Wolves

Kapitel 6

Clara sad i kantinen. Hun rørte nærmest ikke sin mad. Hvem var den ulv? Hun kendte jo godt til det med ulvene. Var det der bare noget hun havde forestillet sig? Eller var det et af de tricks Kayla havde snakket om. Clara stirrede bare på sin mad, prikkede lidt til det her og der. "Er du ikke sulten?" Spurgte Kayla. "Du skal da spise noget." Sagde hun. "ØH Hvad, hvad, hvad??" Sagde Clara forvirret. "Er du okay?" Kayla så bekymret på Clara. "Ja, undskyld. Det er bare... ikke noget. Det er lige meget." Der var gået en uge siden hun så den. Glem mig... hviskede stemmen. Hun kunne genkende den. "Hvor er du?" Clara kiggede rundt. Hun ville se den igen. Bare et glimt til. "Jeg er her?? ... Er du sikker på at du er okay?" Spurgte Kayla. "Sig noget igen, jeg beder dig!" Hun rejste sig, begyndte at lede. De andre elever begyndte at kigge på Clara. "Stop nu! Folk kigger jo på dig! Lav profil, husk det nu!" Hviskede Kayla strengt. Clara stod bare. "Jeg..." Hun ville sige noget, hvad som helst. Men hvordan? Hun begyndte at græde. "HAHA! Tøsen tuder jo!" Råbte en dreng noget længere væk. Alle begyndte at brøle af grin. Kayla blev vred, hun fik gule øjne. Hun mærkede den prikkende følelse. Alle havde for travlt med at grine ad Clara, ingen kunne se det gjorde det hele værre. Flere og flere tårer faldt. Kayla tog hurtigt hendes solbriller på, øjnene stadig lysene gule. "Kom her." Sagde hun og omfavnede Clara. Sammen gik de ned til et toilet på skolen. "Det er okay, hvad sker der?" Sagde Kayla. "Det er ikke noget." Hviskede Clara. Hun var ikke ked af det fordi ulven ikke ville vise sig, men hvordan at den mindede sig så meget omkring hendes mor. "Jeg... jeg så en ulv, den mindede mig om nogen nær mig. Min mor. Hun... hun var mystisk forsvundet 2 år siden. Jeg har ikke set hende siden." Græd Clara. "Du tror da vel ikke at? ..." Sagde Kayla. "At hvad?" Hviskede Clara. "Måske... var hun en ulv? Måske er hun der stadig og kalder på dig, fra et eller andet sted..." Sagde Kayla. Noget flushede bag dem. "SHIT!" Hviskede Kayla, ret højt. En pige kom ud fra et af toiletrummene. "Hvor lang tid har du lige lyttet." Hvæsede Kayla. Pigen bemærkede intet, hun vaskede bare hænder. "Jeg taler til DIG!" Råbte Kayla. "Hvad? Undskyld jeg lyttede til musik." Sagde pigen. "Nårh! Øh undskyld..." Kayla rørte sine ører og kiggede ned på gulvet. "Jeg troede du lyttede med på vores samtale. Jeg er Kayla, og du er..." Sagde Kayla akavet. Hun rakte sin hånd frem. "Øh ja, jeg hedder Nala." Nala tog ikke imod hånden, kiggede bare lidt mærkeligt på dem. Clara snøftede bag Kayla. "Jamen, det ville være hyggeligt at snakke noget mere men... jeg skal altså gå nu." Sagde Nala og skyndte sig væk. Kayla skulede til Clara. "Øhm... jaer..." Sagde hun til Clara.

Tiden gik langsomt. Zoe og Faith sad nede bagerst i klasselokalet og fniste. De var den slags piger til bare at grine ad hvem end de kunne få lov at grine af. Det var sæson-pigernes ting. De kunne komme afsted med alt hvad de ville. Drama-showet var ikke startet endnu. Zoe gav Rebecca en seddel. Rebecca kiggede chokeret på det, øjnene større end Rundetårn. Hun kradsede hurtigt noget ned på en ny seddel og gav den til Billy, og Billy en ny seddel til Kenny. Det blev ved indtil det nåede klassens brøleabe. Johny begyndte at råbe, grine, skrige alt muligt. Men der var netop noget særligt ved en af tingene. "CLARA TROR AT HENDES MOR ER EN ULV!" Havde han råbt. Ordene var på loop i Claras hoved. "Er du okay? Skal vi gå?" Kaylas ord blev lavere og lavere i Claras hoved. Nala havde lyttet med, men ladet som om. Og nu troede alle at Clara var tosset. Claras blik var tomt. Hun skreg i sit hoved. Det var virkelig en lortedag. Først blev hun grinet af, så havde Nala sladret og nu troede alle at hun var tosset. Alt var kørende rundt i hovedet på hende. I loop. Grin fyldte rummet. Skrigen, råben, drama, tyssen, loop, loop, loop, loop. "HOLD SÅ OP, HOLP OP, HOLD OP, HOLD OP!!!!!!!" Skreg hun. Hun vidste hvad der ville ske, så hun lukkede øjnene i og løb væk. Hun var en ulv. En ulv fanget på en skole. Kayla løb forfærdet efter. Clara kunne ikke fokusere på andet. Det er okay Clara... hviskede stemmen. Men denne gang ignorerede Clara stemmen. Den havde ikke skabt andet end problemer. Der skulle ikke være flere problemer. Ingen, intet, nul, det hele skulle stoppe. Hun løb langs gangene. Tåre flyvende efter hende. Poterne pressede imod det glatte gulv. Forbi fysik-lokalet, hen om hjørnet, forbi kantinen, ud ad indgangen, ud i den tomme skolegård, igennem porten, ud i skoven. Hun stoppede ikke. Dybere, dybere, dybere. Snart anede hun ikke hvor hun var. Skoven stoppede ikke. Endeligt standsede hun. Hun var ved en sø. Clara kunne huske den fra fuldmånen. Men hun kunne i lugte andet end skovbunden. Clara lagde sig ned ved bredden. Stirrende i søen. Hun så intet andet end sig selv. En skikkelse formede sig bag hende, det kunne ses i søens spejlbillede. "Hey..." Bjæffede Kayla. Clara rejste sig og vendte sig rundt. "Kayla... det... undskyld... jeg ved ikke hvad der gik af mig..." Bjæffede Clara tilbage. Hun kunne ikke se Kayla i øjnene. "Når man lige har fået sin ulv, kan man godt være lidt følsom. Men, det her er ikke på grund af ulven vel?" Kayla tiltede sit hoved til siden. Clara svarede ikke. Menneske. Hun var menneske igen. Kayla forvandlede sig tilbage igen også. Hun krammede Clara. "Fortæl mig alt. Her kan ingen lytte med."