op til mig. Kom menneskemængden, og jeg tabte tilfældigvis mine bøger. Jeg satte mig på hug, og skulle til at tage den sidste op i min favn, da min håndoverflade, mødte en blød hånd. Jeg kiggede op, og mødte de lyseblå øjne, hans smil bredte sig, da han genkendte mig straks. Broadway hjalp mig op at stå, og gav mig min bog. Han rømmede sig kort, og kløede sig akavet i nakken.
,, Tak. Tror jeg.'' siger jeg.
,, Det var så lidt.'' smilte han, og gik ud af rummet.
Broadway er virkelig romantisk, men også ret gammeldags. For det første, er han min nabo, for det andet går han på det samme hold som mig, i geografi.
Kunne jeg ikke bare slippe, for ham. Sådan helt helt?
- Efter Skole. -
Resten af min dag, gik fint. Jeg fik snakket med Alma, og følget godt med i timerne.
Jeg gik hjem, min mor kunne åbenbart ikke hente mig.
Men jeg havde stadig som om nogen, følger efter mig med deres øjne. Virkelig creepy!
Jeg kiggede bagom, men så ingen. Lige inden, da jeg så støder ind i noget eller rettere sagt nogen.
Broadway Evens.
Jeg mister balancen, men Boardway er hurtig til at gribe mig. Han griber mig, med hans hænder om livet på mig. Vi står et kort øjeblik, og bare kigger hinanden i øjnene. Inden han afbryder stilheden.
,, Ehm.. Er du okay?'' spørger han.
,, Ja, det tror jeg.'' svare jeg, lidt forvirret.
,, Du ser noget bleg ud.'' siger han, bekymrende.
Han løsner hans greb om mig, og træder et skridt tilbage.
,, Jeg har det fint, okay?'' siger jeg, med en lidt hævet stemme.
,, Rolig.'' siger han.
,, Jeg er skam, helt rolig.'' siger jeg.
,, Det ser ellers ikke sådan ud?'' svare han igen, på en virkelig flabet måde.
Jeg går forbi ham, jeg når lige at puffe til hans brystkasse med min ene skulder.
Han indhenter mig hurtigt, og ender med at gå ved siden af mig. Jesus Christ.!
,, Hvad vil du?'' siger jeg, koldt.
,, Du ved da godt, at jeg bor ved siden af dig.'' siger han.
,, Ja, og?'' siger jeg igen.
,, Tja, jeg skal jo tilfældigvis også samme vej.'' siger han.
,, Kunne du ikke bare tage en anden gade? '' spørger jeg.
,, Næh.'' svare han.
Det her bliver en laaang gå tur.
------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Heeeeeeej!
Hvad syntes du om kapitlet?
Undskyld, at det er lidt forsinket. Har desværre ikke haft tid, til at lave videre.
Men jeg håber at i nyder kapitlet, giv gerne shoutout af min teenage fiktion.
Baaaaai.
//Sara.//