Wolves

Kapitel 3

De gule øjne lyste i tågen. Tågen var ikke særlig tyk, men tyk nok til at den ikke afslørede øjnenes ejer. "Lad hende være! Hvad er der galt med jer? Skal I virkelig gøre sådan nogle ting?" Råbte øjnene i tågen. Skygger af elever fra større klasser stirrede i mørket. Kayla lå nede på jorden, hun stirrede på de gule øjne. Store klumper mudder gled ned ad hendes ansigt, de våde bøger der var spredt rundt omkring, åbnede og lukkede sig i den kolde vind. "Det er okay." Sagde Kayla. "Nej det er ej! Kig på dig selv! Du har været kostet rundt med i så lang tid at du bare lader det ske!" Råbte øjnene, de kiggede hurtigt fra sted til sted. Det var helt stille i skolegården. Alle andre elever var taget til time. "Clara, SÅ er det nok!" Råbte Kayla, hun rejste sig op. "Jeg finder mig ikke i hvad de bøller har gjort, og bare fordi jeg ikke viser det, betyder det ikke at jeg har brug for en beskytter." Sagde hun. Claras øjne blev grønne igen. "Hvad er du..." Hviskede en af drengene. "Jeg bliver ikke for at finde ud af det." Sagde en af de andre drenge, også løb de. De stoppede ikke, de var bange. Der stod skolegården tom igen. Eller, næsten tom. Bøgerne spredte sig mere i takt med vinden. "Er du okay?" Spurgte Clara. "Dine øjne... du må nødt til at styre dig selv!" Sagde Kayla imens hun rejste sig. Langsomt samlede hun resten af bøgerne op. "Hvad mener du med at jeg skal styre mig selv?" De kiggede på hindanen lidt. "Lydt Clara, der er noget jeg ikke fortæller dig. Men nu og her er ikke hvor jeg skal sige det. Kan du komme hjem til mig fredag og overnatte?" Spurgte Kayla. "Hvad? Ja, men hvad er det du ikke fortæller mig?" Clara gloede på Kayla. "Det er øh... glem det. Bare hold lav profil indtil jeg..." Sagde Kayla. "Vi skal til time!" Råbte hun. Hun håbede på at Clara ville glemme alt under timen.

Flere dage på den nye skole var gået. Det var en fredag eftermiddag, skolen var lige afsluttet. Clara ventede på Kayla foran porten. Kayla kom gående, "Skal vi så hjem til dig?" Spurgte Clara. "Ja, følg med mig!" Sagde Kayla med et smil på læben. "Øh, okay." Clara var helt forvirret, de grinte. Kayla tog hendes hånd og løb med Clara hele vejen hjem til Kayla.

Huset var ikke så stort som Claras hus. Den var hvid med grønne planter voksende overalt. Ligesom Claras hus førte haven ind i den lokale skov. Huset lå inde i en lysning, med træer dækkende overalt omkring dem. En grusvej førte ind til huset. Taget var sort med grøn fra planter. Huset var helt sikkert gammelt, men den var smuk. Clara og Kayla trådte ind i huset. "Min mor er ikke hjemme endnu, min far er dog på sit hjemmekontor så vi skal være lidt stille." Sagde Kayla. De gik sammen ind i stuen. Væggene var malet hvide undtagen et af dem som var mørkegrøn. En sort sofa stod foran et tv og en træstub, som var brugt som bord. Rummet var fyldt med blomster og planter, og et gråt tæppe herskede det brune trægulv. En vinduesdør gik ud til haven hvor der var et kort hegn. "Denne vej." Sagde Kayla. Hun tjekkede sin telefon på vej til hendes værelse. Værelset var fuldt af personlighed. "Clara, nu skal du høre det hele." Sagde Kayla og satte sig på sin seng. Den var dækket af tæpper. Clara fulgte med og satte sig ved siden af. "Clara. Vi er en slags ulve," "Hvad?" Afbrød Clara. "Lyt nu bare! Vi har ikke så meget tid Clara. Snart oplever du din første forvandling, lige om et kvarter starter det. Vi skal udenfor inden det sker. Jeg vil svare på alle dine spørgsmål, okay? Vent, har du hovedpine?" Sagde Kayla lidt nervøst. "Ja lidt... Men hvad mener du med at vi er ulve?" Clara var fuldkommen forvirret. "Ser du, ulve får gule øjne når de er bange eller vrede. De gule øjne kan fører til vores forvandling. Hvis vi har haft en under en fuldmåne før. Så snart der er fuldmåne vil vi være ulve indtil den går væk. Ulven i os er anderledes. Den tager tid at styrer, og selv hvis man kan styrer den, kan man ikke under en fuldmåne. Derfor bor mig og min familie så tæt på skoven, så når vi forvandler os, er vi der." Kayla var afslappet. "Vent, hvordan ved du om jeg er en af jer?" Clara stirrede i jorden. Det var meget at tage. "Du bliver ikke så let forpustet når du løber langt, dine øjne bliver gule, du har hovedpine, du er mere aggressiv end normalt og din mor var en ulv. Så selvfølgelig er du også." Sagde Kayla. Hun var dybt seriøs. "Det her er sindssygt. Jeg tager hjem nu. Hvordan skal du kunne vide noget om min mor?" Clara rejste sig for at gå, men Kayla greb hendes hånd. Kaylas blå øjne blev gule. "Du. Bliver. Her. Du er for farligt at være derhjemme." Knurrede hun. "Lyt nu. Din mor arbejdede i mine forældres firma, men en dag var hun mystisk forsvundet. Firmaet vidste at hun havde en datter, så de skulle finde ud af om hun også var ulv, så hemmeligheden ikke ville blive sluppet ud. Det er det firmaet gør. Beskytter hemmeligheden. Du var blevet skygget fra alle steder for at finde tegn, og da du flyttede hertil, var det min tur, mit job at finde ud af det og forklare dig alt. Og nu er jeg din ven, din støtte." Fortsatte hun. Øjnene blev gulere og Claras øjne skiftede sig også. De smilte. "Det er ved at ske, vi skal ud nu!" Kayla hev Clara med udenfor, ind i haven. Claras ansigt havde ændret sig, hun var såret. Hvordan kunne hun ikke vide det her? Hun følte sig dum. "Ik være bange, okay?" Sagde Kayla. Den gule farve blev stærkere og stærkere i deres øjne. De ændrede sig i et øjeblik. Først var de mennesker, men nu ulve. Claras pels var ildrød, med noget lysere rødt på maven. Kayla var helt hvid. "Vent... du var ulven?" Bjæffede Clara. "Ja, det var mig. Kom nu med ind i skoven! Jeg kan slet ikke vente!" Kayla og Clara løb om kap. De løb og løb indtil de kom hen til en bakke. Der stod de, i månens skær. De hylede højt. "Mine forældre kommer om lidt! Jeg kan lugte dem." Bjæffede Kayla. "Wow, jeg kan lugte alt! Jeg kan høre alt! Er det også sådan i menneskeform?" Clara rullede sig i græsset af glæde. "Ja, præcis!" "Og hvad med far, kommer han også?" Bjæffede Clara. "Nej. Han er menneske, dit fjollehoved! Du skal huske at holde det hemmeligt for din far. Han vil ikke kunne forstå det." Bjæffede Kayla, og der kom Kaylas forældre løbende. Kaylas mor var virkelig lyse-blond, næsten hvid i pelsen, og Kaylas far var grå, med sorte poter. "Clara, hvad synes du? Er det her ikke bare fantastisk!" Hylede Kaylas mor. "Du kan kalde mig for Mrs. Davis og ham kan du kalde for Mr. Davis!" De var alle virkelig spændte, over glade, som en slags bombe der hvert sekund kunne eksplodere. "Kom så med de damer! Vi skal afsted og løbe ved blomster-marken, som en rigtig flok!" Bjæffede Mr. Davis. De hylede en sidste gang, før de alle var stukket af.